Azore Plateauet
Et meget stort midt-oceaniske plateau også kaldet Delfin Plateauet i Nordatlanten på den midtatlantiske højderyg, der i en dybde af 1600 meter (ca. en mile) er ca 500 X 600 miles i omfang, repræsenterende et samlet areal på 300.000 kvadrat mil.
Om et sådan plateau har eksisteret har været diskuteret af videnskabelige forskere inden for geologi og oceanografi. Den åbenbare sammenhørighed af det geografiske udseende af Euro-Afrikas kystliner med Amerikas, viser at kontinenterne en gang i en fjern fortid, for omkring 200 millioner år siden begyndte at drive fra hinanden. Den midtatlantiske højderyg opstod som følge af vulkansk aktivitet mellem adskillelsen af de to kontinentplader. Azora Plateuet over vandoverfladen, menes af geologer at kunne have eksisteret flere gange i fortiden. Azora Plateauet, altså i teorien Atlantis, menes at kunne være sænket på grund af seismiske forstyrrelser for ca. 10.000 år siden ved slutningen af istiden.
Gamle beretninger om Atlantis
Solon havde skrevet et ufuldendt værk, der omhandlede den viden han havde fået fra præsterne i Sais om blandt andet Atlantis. Dette er uddrag af dialog med Sokrates, hvor Timæos fortæller den æld gamle Kritias beretninger om indholdet af Solons værk. Teksten er ændret i lettere grad til mere moderne sprogbrug og navne med græske bogstaver er udeladt.
En stor og beundringsværdig kongemagt, hvor det hedder, at da Guderne delte jorden mellem sig, tilfaldt øen Atlantis Poseidon. Denne Gud medbragte en dødelig kvinde, Kleito, der nedstammede fra de første mennesker, der var født på jorden, avlede fem par tvillinge-sønner. Til enhver af dem gav han en tiendedel af øen, men under den ældstes, Atlas’ overherredømme. Den førstefødte i enhver af disse ti kongedømmer fulgte efter faderen, og Atlas’ efterkommere vedblev at have den højeste magt.
Prokolos taler også om en vis geograf Marcelus, der beretter i sine Ætithiopica, at ifølge de historieskrivere, der taler om øerne i det yderste hav, havde der til deres tid været syv øer, der var Proserpina helligede, og desuden tre andre af overordentlig størrelse, af hvilke den første var helliget til Pluto, den anden til Ammon, og den tredje, der var tusind stadier stor, til Neptun. Beboerne af denne sidste ø havde fra deres forfædre modtaget erindringen om Atlantis, en overordentlig stor ø, der i et langt tidsrum udøvede herredømmet over alle Atlantiske Oceans øer og ligeledes var Neptun helliget.
Skrifterne taler om en stor magt, som Eders stat engang har betvunget, da den fra Atlanterhavet af overmod drog ud mod hele Europa og Asien. Dengang var havet sejlbart udenfor den munding, der i Eders sprog kaldes Herakles’ Støtter, fandtes en ø, der var større end Lybien og Asien tilsammen, og fra hvilken man kunne gå over til de andre øer, ligesom fra disse til det lige over for liggende fastland, hvilket hint virkelige hav omslutter. På denne Atlantiske ø bestod dengang en stor og beundringsværdig kongemagt, der havde den hele ø og mange andre øer og enkelte dele af fastlandet i besiddelse; men desuden herskede den også over det indre af Lybien indtil Egypten og over Europa indtil Tyrrenien.
Den hele magt forenet til én hær forsøgte engang med et felttog at undertvinge Eders og vort land og alt hvad der ligger inden for mundingen. Da var det, Solon, at Eders stats magt på en glimrende måde udmærkede sig fremfor all mennesker ved tapperhed og kraft, – først i spidsen for Hellenerne og siden ved de andres frafald henvist til egne kræfter – gik den de største farer i møde, slog fjenden og oprejste sejrstegn, afværgede trældommen for dem, der endnu ikke var undertvungne, og skænkede os alle, der boede indenfor Herakles’ Støtter, på en ædel modig måde friheden. Men senere var der indtruffet uhyre jordskælv og oversvømmelser, og efter én ulykkelig dag og nat sank alt hvad der hos Eder var våbendygtigt ned i jorden, og den atlantiske ø sank også og forsvandt i havets bølger. Derfor er nu også havet der uvejsomt og uudforskeligt, da sejladsen forhindres ved det meget højt liggende dynd, som øen lod blive tilbage, da den gik under.
(Som det ses af tredie afsnit i denne redegørelse: …’Beboerne af denne sidste ø havde fra deres forfædre modtaget erindringen om Atlantis’, kan Atlantis have været en meget gammel historie. Til trods for at man måske kan være skeptisk med hensyn til den mytologiske del af historien, er der meget der tyder på at der vitterligt har ligget et kontinent ved den midtatlantiske højderyg i en mellemistids periode, mens dele af de geografiske forhold i fortællingen: …’ligesom fra disse til det lige over for liggende fastland, hvilket hint virkelige hav omslutter’… kunne være det, der bekræftes af nutidige geologer, at der havde ligget et smalt vandstræde mellem Atlantis og Amerika i forhistorisk tid).
Geologiske undersøgelser
Prøver fra havområdet foretaget under en ekspedition ledet af Dr. Erwing, tyder på sand, der en gang var strande eller havde ligget tæt på havoverfladen. I 1948, da Dr. Ewing var en af ??de bitre modstandere af Atlantis, sejlede hans ’ Woods Hole Oceanographic’ ekspeditioner op og ned af den midtatlantiske højderyg. Talrige prøver af tremolit asbest blev bragt op. Ewing fremførte denne betydningsfulde kommentar: “Denne sten betragtes generelt som typisk for kontinenter og ikke for havenes bassiner.”
I slutningen af 1800 tallet fandt en norsk nordpol ekspedition ledet af Fridtjof Nansen store mængder af skaldyr og øresten fra havdyr i tilnærmede dybder af ca. 1000-2500 meter, der normalt lever på lavt vand. Der argumenteres i konklusionen for, at sænkningen må være sket meget pludseligt, da dyrene ellers ville have nået at flygte. Tidsrammen af denne sænkning, nogle steder op til 3 km, blev fastslået til at være for mindre end 12.000 år siden. Senere prøver har bekræftet lignende resultater og tilføjet mere viden om dette fænomen, lige som der også er fundet spor efter ferskvand kieselalger og landplanter fra forsteninger langs den midtatlantiske højderyg.På Atlantisquist, hvor der også kan læses mere om Atlantis teorier, vises Azore Plateauet på et kort. Det fortælles af Platon, at der var elleve dages sejlads til Atlantis og at Plato’s Critias omtaler det flade plan i syd og bjergene i nord.
Hvis sænkningen af de sidste øer på Azora Plataeuet tillægges at være omtrentlig samme tidsperiode som Doggerland begyndte at forsvinde omkring 5.500 f.Kr. og det ville tage elleve dages sejlads at nå Atlantis, som det fortælles af Platon, kunne der måske stille et interessant spørgsmål, om de havde avancerede fartøjer til at fragte dem over havet eller kan der have ligget en ø tilbage senere, som normalt refereres som Atlantis. Et andet mere kontroversielt spørgsmål kunne være, om det i virkeligheden var Amerika de kaldte for Atlantis. Det passer måske ikke helt med at der skulle være bjerge i nord og fladt land mod syd, men en sejlbåd sejler måske 12-16 knob. En almindelig fiskerbåd sejler cirka 9 knob i timen. Med 15 knob ville det i nutiden være muligt at nå fra Lisbon i Portugal til Washington i Amerika.
Man antager at atlanterne havde en flåde, så der kan have været skibe på søen da Atlantis gik under. Det ville derfor ikke være så mærkeligt hvis de nåede ind til fastlandet og at man derfor kan se ting der afspejler kulturen fra Atlantis.
Se også posten Atlantis på Google Earth?