image_pdfimage_print

Dogon-folket og dobbeltstjernen Sirius

Kan et ”primitivt” stammefolk, som er ”animister” og muslimer og samtidig dyrker guder, som kommer fra stjernen Sirius, virkelig have haft besøg herfra for tusinder af år siden?

Måske får du ikke svar her, men når du har læst dette, vil spørgsmålet formentlig ikke forlade dig, før du har fået svar.

Bandiagaraområdet:
Dogonfolket bor i det centrale Mali (Vestafrika) og er en ”lille” stamme på hen ved 300.000 hoveder. En ganske lille del bor i det nord-vestlige Burkina Faso.

Dogon er bosat primært ved kanten af et plateau (Bandiagara plateauet), hvis kant ligger i nord-syd retning i den midt-sydlige del af Mali, både på sletten nedenfor plateaukanten, og på selve højsletten, men allermest ligger byerne klinet op ad den nedre del af selve plateaukanten. På denne måde har de ”ryggen fri” og alle fjender, dyr som mennesker, skal bevæge sig opad for at nå dem. En fordel mere er, at der tæt på klippevæggen er en jævnere temperatur over døgnet end på sletterne oppe og nede, og det er en stor fordel, da varmen i dette område på sit højeste når op over 50 grader celcius, og helt ned på frostgrader, når det er koldest.

Bandiagara området, som ligger i det vestafrikanske sahel-område (”sahel” er arabisk og betyder ”ørkenens kyst”), er således noget af det varmeste på jorden, og tillige meget stor variation over et døgn, nemlig op til ca 30 grader, men det er da også næsten ørkenklima.

Der er altså god grund til, at Dogon placerer sine byer, som de gør, da det især betyder lavere temperatur når der skal soves, og de sover også på hustagene i stedet for inde i husene i den varme tid, hvilket er køligere, da et hustag hurtigere afgiver sin opmagasinerede varme end jorden – tro mig, at ligge på jorden føles som at ligge på en stegepande.

Tilbedelse af forfædrene, Allah og Sirius – og viden om DNA…:
Dogon-folket dyrker forfædrekulten, og anefigurerne (skåret i træ og derefter indviet = beåndet) er medier til kommunikation med forfædrene. Figurerne forestiller en afdød forfader/-moder, altså en konkret historisk person.

De betragtes som ”animister” (”primitiv” naturreligion…), men er samtidig muslimer, hvilket er en ganske almindelig kombination i Afrika. Desuden tilbeder de dobbelt-stjernen Sirius (guderne herfra), hvilket de har gjort i tusinder af år, fordi de har haft besøg af deres ”Guder” som ankom i ”flyvende tallerkener”.

Videnskaben har allerede i det 19. årh. erkendt, at Sirius er mere end én sol, men først i 1970 været i stand til at fotografere dens pendant, som er en hvid dværg: Lille, faktisk mindre end vores jord(!), meget tæt/tung og helt hvidt lysende, fuldstændig som dogons mundtlige overlevering beskriver den.

Overleveringen beskriver også en tredje sol, som er bundet til de nu to kendte, som udgør Sirius, men den har videnskaben ikke fundet endnu…

Al deres viden om dobbelt-stjernen Sirius, som befinder sig 8,6 lysår fra jorden, er stykke for stykke blevet bekræftet af den moderne vestlige astronomi, bortset fra tilstedeværelse af den tredje stjerne. Men også deres viden om vores eget solsystem er bekræftet, selv om den er tusindvis af år gammel, og det til trods for, at Dogon ingen teknologi har, der kan se længere/mere end det menneskelige øje.

De beskriver f.eks., at der er måner omkring Jupiter, og det er gammel viden for dogon-folket, at jorden og planeterne kredser om solen og ikke omvendt.

Måske endnu mere overraskende er, at deres mundtlige tradition beskriver noget, som er svært at opfatte som andet end en beskrivelse af DNA.

Dogons oprindelse, udbredelse og religion:
Deres religion bygger bl.a. på deres astronomiske viden, som er meget eksakt og omfattende, og religionen indbefatter hertil forfædrekulten og andre ”animistiske” bestanddele, f.eks. ofringer, officielt og normalt kun af dyr.

Jeg har hørt om menneskeofringer i nutiden i både Burkina Faso og i Elfenbenskysten (fra et øjenvidne), så intet er sikkert. Samtidig er de altså også muslimer – en kombination, som kan være svær at sluge for både øst og vest.

Dogons historie og religion er meget komplekse, og begge rummer mange uafklarede punkter, til trods for at de er blevet studeret de sidste år på kryds og tværs. Efter min mening har Dogon givet nøjagtigt så meget viden om deres liv og religion fra sig, som de har ønsket, og resten er fortsat ukendt for alle andre end Dogon.

Mine personlige erfaringer, herunder fornemmelsen af at støde på en grænse for hvad, man vil fortælle mig, siger mig dette.

Der er overvældende mange lighedspunkter og overensstemmelser mellem Dogons og den tilsvarende ægyptiske (og sumeriske – dem der kom før ægypterne) religion og beskrivelse af verden, og Dogon er da også mest sandsynligt udvandret fra Ægypten for nogle tusinder år siden, hvor de havde besøg af beboere fra Sirius, som ankom i rumskibe(?) og straks efter ankomsten skabte et stort vandbassin de kunne leve i, da de var væsner, som var tilpasset et liv i vand.

De beskrives som paddelignende med to (for)lemmer og en hale.

Det er bemærkelsesværdigt, at firbenet har en fremtrædende plads i deres religion – måske fordi den minder meget om beboerne fra Sirius?

Jeg kunne foreslå, at de lavede den slags bassiner hvor de havde behov for det rundt omkring på vores klode, og måske etablerede sig mere fast i et større egentligt samfund et andet sted, f.eks. i et hav – Atlanterhavet måske – Atlantis måske…? Ren fantasi selvfølgelig.

Fra Ægypten udvandrede de til det nuværende Libyen og senere igen til området omkring Guinée (sydvest for Mali).

Da vi taler om ”nogle tusind år” tidligere, frembød Sahara ikke den hindring for en folkevandring, som den er i dag. Sahara var ikke så stor, og heller ikke så tør som i dag. Jeg tror ikke at Sahara er så gammel, da det f.eks. er knap 50 år siden, at den sidste krokodille blev skudt i Sahara, og jeg har set hulemalerier og graveringer i det centrale Sahara, der f.eks. er ca 3000 og 5000 år gamle, som forestiller savannedyr, bl.a. flodheste, og ca 1500 år gamle af hestetrukne stridsvogne, og alle disse malerier forudsætter et helt andet klima end i dag, hvor de eneste større husdyr der klarer sig dér er kameler (dromedarer) og små meget hårdføre geder, og deres overlevelse er formentlig afhængig af deres ejeres (tuareger) tilstedeværelse. Jeg tror ikke, at Sahara var ørken på det tidspunkt Dogon vandrede i området.

Senere igen, før 1500 e.c. ankom dogons til Bandiagara i det centrale Mali, fordi de iflg. overleveringen blev fordrevet af stammer sydvest fra.

Bandiagara var på det tidspunkt befolket af ”Tellem”, som de iflg legenderne fordrev ”efter lang tid”, og disse vandrede mod syd-øst. ”Tellem” betyder ”små mennesker” (= pygmæer – som nu lever i Congos dybeste regnskove, 3000 km syd-øst for Bandiagara?). Passer de mundtlige overleveringer, kom dogons meget tidligere end 1500 ec, for Tellem-folket forsvandt fra Bandiagara ca 1500 ec, og Dogon fordrev Tellem ”efter lang tid”.

Tellem-folket boede i selve plateaukanten altså klippevæggene i ”vertikale landsbyer”… Rester efter deres bebyggelser ses den dag i dag oven over Dogonbyerne samme sted. Dogon har i hundreder af år brugt Tellems forladte huse som gravsteder. Der er en del nyere gravsteder, som er længere nede, faktisk nede i niveau med Dogonbýerne, som jeg har fået fortalt af en Dogon, skyldes en epedemi, som engang var, hvor hele (Dogon-)folket blev angrebet af en sygdom, som slog mange ihjel, og de syge havde ikke kræfter til at fragte de mange døde op i de højtliggende Tellem-huse, så man byggede grave så højt man kunne nå uden at skulle klatre og byggede massegravsteder dér.

Dogons tidsregning
Deres kalender (den store – de har nemlig 4 kalendere) er en 50 – års cyklus. Hver 50. år begynder verden forfra og det markeres med en kæmpefest, som er langt mere end en fest, og ritualerne ved denne lejlighed er enestående, f.eks. kommer ”Maskernes Moder” og danser. ”Maskernes Moder” er en maske der er omkring 6 m høj (og båret af en danser), og som altså kun viser sig og danser ved denne lejlighed, altså én gang hver 50 år. Sirius-stjernerne cirkler omkring hinanden, og de har en omløbstid på 49,9 år!

De mange kilder jeg er stødt på, inklusive de dogons jeg selv har talt med under mine besøg dér, giver mange og mere eller mindre modstridende informationer, men det jeg har beskrevet ovenfor, er de temaer der går igennem alle kilder.

Konklusion
For mig er der ingen tvivl om, at Dogon har haft besøg, hvilket ægypterne og/eller sumererne så også har. Hvorfor det kun er Dogon, som har så nøje kendskab til Sirius? Eller er det os, som ikke har forstået nok af ægypternes overleveringer?

At Dogon kender til de flere sole og deres karaktér, skyldes måske, at de er det eneste folk, der eksisterer intakt i dag. – dvs har beholdt den gamle viden, mens ægypterne og/eller sumererne, som måske har haft den samme viden, har mistet den med kulturens sammenbrud, og hvis de har beskrevet den, så har vi (endnu) ikke forstået det.

Vi må ikke glemme, at den vigtigste stjerne i den ægyptiske astronomi og gudeverden er Sirius, som repræsenteres af guden Anubis med hundehovedet.

Det er nærliggende at tænke på Inkaerne, som også havde viden om astronomi på et højt niveau, og endda nogle ”pladser” som minder mest om landingsbaner. Deres kultur gik som bekendt til grunde i ”mødet” med de ignorante europæere, og sikkert også en masse viden.

Man kan undre sig over hvordan Dogon har været i stand til at bevare deres kultur og viden så intakt, da de adskiller sig virkelig meget fra deres naboer. Hvorfor har der ikke været mere afsmitning end tilfældet er?

Det er nok Dogons ”held”, at den afsides og utilgængelige beliggenhed, kombineret med en nærmest total mangel på naturlige resourcer, herunder endog vand, har sparet Dogonstammen fra indtrængen udefra, for Dogonstammen lever meget afsondret, også fra andre lokale stammer, i et utilgængeligt og livsfjendtligt terræn og klima, hvor den gnsn. forventede levealderen gættes at være omkring 30 – 35 år. De er hårdt ramt af dysenteri, malaria og bilhazia og mange andre sygdomme, og det (bogstavelig talt) vrimler med skorpioner, store edderkopper og giftslanger, og der er da også løver og hyæner i området, men de omkringliggende stammer er også bange for dem, fordi ”de har stærk gri-gri” (gri-gri = medicin/magi), hvorfor nabostammerne holder sig på afstand af dem.

Tekst: Morten Kuni

Dwarka – på sporet af præhistorisk viden

Nogle nye fund i Indien ved Dwarka ser ud til at kunne tage teoretikerne i en interessant retning i spørgsmålet om hvorvidt der fandtes en præhistorisk kultur der var teknologisk længere fremme. De nye fund kunne styrke denne formodning og gøre det mere sandsynligt, at lignende fund af stenformationer under vandet er forarbejdet af mennesker i præhistorisk tid.

Dwarka i Indien, også kendt som Dwarawati i sanskrit litteratur er vurderet til at være en af de syv ældste byer i landet. Den legendariske by Dwarka var bolig for Lord Krishna. Det menes, at på grund af skader og ødelæggelse ved havet, har Dwarka været nedsænket seks gange og det moderne Dwarka er den 7. sådan by, der blev bygget i området. Ifølge hinduistiske legender byggede guden Krishna  en by, som i sidste ende blev ødelagt af en stigende vandstand.  Nu undersøger arkæologer og indiske flådedykkere de undersøiske ruiner i Dwarka på Indiens vestkyst, der siges at være Krishnas by. Det er håbet, at de nye bestræbelser, vil afgøre den aktuelle debat der verserer om alder og ægtheden af stedet nær Samudranaraya templet. Dykkere har indsamlet blokke og prøver, som nu vil blive dateret. Traditionelle hinduistiske lærde, mener, med reference til gamle hinduistiske skrifter, at lokaliteten kan være meget gammel, oprindeligt bygget for mange tusinde år siden. De foreløbige traditionelt accepterede beviser indikerer en alder af så meget som 3500 år.

Der er også fundet ruiner under vandet andre steder i Indien, Her en mystisk stenstruktur fra et havoråde i sydøst Indien. Ruinens form er genskabt ved hjælp af computerteknik, fortælles det i videoen. (Snapshot fra YouTube videoen Graham Hancock Underworld: Flooded Kingdoms Of The Ice Age)

Selvfølgelig ville den dato, hvor byen blev ødelagt være længe efter datoen for dens oprettelse, så en endelig maksimal dato er ikke fastlagt. Den nye undersøgelse forventes at løse nogle af de problemer. I modsætning til flere andre lignende fund under vandet, er det interessant at artefakt fra området fortæller, at det uden nogen tvivl rent faktisk er nogle byer der ligger under vandet. Arkæologer vil nu bruge kulstof datings teknik til at bestemme den nøjagtige alder af ruinerne.

I den indiske presse blev årets fund afsløret. Dette fortælles der om i Graham Hancock YouTube videoen Underworld:  Flooded Kingdoms Of The Ice Age, men det fremgår ikke af denne video, hvad datoen var for disse pressemeddelelser. Det ser ud til, ud fra de korte klip med aviser der indeholder artiklerne, at være fra 2007 eller 2011 – altså fund af forholdsvis nyere dato.

Byerne ligger 120 (eng) fod under havoverfladen og menes at være fra slutningen af istiden, hvilket måske også er logisk at udlede alene ved det faktum, at disse byer blev oversvømmet. I videoen viser Dr Glenn Milne fra Durham University, ved hjælp af et computerprogram, hvordan kystlinjerne har set ud i tidligere tider ved slutningen af istiden, hvor vandstandene har været lavere.

Af de to byer, der nu ligger under havets overflade, er den ene 11 km lang, den anden 8 km, så det er store forhold vi her taler om. En speciel fototeknik viser, at byen havde et massiv fundament. Artefakt i form at eroderet træ fundet i forbindelse med undersøgelser af byerne, viser en datering til ca. 9.000 år før vores tidsregning.  Andre dateringer menes at være fra ca. 5500 f.v.t.

For 6900 år siden skete en stor ændring. En ø lige ud for Dwarka i Indien blev oversvømmet. Noget slående er, at byen ligger side om side med den mest mystiske civilisation: Indu civilisationen langs et nu udtørret flodleje, den tids største flod, hvis udmunding løb ud i bugten ved Dwarka. Langs denne tidligere flod er der gjort mange interessante fund fra en tidligere kultur.

Gramham Hancock tager ind i landet til Dhola Vira, der ligger ved denne tidligere udtørrede flod og kigger på bygninger fra Indu kulturen. Han besøger et fort, der dateres til at være fra 3000 år før vores tidsregning.  Indbyggerne i denne fantastiske by havde bygget et vandingssystem, der var langt forud for deres tid. Men hvor langt kan denne Indu kultur spores tilbage. Er det en tilfældighed, at oldtidens traditioner taler om en oversvømmelse, der bevirkede at folket fra denne kultur, måtte trække sig tilbage til bjergene og starte forfra. Arkæologer har allerede gjort fund ved bjerge i Himalaya, der kan dateres til at være fra langt tidligere tider, fund der tidsmæssigt stemmer overens med en oversvømmelse, som man nu ved skete i det nordvestlige Indien.

Et lignende kontinent som det sagnomspundne Atlantis, men endnu tidligere sunket, nævnes i indiske legender at have haft en høj-civilisation og en langsigtet eksistens i Stillehavet. I Indien observeres statdig lignende store traditioner, dvs fra længere tilbage end 3.000 år f.Kr., hvor ingen synlig påvirkning af babylonske og sumeriske imperier eller sprog er fundet.

(At der ingen påvirkning af babylonske og sumeriske imperier er, kan fortolkes som at den ældgamle indiske viden kunne have samme kilder som den babylonske og sumeriske stjerne videnskab, men ikke kommer fra disse imperier).

Den babyloniske præst astronom Berossos (Berossos fra Kaldæa), i Alexander den Stores tid, 300 f.Kr. bosat på den græske ø Kos, medbragte et væld af viden om babylonsk astronomi og astrologi. I Berossos traditioner forlyder, at babylonernes stjerne optagelser og astrologi blev anset at have rødder tilbage flere gange titusinder af år. Barrosos forklarede også, at stjernernes videnskab på ingen måde var hans opfindelse eller hans babyloniske fælles forgængere, de sumeriske folks, men at denne viden var blevet overført til dem gennem kontakt med en fremmed race. (Kunne eventuelt også fortolkes som en ‘udenjordisk’ race, eng.: ‘alien’ race).

(Dermed kan man konkludere, at der måske også har været andre færdigheder, som byggeteknik og teknik til bearbejdning af sten, der var vandret samme veje som stjerne videnskaben).

Baseret på alle de forskellige konkrete oplysninger om nutidige definerede konstellationer, der faktisk var kendt hele tiden langt tilbage, kan vi understrege, at noget af den ældste kendte astronomiske og astrologiske viden også synes at have eksisteret blandt Indiens oprindelige folk. En sådan kan ses ikke mindst i Indus-dalen med den gamle Mohenjo Daro kultur, der havde livlige udvekslinger, og mange kulturelle fællestræk – for eksempel trin-pyramider, men også nogle ligheder i sprog og tegn – med Sumerernes ‘naboer, Elamiterme. Også Parthianerne her og Scythianerne (i nuværende sydrussiske og persiske områder) havde kontakt med Mohenjo Daro. Det ser ud til, at Sumererne havde opnået stjerneviden fra både nord og syd, altså også fra Mohenjo Daro.

Kilde: Ove von Spaeth

Epilog
Der vil sikkert komme flere interessante resultater hen af vejen fra de arkæologiske undersøgelser af ruinerne, der ligger under vandet i Indien).

Se eventuelt posten: Undersøgelser af polynesiernes oprindelse

Seis – et akademi fra fortiden

Video fra YouTube af Brien Foerster som ses i posten Machu Picchu, viser en byggestil fra fortiden med irregulære sten, som også forbindes med inkaerne. Det er en gåde, hvem de første tilkommere var, men senere har inkaerne bygget oven på disse sofistikerede bearbejdede sten fra Machu Picchu i Cusco i Peru. (Se eventuelt posten: Machu Picchu, med video om stenene)

Det viser sig, at der er nogle ledetråde i spørgsmålet om hvem de første tilkommere var, som havde lagt disse kæmpesten der dannede murene i disse bygningsværker. Lignende sten ses i tempelbygning i Egypten fortælles det i YouTube videoen The Revelation of the Pyramids, som er nærmere beskrevet længere nede på denne side. Denne byggeform med irregulære sten ses også i Nazca, hvor de berømte Nazcalinjer findes samt i Ollantaytambo og ligeledes i Saqsayhuaman, alle i Peru, men også Påskeøen viser sig overraskende at have et fundament med denne byggestil.

I nogle af bygningskomplekserne viser det sig imidlertid at de samme irregulære stenformer er symetriske på modstående murer, så det er altså ikke altid, at det er fordi at stenene er udformet på den nemmeste måde, tilfældigt alt efter stenens oprindelige form.

 

Machu Picchu/Giza
Giza
Nasca
Ollantaytambo
Saqsayhuaman
Påskeøen
(Snapshot fra video The Revelation of the Pyramids)

 

På Påskeøen er der et fundament der er bygget i samme stil, med irregulære byggesten, den ældste bebyggelse på øen. Det var beregnet til at bære nogle af de karakteristiske kæmpe figurer der findes på øen. Denne enestående opdagelse giver nogle helt nye perspektiver til Påskeøens historie. Påskeøen ligger på en lige linje i forlængelse af Nasca i Sydamerika og Giza i Egypten og danner en vinkel på nøjagtig 30 grader i forhold til ækvator, så Påskeøen som mellemstation er måske ikke helt tilfældig.  Fortsætter man med at tegne denne linje hele vejen rundt om kloden, viser det sig at der på denne rute ligger et væld af oltidsbygningsværker som menes at ligge på hellige steder. Det fremgår af videoen, at centrum på kloden for denne cirkel er magnetfeltets nordpol. Det siges godt nok, at denne nordpol over tid ændrer position, men hvis magnetfeltets  nordpol er omkring centrum for denne cirklen, rokker det måske ikke væsentlig ved påstanden.

I  teorier tales om en global pyramidekultur der involverede hvad vi i dag kalder kinesere, som i Kina faktisk har flere pyramider, hvoraf én af dem er mere end dobbelt så høj som Cheops Pyramiden. De skulle have slået sig sammen med nubierne og måske dermed Egypten, hvor deres oltids akademi i følge teorien blev centrum for en sådan kultur, men det kan måske have været en bredere sammensætning af asiatere, i dette tilfælde Påskeøens beboere som menes at være af polynesisk herkomst og ikke kun kinesere i denne sammenslutning.

Ud fra denne teori, menes bygningsværker som dem med irregulære sten, at være en overlevering fra en lære fra et sådan akademi. En mulighed kunne være, at disse polinesere var ankommet sammen med eller havde fået besøg af egyptere eller nubier og havde lært teknikken omkring bygning med megalitiske sten eller disse besøgende havde måske selv opført monumentet og var rejst videre. Påskeøens indbyggere kunne have lært om geometrien bag, for eksempel at centrere ansigtstrækkene på figurerne, der kunne være indledningen til denne tradition med at lave kæmpestatuer af deres høvdinge. (Læs eventuelt posten: En historie om Olmecerne)

De irregulære sten, der passer sammen som klodser i et puslespil, passer så godt sammen at der ofte ikke er plads til et tyndt papir mellem sammenføjningerne. For at kunne tilpasse stenene må de næsten have haft mulighed for at kunne lave nogle meget præcise skabeloner af formerne på de underliggende sten, de skulle passe ned i. Denne byggestil med irregulære sten fortælles at have haft til formål at sikre fæstningsværkerne mod at falde fra hinanden ved jordskælv.

Det er tænkeligt at en byggeteknisk lære kunne stamme fra et akademi fra en tidligere global kultur, men det er nærliggende at antage, at Egypten blev central for denne kultur, hvis overleveringer har spillet en central rolle for disse bygherrer. Det kunne tænkes at det var de kommende shamaner, kongelige og promenente familiemedlemmer der blev sendt til dette oldtids akademi, som ifølge teorien var lokaliseret i Sais i Egypten. Læremestrene i Sais kan have været en speciel etnisk gruppe, der for eksempel i forhold til befolkningen i Egypten også kan have haft deres eget oprindelige sprog.

Hvor langt tilbage i tiden et sådan akademi har eksisteret er et godt spørgsmål. Kunne shamaner virkeligt have foretaget lange farefulde rejser helt tilbage fra før bronzealderen, for at nå dette præhistoriske akademi og hvad kunne de have lært om. Astronomiske observationer kunne allerede den gang have været langt fremme, så det ville være nærliggende, at stjernerne var et af emnerne. Det er måske sådanne lærde vi i dag kan takke for at have stjernebilleder og navne på stjernerne.

For at kunne opføre større bygningsværker, må det også have været nødvendigt, at de enkelte arbejdere havde viden om teknik og matematik til at forme stenene og en mere generel geometrisk viden for at få den overordnede arkitektur til at gå op i en højere enhed. Det er nærliggende at antage, at de oprindelige geniale træk i denne lære kom fra folket med de forlængede kranier også kaldet coneheads, som ifølge teorien skulle være læremestrene.

At disse coneheads dem selv, havde en mere sofistikeret forarbejdning af sten, som dem i Puma Punku, skulle så give mere mening. Hvis disse folk med forlængede kranier antages at have været en etnisk gruppe i overensstemmelse med de slægtsbånd, som Platon giver udtryk for i sin fortælling om Atlantis angående Solon og præsterne fra Sais, ville det bekræfte den kulturelle overensstemmelse af myter, der kan aflæses af Pumu Punku og græske myter om en havgud, Poseidon og de ville måske ikke være tilbøjelige til foreksempel at skrive hieroglyffer, der er baseret på lydene i det egyptiske sprog.

 

Delfi.
DelfiStones

(Snapshot fra History TV-udsendelsen Stemmerne fra Delfi)

De ældste fund fra Delfi i Grækenland stammer fra den mykenske periode (ca. 1300-1000 f.Kr.), da beboerne tilbad en kvindelig guddom. I den geometriske periode (ca. 1000-700 f.Kr.) blev helligdommen overtaget af Apollon; den blev styret af amfiktyonerne, som var et forbund af nabobyer.

Nogle mener godt nok at de har siddet og tilpasset hver sten, men jeg mener det ville være for svært. De havde været nød til at sænke stenen op og ned for at teste tilpasningen, hvilket ville kræve et hejseværk mens der stadig var reb omkring stenen. Stenene skulle også være tilpasset de tilstødene stens indvendige sider. Jeg mener det, i hvert fald i nogle af de mere krævende eksempler må have haft en teknik af en slags. Et eksempel kunne være brug af skabelon, men det er lidt svært at forestille lavet i primitive materialer. En mulighed der faldt mig ind var, at det måske kunne lade sig gøre ved hjælp af måleinstrumenter i stil med dem der bruges af skulptører når de for eksempel overfører hovedformens mål fra en person der står model til  hovedformen på en byste – et slags udvidet jomfrupasser system. Der findes faktisk nogle avancerede indretninger, der kan transformere målene, som bruges i tilfælde hvor en statue skal forstørres. De kunne selvfølgelig ikke have brugt samme instrument, men de kunne måske have brugt et lignende princip der kunne transformere de indre mål hvor stenen skulle placeres over på de ydre mål på selve stenen der var under bearbejdning.  Det ville være muligt hvis de havde nogle meget præcise målenheder og instrumentet  kunne have været fremstillet i træ. Indretningen kunne være en type med et grundprincip hvor den præcise midte af en lægte danner en akse der kan drejes både vertikalt og horisontalt. Dermed ville  stenhuggeren til en hver tid kunne kontrollere et hvilket som helst punk på fladen som var under bearbejdningen uden at behøve at flytte sig. Hvis formen skulle tilpasses stenene nedenunder, der danner bunden ville det blive mere kompliceret og skulle kunne overføre den samme vinkel som lægten med akse til en anden modsat rettet lægte. Jeg har ikke lige kunnet regne ud hvordan det kan lade sig gøre. Det er usikkert om det ville fungere effektivt nok, hvis de ikke havde et instrument med tandhjul. En mulighed blev nævnt i en udsendelse, at de brugte en skabelon i form af mudder, formodentlig lerholdigt mudder. Derved kunne de nøjes med at lave en afstøbning af, i dette tilfælde bunden som efter at være placeret lodret kunne kopieres med det samme instrument som siderne, en lægte med en midterakse der kan bevæges både horisontalt og vertikalt placeret på en skinne der kan bevæges langs objektet der skulle kopieres. Et spørgsmål der rejser sig er om en sådan mudder skabelon ikke ville krympe en lille smule når den tørre. Vi taler immervæk om sten der ofte er lagt så præcis at der ikke kan kommes et barberblad imellem. Et meget godt spørgsmål er om de virkeligt på den tid kunne fremstille så præcise instrumenter i træ.  En skinne-indretning kan konstrueres af flere lægter der er limet sammen frem for at indgravere fordybningen i et bræt hvor skinnen skal løbe. Man mener at egypterne under bygningen af den store pyramide brugte en trekantet indretning lavet i træ til at gøre overfladen på stenene vandret. På toppen af denne trekant var fæstnet et lod i en snor. Når snoren var centreret havde de opnået en jævn vandret flade. Det er måske ikke helt så krævende at lave som det der skulle bruges ved tilpasningen af irregulære sten, men det må immervæk alligevel have krævet træarbejde med stor præcision. Det siges at de var dygtige træarbejdere allerede da den første konge ankom og inden pyramiderne blev bygget.

Hvis det er rigtigt kunne man forestille sig, at repræsentanter for akademiet rejste rundt og solgte sådanne indretninger som man også ser det af Stjerneuret fra Antikythera, som dog er af langt senere dato eller måske var det kun den tekniske viden til fremstillingen levede af at sælge. Det må i så fald have været nogle meget avancerede instrumenter og begejstringen og nysgerigheden efter at tillægge sig denne viden kan have været drivkraften til at udleve det ved at udføre eller afprøve denne teknik. De kunne også have fået en teknik til at centrere de store skulpturer der er karakteristiske for Påskeøen. I modsætning til Påskeøen hvor det ser ud til at fr underliggende sten har et plant grundlag har stenene fra Delfi et underlag med varierede hældninger. Så kan man jo spekulere på om et sådan instrument kunne være brugt i Delfi sammenhængen også.

Epilog
Hvor kloge disse lærde keglehoveder var, er noget der måske kunne diskuteres. Der er til stadighed dukket mysterier op fra fortiden, der kunne tyde på at de var meget kloge, men mange tillægger sådanne mysterier viden der kommer fra rumvæsner der havde besøgt jorden en gang i fortiden.

En hjerne der for eksempel er dobbelt så stor som det moderne menneskes, er måske ikke blot dobbelt så stor en intelligens. Hjernen bruges til forskellige andre base funktioner som styring af hjerte og åndedræt og styring af bevægelser og refleksrelaterede formål, mens en ekstra kapacitet hos disse lærde folk med de forlængede kranier teoretisk set udelukkende kunne tilegnes og koncentreres om videnskabelige færdigheder.

Men er det meget mærkværdigt, at der kunne have været nogle grupperinger der var længere fremme teknologisk. Måske ikke. Nu om dage har vi også områder der er langt fremme i forhold til samfundet, foreksempel rumforskning og samtidig har vi indtil for nylig haft stammer der levede og stort set endnu i i dag lever i junglen som de har gjort siden stenalderen.

De bygningsværker som folket med de forlængede kranier så, da de ankom til Sydamerika, for eksempel i Machu Picchu kan have været noget velkendt – resultatet af deres egne forfædres lære. (Se eventuelt posten: Inka Coneheads)

Et kritisk syn på påstanden om at der var en sammenhæng med byggestilen i Giza, kunne være at videoens påstand er for utilstrækkelig til at bevise at det skulle have rødder i samme byggestil. I stilen i Giza er stenens overflade mere glat, mens stilen fra inkariget har synlige flader, der er mere uforabejdede runde, en stil som jeg ikke mener at have set i præcist samme udseende fra Egypten. I Machu Picchu findes mere ekstreme eksempler på den irregulære byggestil. Et eksempel er en sten med otte kanter, som findes i en mur.