I National Geographic udsendelsen Stillehavets forsvundne kontinent håber to researchere, Durita Holm og Sturla Ellingvåg, ved hjælp af dna-forskning at kunne afsløre nogle af de mysterier, der omgiver Påskeøen også skaldet Rapa Nui. De opsøger nogle de ældste beboere på øen, dem som stammer fra flere generationer tilbage både på moren og farens side. Ved at tage prøver fra de ældre, håber de at få bevis på deres oprindelse.

Det ville tage nogle uger at få DNA fra dem alle, men de bliver straks fascineret af, hvad der fortælles.

De ældre beboere siger, at deres forfædre kom fra det forsvundne kontinent Hiva, som lå et sted i Stillehavet. Vi har fået at vide, at da kontinentet Hiva sank, emigredede hele folket.

Sturla og Durita er besluttet på at afsløre sandheden om det forsvundne kontinent Hiva. Sammen med en gruppe forskere har de i sinde at følge sporet tilbage i tiden for at se hvor det fører hen. Vi befinder os på en strand på øen, der siges at være stedet hvor det hele begyndte. De første indbyggere ankom hertil, anført af høvding Hotu Matua. Han kom fra det forsvundne kontinent Hiva.

Mens denne research foregår, starter et andet hold en undersøgelse, der begynder på en øgruppe, der ligger 3000 km nordvest på. Det er den øde kæde i Fransk Polynesien kaldet Marquesas-øerne, som tilhører Polynesien. Lige som Påskeøen, gemmer denne ø på et mysterium fra fortiden.
De foretager en arkæologisk udgravning på et af de mest bemærkelsesværdige steder med fund, der dateres mere end 1000 år tilbage, et af de ældste steder i det østlige Polynesien. Fund, der kan kaste lys over polynesiernes og Påskeøens beboeres fortid. Professor Dr. Barry Rolett har arbejdet her i 20 år for at finde beviser på det polynesiske hjemland. Hvem var dette fortidsfolk der boede her?

Da de første europæere ankom, fik de indtryk af et barbarisk uciviliseret folk der var kannibaler. De ofrede mennesker og afholdt en ceremoni hvor de indtog kødet som en slags nadver. Undersøgelserne har dog vist, at de var langt mere sofistikeret end først antaget. Der findes høje fundamenter lavet i sten, kaldet ”pae pae”, der blev brugt som til at bygge huse ovenpå. Et fundament vises i udsendelsen at være 183 cm højt. Der findes statuer og helleristninger på øen. Et af de få steder med kæmpestatuer, de såkaldte ”Tiki”, der leder tanken hen på statuerne på Påskeøen.

Eksperterne havde hidtil ment, at de første indbyggere var ankommet til Marquesa ved et tilfælde, men Dr Barry Rolett mener at de var langt mere sofistikerede og foretog sejladser, der var bevidste handels-og koloniseringsrejser. Hans team leder efter fysiske beviser i form af arkæologiske fund, der viser rejser mellem øerne. Hidtil har de ikke fundet sådanne beviser, men pludseligt dukker der en fiskekrog op fra en af de arkæologiske udgravninger. Det er deres første spor. Den er skåret ud af en muslingeskal. Disse muslinger findes oftest i laguner, men laguner findes ikke på Marquesas-øerne. Han konkluderer, at denne fiskekrog må være kommet et andet sted fra. Men hvor? Den nærmeste ø der har sådanne muslinger ligger over tusind kilometer væk i Tuamotu-øgruppen. Han mener at muslingen rent faktisk kommer fra Tuamotu-øerne, og at de kan have været byttevare.

Trækanoerne, som polynesierne anvendte, er ikke bevarede og findes ikke i de arkæologiske optegnelser, så de må finde andre beviser, hvis de vil undersøge om en sådan handelsudveksling er foregået. De fortsætter udgravningen, og finder en kniv fra oldtiden, et skæreredskab kaldet ”adze”. Det ligner nærmest en aflang stenalderøkse uden skaft. Det er usædvanligt at finde en så stor ”adze”, fortælles det i udsendelsen. Den vejer mindst 4,5 kg. Det var det vigtigste redskab for polynesierne. Det var et redskab, der blev brugt til træskulpturer. Disse ”adze” der blev fundet i de dybeste udgravninger er lavet af en stenart, der ikke findes på øen. Jo dybere ned i jordlaget der graves, jo længere tilbage i tiden befinder vi os. Ligesom fiskekrogen må den være kommet fra et andet sted. Rolett har en idé om oprindelsen til denne stenart. Hvis han kan bevise det, kan han samtidig bevise at polynesierne foretog lange havsejladser i Stillehavet. Han har hyret vulkanologen dr. Joh Sinton til eftersøgningen. Målet var at finde det sten brud, hvor stenene stammer fra. Rolett og Sinton lejer en helikopter, der bringer dem til øen Eiao, en ubeboet og isoleret ø, der ligger hundredevis af kilometer fra udgravningen.

I en klar morgenstund bliver de sat af på øen og får besked fra piloten om, at han vil hente dem om fem dage. De begiver sig ind i øens vilde uvejsomme skovområde med mad og vand til kun fem dage. Øen er kendt for at være uheldssvanger og have ånder. De løber op og ned af bjerget i deres søgen efter stenbruddet. Efter fem dage er de udmattede og har de stadig ikke opdaget noget.
Dagen før de skal hentes af helikopteren, går de i en lille kløft og fandt så stenværkstedet. Der spor efter af sten fra flere hundrede års redskabsproduktion. De tager prøver med til laboratoriet. Dr Sinton sammenligner en prøve fra stenbruddet på Eiao med den ”adze” Roletts havde fundet på Påskeøen. Stenene skal varmes op for at kunne foretage den kemiske analyse. Den smeltede sten presses til små runde glasplader, der gør, at sammensætningen kan analyseres. Resultatet er forbløffende. Den kemiske sammensætning i råmaterialet fra stenbruddet på Eiao er identisk med den i genstandene fundet på Påskeøen.

De to stenarter er en nøjagtig match. Det viser at stenene fra Eiao blev eksporteret til Tahiti, Tuamotu-øerne, Gambier-øerne og Marquesas-øerne og at der må have været en handelsrute, en rute der var hundredetusinder kilometer lang. Denne revolutionerende opdagelse ændrer forskningen omkring Polynesien. Det åbner for et helt nyt syn på det polynesiske samfund. I stedet for at se på dem som isolerede, ser vi dem handle og kommunikere med hinanden. Men rejste de hele fra det østlige Polynesien til Påskeøen, og hvilken sandhed ligger dag bag kong Hotu Matua og det forsvundne kontinent Hiva?

Hiva beskrives som en grøn spids ø. Her herskede tatoverede krigere og vilde klaner. Når der opstår konflikter udbryder der krig mellem klanerne. Hotu Matua forbereder sine mænd før slaget. De kæmper om kontrollen over øen og for et hjemland. Et drabeligt slag med spyd udkæmpes. Høvding Hotu Matua og hans mænd tager et afgørende slag. De er besejrede og tvinges til at flygte. Hotu Matua er nødt til at finde et nyt hjem til sit folk, før flere mænd mister livet. Ypperstepræsten drømmer om en fjern ø mod øst, i retning af den opgående sol. Han sender spejdere ud for at lede efter øen fra præstens drøm.

Men kan de gamle polynesiere have rejste tusindvis af kilometer over havet? Havde de skibe der kunne foretage en sådan rejse. Det er det spørgsmål, som bådebyggeren Bonno Louis slås med. Da vi byggede en kano, undersøgte vi Marquesas-øernes oldtidsmodel, fortæller han i udsendelsen. Det er en stridskano. Men der er kun få skriftlige beviser på deres søfartsepoke og Louis må følge mundtlige fortællinger om de traditionelle trækanoer. Ifølge sagnet blev kanoen formet efter kokosbladet. Den er hurtig fordi den er buet, men flad i bunden. Kanoen fremstilles af en særlig slags træ, som findes her, det perfekte materiale til langdistance sejladser. Ifølge sagnet ville man bruge tømmer fra urutræet. Det er en let og hård træart.

(Snapshot fra National Geographic udsendelsen Stillehavets forsvundne konitnent)

Bonno Louis er vokset op 3000 km fra Påskeøen, men utroligt nok har han hørt den samme historie som disse øboere. Historier om en besejret stamme, som begav sig ud på en rejse.

Hotu Matua og hans folk medbringer en hellig sten fra Hiva og begiver sig ud på en storslået rejse, der kan føre dem tusindvis af kilometer over åbent hav. De må slås med storme, bølger og den gloende sol, mens de begiver sig mod det ukendte. Kanoen er deres hjem i uendelige uger. Uden land i nærheden er der mangel på mad og drikkevarer. Hvis det ikke regner får de intet vand. Alt hvad de harer nogle kokosnødder og de fisk de kan fange. Det bestod af hajer, for de kommer, hvis man lokker med madding.

Bonno Louis finder hurtigt ud af, at denne gamle kano virkelig er sødygtig. Men han har endnu en oplysning med sig. Den ø han er i færd med at forlade gik i gammel tid under navnet Hiva Oa. Faktisk, ifølge et 300 år gammelt landkort fra en tahitiansk ypperstepræst, blev mange af øerne i området kaldt Hiva, navnet fra Påskeøens beboeres sagn. Det er dér, Marquesas-øerne ligger. En utrolig forbindelse til sagnet.

De havde et slags gammelt søkort, der kaldes ”pindekort”. Det består af tynde kokosblade der er knyttet sammen så de danner et billede af havstrømmene. Små skaller hæftet på kortet viser, hvor der er land. Det er et kort over alle kendte øer. Men kunne de foretage en rejse helt til Påskeøen. Polynesien dækker trods alt en trediedel af jordens overflade. Eksperterne havde hidtil ment at rejsen var umulig på grund af to ting:

På Stillehavet blæser de tropiske vinde i modsat retning fra øst til vest. Det er passatvindende ved ækvator. Men Rolett opdagede, at på særlige tidspunkter af året skifter vindene retning. De tidligere forsker to ikke årstidernes ændringer med i beregningen. De skiftende vinde kaldes vestenvinde, og de er velkendte, som fortidens sejlere ville have haft kendskab til. Disse vestenvinde kom og gik, så polynesierne blot behøvede at vente på dem for at kunne sejle til steder de ellers ikke kunne nå. Dermed kunne Hotu Matuas kano sejle østpå i medvind.

Den anden forhindring: Hvordan navigerede de på et enormt ocean uden kompas eller navigeringsredskaber? Thompson og den polynesiske sejlforening ville bevise at polynesierne i fortiden kunne foretage en sådan rejse. Thompson er mester i navigation. Han blev oplært af en af de få, der kunne navigere efter stjernerne: Mikronesiske Mau Pialug. Han havde lært faget gennem mundtlige fortællinger, der er ført videre fra generation til generation gennem 3000 år. Thompson mener de navigerede ved hjælp af denne gamle lære, hvis overlevelse Mau sørgede for, inden han døde i 2010. Maus død betød, at Thompson nu var en af de sidste navigatører, der kan videregive denne kundskab. Det er ikke nogen akademisk og intellektuel øvelse, fortæller Thompson fra båden.
Under rejsen bliver Thompson foruroliget da han opdager at de er kommet ud af kurs. Når tre stjerner i Skorpionen bliver lodrette bliver Skorpionen retningslinje mod syd, som er retningen mod Tahiti. Turen er en del af en længere rejse som Thompson for nylig foretog. Ved hjælp af den 3000 år gamle teknik ville han forsøge at sejle fra Marquesas-øerne til Påskeøen, kun med gamle navigeringsmetoder og helt uden instrumenter.

Instrumenterne til at navigere dukker op om natten. Ligesom forfædrene har Nainoa, der er med på rejsen, lært et detaljeret stjernekort udenad. Det består af stjerner, der hver nat dukker op fra og synker ned i havet. Punkter på stjernehimlen viser verdenshjørnerne. Aftenhimlen er som en kuppel, der omslutter Jorden. Kuplen drejer rundt om Jorden og sin akse. Kanoen er midt i kuplen, mens stjernerne skifter position. Denne navigation bruger 220 navngivne stjerner, 220 som stiger op i øst og 220 i vest. Han og hans team nåede frem, og hele rejsen tog kun lidt over seks uger. Thompsons rejse var beviset forskerne havde ledt efter, at Hotu Matua meget vel kunne have sejlet fra Hiva til Påskeøen og at hans rejse meget vel kunne have været mere end kun en legende.

Tilbage på Påskeøen fortæller researcher Durita Holm, at de var i stand til at tage blodprøve fra 21 ældre personer. I modsætning til hvad historikere og forskere hævder, mener folket på Påskeøen, at de stammer fra Hiva. Prøverne bliver sendt til et laboratorium i Norge, der bekræfter, at polynesierne kom fra det østlige Polynesien. Det beviser samtidigt for første gang, at Hotu Matua’s folk foretog den lange rejse over havet. To af prøverne havde endnu en interessant overraskelse. Disse to personer har sydamerikansk dna i deres genetiske fortid. Det tyder på at polynesierne rejste til Sydamerika flere hundrede år før Christopher Columbus.

Tilbage på øen finder Barry Rolett endnu et bevis, der peger i samme retning. Den søde kartoffel. I dag findes den i hele Polynesien, men den er ikke en lokal plante. Den er kun en lokal plante i Sydamerika, så den må have været bragt til Polynesien. Sådanne kartofler fra Polynesien er blevet dateret tilbage til år 1000 e.Kr. Man havde ment, at det var sydamerikanere der havde bragt kartoflen til Polynesien, men den nye viden afslører, at det var polynesierne, der havde redskaberne og kundskaben til at foretage lange rejser til havs.