Dryas – 1000 års istid
Jorden er i en mellemistid med et usædvanlig stabilt klima, og civilisationen har blomstret. Men det viser sig, at det stabile vejr faktisk er unormalt. Pludselige svingninger mellem koldt og varmt er normen. Pludselige kuldeperioder kan slå til, hurtigere end man aner. Årsagen til lange kuldeperioder kan ligge på havbunden. Det lader til, vi kan forårsage den næste lange kuldeperiode. Temperaturen spiller en vigtig rolle for havstrømmenes bevægelser.
Fortalt i Naked Science National Geographic udsendelsen Big Freeze om klimateorier med blandt andet Prof Richard Alley, Pennsyvania State Universit:
Global termohalin cirkulation
Varmt vand er mindre tæt end koldt vand, så det stiger op. Koldt vand er tættere, så det synker. Havene omkring ækvator får mere sollys end dem ved polerne. Vandet opvarmes, stiger og bevæger sig mod polarhavene. Denne bevægelse kaldes global termohalin cirkulation. Når det varme vand kommer til polerne køles det. Så synker det og presses tilbage til ækvator langs havbunden. Det varme vand fører varm luft med sig. I Nordatlanten kaldes denne luftbevægelse Golfstrømmen. Den bærer en varme med sig, som svarer til en million kraftværker. Det er hovedårsagen til, at der er relativt varmt i England. Det varme vand og luften opvarmer ikke kun verden, men stabiliserer også vejrmønstre.
Transportbåndet, den globale termohaline cirkulation, hvor den gule farve illustrerer varmt vand fra Golfstrømmen, mens den blå farve er det afkølede vand, der presses tilbage langs havbunden. (Snapshot fra Naked Science National Geographic udsendelsen Big Freeze)
Teorien er, at hvis havtransportbåndet stopper, stoppes også distributionen af varmt vand og luft. Det kan føre til klimaændringer.
Men hvad er mægtigt nok til at stoppe vandcirkulationen?
Den sidste lange kuldeperiode kan give os svar. Da den sidste istid var ovre, for ca. 13.999 år siden, begyndte temperaturen at stige. Nordamerikas is kappe smeltede. En stor ferskvandssø blev dannet, hvor Hudson Bay ligger i dag. Søen var opdæmmet af isbjerge. Men under en voldsom begivenhed brast dæmningerne. 9.500 trillioner liter ferskvand fossede ind i Nordatlanten. Det er 450 gange mere, end hvad der løber gennem Niagara Falls hver dag. Den store mængde ferskvand mindskede saltindholdet i Nordatlanten. Dette ville ikke betyde noget, hvis det ikke var for en ting. Ferskvand er mindre tæt end saltvand. Det vil ikke synke. Tæthedsændringerne betyder, at den termohaline cirkulation begynder at sagtne farten. Den varme luft cirkulerer ikke mere. Vejrmønstret bliver påvirket, og temperaturen falder.
Kan klimaændringer udrydde en hel art?
Svaret kan ligge under jorden i den store salpetermine i Rockcastle County, Kentucky. Antropologen Kenneth B. Tankersley, Northern Kentucky University studerer bratte klimaændringer ved at undersøge fossiler. Han er leder af et team, der søger efter klimændringer sidst i pleistocænperioden for 13.500 år siden. Grotternes konstante temperatur og fugtighed bevarer dyreknogler i lag på lag af aflejringer. De er perfekt arkiveret i kronologisk rækkefølge. De viser hvor foranderligt klimaet har været. Grotter er miljømagneter. De samler rester af planter og dyr. Tankersleys team bruger tager prøver fra lagene ved hjælp af et håndrevet bor, der inddæmmer en cylinderformet jordprøve, der indeholder rester af fossile knogler og plantemateriale. Jo dybere det når ned jo ældre er fossilerne de år ud. De finder rester af den gigantiske snapsskildpadde og en tå knogle fra Platygonus Compressus. Det er en slags gigantisk gris. Over 30 forskellige slags kæmpepattedyr, bævere så store som en bjørn og dovendyr så store som et træ forsvandt sidst i pleistocæn perioden, da klimaet ændrede sig.
Alaskas havis
Forskere prøver at finde ud af, hvor stor påvirkning global opvarmning kan have på kuldeperioder. Mange, som klimatologen Dr Don Perovich, Researchr Geophysicist, CRREL, er rejst til Barrow, Alaska, den nordligste bebyggelse i USA for at studere global opvarmning. Hvis der er global opvarmning, vil man se det her først, fortæller han. Dr Don Perovich studerer hvordan global opvarmning påvirker islag. Han har gjort skræmmende opdagelser. Den arktiske havis er omtrent på størrelse med USA. For hvert årti de sidste 30 år er områder på størrelse med New Hampshire og Colorado gået tabt. Nogle forskere mener, der ikke vil findes havis om sommeren om 50 år. Ude på isen bores et hul for at måle tykkelsen. Perovitchs studier viser ikke kun, at den arktiske is krymper. Den bliver også tyndere. Områderne ændrer sig et par procent pr. årti. Isen har en anden proportion. Vi vil vide, hvordan den ændrer sig, fortæller han. I 1960erne var den arktiske havis gennemsnitligt tre meter tyk. I dag er den under to meter. Det er en 40 procents nedgang i gennemsnitstykkelsen. Det gamle islag kan være væk om 50 år. Så er der ingen havis om sommeren. Dette er ikke sket i tusinder af år. Tabet af havis kan få katastrofale følger. Isen fungerer som en prop, der forhindrer ferskvandsis i at løbe ud i havene. Når havisen forsvinder, løber ferskvandsgletsjerne ud i havet. Dette mindsker saltindholdet i havene og bremser vandcirkulationen. Eftersom mere og mere is smelter, ligesom for 13.000 år siden, kan det forårsage en ny kuldeperiode. Men lige nu er der ingen, der ved, om eller hvornår det vil ske eller hvor alvorligt det bliver. Men er det bare brøkdelen så hårdt som Yngre Dryas kan det true livet, som vi kender det.
Grønlands indlandsis
Niel Bogue, Oceanographer er på Grønland for at studere indlandsisen. Han udtaler, Jeg tror, der er beviser, som indikerer, det har sagnet farten. De prøver at finde ud af, om det vil fortsætte, eller om farten vil stige. Bouge og teamet måler saltindholdet og temperaturen i Labradorhavet – en vigtig del af det kolde Nordatlanten. Målingerne viser, hvor meget koldt vand, der synker og hvor hurtigt. Der er en indikator for, hvordan det står til med vandcirkulationen. Forskningen i Labradorhavet er vigtig for at kunne forudse effekten af ændringer i vandcirkulationen og klimaet. De er her for at søsætte en ”Sea Glider”. Denne højteknologiske torpedo måler saltindholdet i Labradorhavet. Bougue håber, den nye teknologi vil give dem svaret på spørgsmålet: Er den termohaline cirkulation ved at gå i stå? Den skal søsættes på dybt vand, hvilket betyder, de må operere godt 65 km fra kysten. Den afslører noget om denne del af vandcirkulationen, vi ikke vidste. Dybt vand dannes ikke så hurtigt. Drivkraften bag vandcirkulationen er mindre til stede i dag.
Strømmen i Atlanterhavet
Forskere fra National Oceangraphy Centre i South Hamton, England har studeret strømmen i Atlanterhavet de sidste 50 år. Studier viser, at vandcirkulationen var konstant frem til 2004. Men så ændrede det sig pludseligt og sagtnede farten. De mener også, is, der smelter pga. global opvarmning, kan stoppe båndet. Den skræmmende spådom er, at temperaturen i Europa indenfor de næste 20 år kan blive mere som i Canada. Temperaturen kan falde med op til ti grader. Om vinteren kan der blive under minus 34 grader.
Nogle forskere mener, der er 50 % chance for, at vandcirkulationen vil stoppe i løbet af de næste 100 år. De forløbige undersøgelser viser, at den globale termohalin cirkulations effekt ikke er alarmerende fortælles det i udsendelsen.
Epolog
Til trods for disse dystre perspektiver mener stjernetydere, at Vandmandens sfære faktisk skulle blive bedre for menneskeheden. Vandmanden associerer noget med vand, måske mere vand i havene, men sternetyderne mener altså at det på grund af indsigt alligevel skulle blive bedre.
Hvorfor, der skulle være sket en stor ændring i 2004 er et spørgsmål man kunne undre sig over. Med en industri, der formodentlig forurener mindre end tidligere og at de moderne biler sammen med katalysatorer skulle man tro, at der blev udledet mindre CO2. Bliver vi indhentet af tidligere forurening eller er det et resultat at det stigende antal af mennesker på planeten og dermed en stigenden mængde industri og biler?