Kan et ”primitivt” stammefolk, som er ”animister” og muslimer og samtidig dyrker guder, som kommer fra stjernen Sirius, virkelig have haft besøg herfra for tusinder af år siden?

Måske får du ikke svar her, men når du har læst dette, vil spørgsmålet formentlig ikke forlade dig, før du har fået svar.

Bandiagaraområdet:
Dogonfolket bor i det centrale Mali (Vestafrika) og er en ”lille” stamme på hen ved 300.000 hoveder. En ganske lille del bor i det nord-vestlige Burkina Faso.

Dogon er bosat primært ved kanten af et plateau (Bandiagara plateauet), hvis kant ligger i nord-syd retning i den midt-sydlige del af Mali, både på sletten nedenfor plateaukanten, og på selve højsletten, men allermest ligger byerne klinet op ad den nedre del af selve plateaukanten. På denne måde har de ”ryggen fri” og alle fjender, dyr som mennesker, skal bevæge sig opad for at nå dem. En fordel mere er, at der tæt på klippevæggen er en jævnere temperatur over døgnet end på sletterne oppe og nede, og det er en stor fordel, da varmen i dette område på sit højeste når op over 50 grader celcius, og helt ned på frostgrader, når det er koldest.

Bandiagara området, som ligger i det vestafrikanske sahel-område (”sahel” er arabisk og betyder ”ørkenens kyst”), er således noget af det varmeste på jorden, og tillige meget stor variation over et døgn, nemlig op til ca 30 grader, men det er da også næsten ørkenklima.

Der er altså god grund til, at Dogon placerer sine byer, som de gør, da det især betyder lavere temperatur når der skal soves, og de sover også på hustagene i stedet for inde i husene i den varme tid, hvilket er køligere, da et hustag hurtigere afgiver sin opmagasinerede varme end jorden – tro mig, at ligge på jorden føles som at ligge på en stegepande.

Tilbedelse af forfædrene, Allah og Sirius – og viden om DNA…:
Dogon-folket dyrker forfædrekulten, og anefigurerne (skåret i træ og derefter indviet = beåndet) er medier til kommunikation med forfædrene. Figurerne forestiller en afdød forfader/-moder, altså en konkret historisk person.

De betragtes som ”animister” (”primitiv” naturreligion…), men er samtidig muslimer, hvilket er en ganske almindelig kombination i Afrika. Desuden tilbeder de dobbelt-stjernen Sirius (guderne herfra), hvilket de har gjort i tusinder af år, fordi de har haft besøg af deres ”Guder” som ankom i ”flyvende tallerkener”.

Videnskaben har allerede i det 19. årh. erkendt, at Sirius er mere end én sol, men først i 1970 været i stand til at fotografere dens pendant, som er en hvid dværg: Lille, faktisk mindre end vores jord(!), meget tæt/tung og helt hvidt lysende, fuldstændig som dogons mundtlige overlevering beskriver den.

Overleveringen beskriver også en tredje sol, som er bundet til de nu to kendte, som udgør Sirius, men den har videnskaben ikke fundet endnu…

Al deres viden om dobbelt-stjernen Sirius, som befinder sig 8,6 lysår fra jorden, er stykke for stykke blevet bekræftet af den moderne vestlige astronomi, bortset fra tilstedeværelse af den tredje stjerne. Men også deres viden om vores eget solsystem er bekræftet, selv om den er tusindvis af år gammel, og det til trods for, at Dogon ingen teknologi har, der kan se længere/mere end det menneskelige øje.

De beskriver f.eks., at der er måner omkring Jupiter, og det er gammel viden for dogon-folket, at jorden og planeterne kredser om solen og ikke omvendt.

Måske endnu mere overraskende er, at deres mundtlige tradition beskriver noget, som er svært at opfatte som andet end en beskrivelse af DNA.

Dogons oprindelse, udbredelse og religion:
Deres religion bygger bl.a. på deres astronomiske viden, som er meget eksakt og omfattende, og religionen indbefatter hertil forfædrekulten og andre ”animistiske” bestanddele, f.eks. ofringer, officielt og normalt kun af dyr.

Jeg har hørt om menneskeofringer i nutiden i både Burkina Faso og i Elfenbenskysten (fra et øjenvidne), så intet er sikkert. Samtidig er de altså også muslimer – en kombination, som kan være svær at sluge for både øst og vest.

Dogons historie og religion er meget komplekse, og begge rummer mange uafklarede punkter, til trods for at de er blevet studeret de sidste år på kryds og tværs. Efter min mening har Dogon givet nøjagtigt så meget viden om deres liv og religion fra sig, som de har ønsket, og resten er fortsat ukendt for alle andre end Dogon.

Mine personlige erfaringer, herunder fornemmelsen af at støde på en grænse for hvad, man vil fortælle mig, siger mig dette.

Der er overvældende mange lighedspunkter og overensstemmelser mellem Dogons og den tilsvarende ægyptiske (og sumeriske – dem der kom før ægypterne) religion og beskrivelse af verden, og Dogon er da også mest sandsynligt udvandret fra Ægypten for nogle tusinder år siden, hvor de havde besøg af beboere fra Sirius, som ankom i rumskibe(?) og straks efter ankomsten skabte et stort vandbassin de kunne leve i, da de var væsner, som var tilpasset et liv i vand.

De beskrives som paddelignende med to (for)lemmer og en hale.

Det er bemærkelsesværdigt, at firbenet har en fremtrædende plads i deres religion – måske fordi den minder meget om beboerne fra Sirius?

Jeg kunne foreslå, at de lavede den slags bassiner hvor de havde behov for det rundt omkring på vores klode, og måske etablerede sig mere fast i et større egentligt samfund et andet sted, f.eks. i et hav – Atlanterhavet måske – Atlantis måske…? Ren fantasi selvfølgelig.

Fra Ægypten udvandrede de til det nuværende Libyen og senere igen til området omkring Guinée (sydvest for Mali).

Da vi taler om ”nogle tusind år” tidligere, frembød Sahara ikke den hindring for en folkevandring, som den er i dag. Sahara var ikke så stor, og heller ikke så tør som i dag. Jeg tror ikke at Sahara er så gammel, da det f.eks. er knap 50 år siden, at den sidste krokodille blev skudt i Sahara, og jeg har set hulemalerier og graveringer i det centrale Sahara, der f.eks. er ca 3000 og 5000 år gamle, som forestiller savannedyr, bl.a. flodheste, og ca 1500 år gamle af hestetrukne stridsvogne, og alle disse malerier forudsætter et helt andet klima end i dag, hvor de eneste større husdyr der klarer sig dér er kameler (dromedarer) og små meget hårdføre geder, og deres overlevelse er formentlig afhængig af deres ejeres (tuareger) tilstedeværelse. Jeg tror ikke, at Sahara var ørken på det tidspunkt Dogon vandrede i området.

Senere igen, før 1500 e.c. ankom dogons til Bandiagara i det centrale Mali, fordi de iflg. overleveringen blev fordrevet af stammer sydvest fra.

Bandiagara var på det tidspunkt befolket af ”Tellem”, som de iflg legenderne fordrev ”efter lang tid”, og disse vandrede mod syd-øst. ”Tellem” betyder ”små mennesker” (= pygmæer – som nu lever i Congos dybeste regnskove, 3000 km syd-øst for Bandiagara?). Passer de mundtlige overleveringer, kom dogons meget tidligere end 1500 ec, for Tellem-folket forsvandt fra Bandiagara ca 1500 ec, og Dogon fordrev Tellem ”efter lang tid”.

Tellem-folket boede i selve plateaukanten altså klippevæggene i ”vertikale landsbyer”… Rester efter deres bebyggelser ses den dag i dag oven over Dogonbyerne samme sted. Dogon har i hundreder af år brugt Tellems forladte huse som gravsteder. Der er en del nyere gravsteder, som er længere nede, faktisk nede i niveau med Dogonbýerne, som jeg har fået fortalt af en Dogon, skyldes en epedemi, som engang var, hvor hele (Dogon-)folket blev angrebet af en sygdom, som slog mange ihjel, og de syge havde ikke kræfter til at fragte de mange døde op i de højtliggende Tellem-huse, så man byggede grave så højt man kunne nå uden at skulle klatre og byggede massegravsteder dér.

Dogons tidsregning
Deres kalender (den store – de har nemlig 4 kalendere) er en 50 – års cyklus. Hver 50. år begynder verden forfra og det markeres med en kæmpefest, som er langt mere end en fest, og ritualerne ved denne lejlighed er enestående, f.eks. kommer ”Maskernes Moder” og danser. ”Maskernes Moder” er en maske der er omkring 6 m høj (og båret af en danser), og som altså kun viser sig og danser ved denne lejlighed, altså én gang hver 50 år. Sirius-stjernerne cirkler omkring hinanden, og de har en omløbstid på 49,9 år!

De mange kilder jeg er stødt på, inklusive de dogons jeg selv har talt med under mine besøg dér, giver mange og mere eller mindre modstridende informationer, men det jeg har beskrevet ovenfor, er de temaer der går igennem alle kilder.

Konklusion
For mig er der ingen tvivl om, at Dogon har haft besøg, hvilket ægypterne og/eller sumererne så også har. Hvorfor det kun er Dogon, som har så nøje kendskab til Sirius? Eller er det os, som ikke har forstået nok af ægypternes overleveringer?

At Dogon kender til de flere sole og deres karaktér, skyldes måske, at de er det eneste folk, der eksisterer intakt i dag. – dvs har beholdt den gamle viden, mens ægypterne og/eller sumererne, som måske har haft den samme viden, har mistet den med kulturens sammenbrud, og hvis de har beskrevet den, så har vi (endnu) ikke forstået det.

Vi må ikke glemme, at den vigtigste stjerne i den ægyptiske astronomi og gudeverden er Sirius, som repræsenteres af guden Anubis med hundehovedet.

Det er nærliggende at tænke på Inkaerne, som også havde viden om astronomi på et højt niveau, og endda nogle ”pladser” som minder mest om landingsbaner. Deres kultur gik som bekendt til grunde i ”mødet” med de ignorante europæere, og sikkert også en masse viden.

Man kan undre sig over hvordan Dogon har været i stand til at bevare deres kultur og viden så intakt, da de adskiller sig virkelig meget fra deres naboer. Hvorfor har der ikke været mere afsmitning end tilfældet er?

Det er nok Dogons ”held”, at den afsides og utilgængelige beliggenhed, kombineret med en nærmest total mangel på naturlige resourcer, herunder endog vand, har sparet Dogonstammen fra indtrængen udefra, for Dogonstammen lever meget afsondret, også fra andre lokale stammer, i et utilgængeligt og livsfjendtligt terræn og klima, hvor den gnsn. forventede levealderen gættes at være omkring 30 – 35 år. De er hårdt ramt af dysenteri, malaria og bilhazia og mange andre sygdomme, og det (bogstavelig talt) vrimler med skorpioner, store edderkopper og giftslanger, og der er da også løver og hyæner i området, men de omkringliggende stammer er også bange for dem, fordi ”de har stærk gri-gri” (gri-gri = medicin/magi), hvorfor nabostammerne holder sig på afstand af dem.

Tekst: Morten Kuni