I en tidligere mellem istidsperiode var havniveauet mere end halvfems meter lavere end nuværende, fordi store mængder vand var ophobet i den nordlige is masse. Sydligere fandtes store tundra, hvor der nu er hav. Denne tundra kan have lignet savannen i Afrika noget, så elefanter, som beskrevet i Platons historie om Atlantis kan meget vel have vandret på sådanne tundra. Over 30 forskellige slags kæmpepattedyr, kæmpe grise, kæmpe skildpadder, bævere så store som en bjørn og dovendyr så store som et træ etc., forsvandt sidst i pleistocæn perioden, da klimaet ændrede sig for ca. 13.500 år siden, antageligt på grund af en pludselig kuldeperiode, viser forskning fra den store salpetermine i Rockcastle County, Kentucky, foretaget af Antropologen Kenneth B.Tankersley, der studerer bratte klimaændringer ved at undersøge fossiler, fortælles det i National Geographic.

Med denne lave vandstand, selvom den senere har været mindre end halvfems meter, kan der have været flere øer man ikke har kendskab til i dag. Historien om Noah og syndfloden kunne måske være et eksempel på en af disse øer. Der er tegn på at vandstanden kort efter en sådan nedsmeltning har været højere end i dag, hvilket også ses af de berømte Vedbæk fund, der beskriver en tidligere fjord, hvor fundene blev gjort.

Under en jagt på flintøkser i halvfjerdserne i Nordjylland, blev jeg vist til et område, hvor jeg opdagede en tidligere kystlinje. Det var i et område øst for Try ved Dronningelund. Denne kystlinje lå tilsyneladende et godt stykke over den nuværende. Fra denne kystlinje skråner landskabet nedad mod udsigten til den nuværende kyst, der ligger omkring hundrede til halvanden hundrede meter længere væk. Under antagelsen, at stenaldermenneskene levede ved kysten, begyndte jeg at kigge mig omkring, mens vi stod ved denne tidligere kystlinje, der strakte sig bugtende ud over landskabet nærmest som en lille skrænt. Personen jeg vandrede sammen med på denne tur, stod netop  og overvejede hvor vi skulle søge, og jeg kunne gøre ham opmærksom på, at han praktisk taget stod oven på en flinteøkse der lå i den pløjede mark.

Min konklusion var selvfølgelig, at vandstanden på et tidspunkt må have været højere end den nuværende, men senere information fortæller imidlertid om en anden mulighed, at landskabet kan være presset ned af enorme is masser og senere hæver sig når isen forsvinder. Disse kræfter indvirker stadig den dag i dag i Danmark, hvor nogle områder hæver sig, mens andre synker.

Der har tidligere været geologiske undersøgelser der på ud fra af undersøgelse flere steder af lagene i undergrunden bekræftede at der i tidligere tider havde været en sådan stor oversvømmelse. Det rejser nogle spørgsmål. Det er svært at få det til at passe med Biblens dateringer. Fornuften siger at denne oversvømmelse antageligt må have været fra en tidligere periode. Dels fortælles det, at patriarkerne blev ældre end de senere generationer. Nogle mener at der kan være sprunget mindre interessante personer over i beskrivelsen af stamtræet eller at personnavne kan være gået videre fra fader til søn. Et logisk tidspunkt ville være i slutningen af Istiden hvor store ismasser smeltede. Menneskets historie syntes dog ikke at tale for at alle mennesker skulle stamme fra dette tidspunkt. Et andet spørgsmål er om den tidligere undersøgelse dækker et så stort område at man kan garantere at det er en global undersøgelse. Det er trods alt et stort område hvis vi taler om hele Jorden. Nutidens geologiske undersøgelser hælder mere til, at fortællingen om Noahs Ark, er en sen del nedsmeltning, der foregik i Nordamerika, hvor en stor indsø brød igennem en is barriere. Kunne denne enorme strøm af vand have medført lokale oversvømmelser inden vandet når at fordele sig i hele havet? Hvis oversvømmelsen skulle have været større i Mellemøsten ville det kræve ekstrem regn, som det også beskrives i Biblens historie om Syndfloden.

Gilgamesh-eposset, Noahs ark og syndfloden
I 1996 arbejde de to geologer, Bil Ryan og Walter Pitman, ud for kysten i Sortehavet ved Tyrkiet, da de opdagede noget mærkeligt, flere kystlinjer, både halvfems og hundrede meter under vandet, den dybeste, 156 meter nede; kystlinjer som istidens tørre periode havde efterladt som ringe i vandet.

Prøver taget fra havbunden viste en brat forvandling fra ferskvands muslinger, til saltvands muslinger, og kulstof datering viste at dette saltvands hav opstod for 7600 år siden, altså omkring år 5600 f.Kr., ved alle dybder, en oversvømmelse af bibelske proportioner, som det udtrykkes i Viasat Historie dokumentaren, Biblens gåder (4). Denne vandflod menes at være opstået som følge af indlandsisens nedsmeltning i slutningen af sidste istid, hvorved vandet brød igennem ved Bosporus og dannede en kilometer bred åbning, hvor vandet strømmede ind i Sortehavet med 100 km i timen og en vandmasse 20 gange større end Niagara vandfaldet, og menes måske at være oprindelsen til de mesopotamiske legender, Gilgamesh-eposset og til sidst historien om Noahs ark og syndfloden.

Doggerland, Nordens Atlantis
Disse mellemistids perioder med lavere havniveau bekræftes af fiskeres fund, fra bunden af Nordsøen, af mammut stødtænder i deres fiskegarn og mangfoldige arkæologiske fund, blandt andet af knogler fra bisonokser og næsehorn og fund fra stenalder bosættelser der nu ligger under vand, blandt andet de berømte fund fra perioden kendt som mesolitisk tid, Stenalderens Atlantis, set på National Geographic Channel HD, fra 8.000 til 12.000 år siden, den mellemste stenaldertid, et land også kaldet Doggerland efter Doggerbanken.

I hundrede af år har man fundet ur gamle træstubbe i Storbritanniens tidevandsområder fra en skov der strakte sig udover Nordsøen. De kalder det for Noahs skov og mente det var efterladenskaber fra syndfloden. 1913 var geologen Clement Ried den første til at indse dette og forsøgte at tegne et kort over området. Ved hjælp af billeder fra oliefirmaernes seismisk teknologi er det lykkedes arkæologer fra Storbritannien at konvertere disse data til tre dimensionelle billeder af landskaber og palæo floder, altså floder fra for 8.000 år siden. Sænker man vandstanden 90 meter fås et kæmpe landskab der strækker sig mellem Storbritannien og Europa.

Det er næsten umuligt for arkæologerne at udgrave det store område på grund af dybden og det usigtbare farvand, men anden mulighed kommer fra Østersøen i det sydlige Skandinavien, der ligger så tæt på Nordsøen at arkæologerne mener at folkene her, levede på samme måde som i Doggerland. Ifølge udsendesen leder Danmarks førende marine arkæolog Jørgen Dencker udgravningerne af mesolitisk boplads ved Storbæltsbroen ved Tudsehage sammen med et internationalt hold. En paddle, en olielampe af ler, en lille fiskekrog med et stykke snøre og fund af nogle af de ældste tekstilfragmenter af plantefiber der nogensinde er fundet i Europa viser at dette mesolitiske mellemstenalder kystsamfund der var centreret mest omkring fiskeri, var langt mere sofistikerede end man hidtil har antaget. Et af Jørgen Denckers bemærkelsesværdige fund under vandet, hvor de fleste ville have svømmet videre uden at bemærke det, er en kano udhugget af en træstamme, mindre end 2,5 cm tyk i siderne og 2,5 cm i bunden, ved hjælp af økser.

Havniveauet steg en centimeter om året, hvilket ikke lyder af så meget, men var nok til at det kunne mærkes over årtier. Ved smeltningen af de enorme 1,5 km tykke is masser i det skotske højland ved istidens afslutning for 10.000 år siden hævede landskabet sig op grund af is massens tryk på landskabet og samtidig medførte det at områder som Doggerland blev sænket, hvilket bidrog til havets indtrængen på Doggerland. Moderne forskere som Mark Maslin, mener at der indtraf en global oversvømmelse. Det nordamerikanske isdække er smeltet gennem tusinder af år. Men dette smeltevand blev fanget og blokeres ved Hudson bay af en stor isprop og samles i en sø kaldet Lake Aggasiz, dyb og lige så stor som alle Amerikas store søer tilsammen. Søens overflade stiger, indtil for 8500 år siden, hvor den ikke kan stige mere. Pludseligt en dag giver is proppen efter, fordi den smelter og fordi tyngden fra Lake Aggasiz vand knuser den. Man kan forestille sig hvordan millioner af tons vand fosser ud i i Atlanterhavet, med en kraft på 20 gange Nigeria vandfaldet, udtaler Mark Maslin i udsendelsen.

På Shetlandsøerne, Skotland har Geologen Sue Dawson gjort en opdagelse i en kløft dannet af en bæk, der kan forklare Doggerlands endelige skæbne. I kløften, der består af tørv, dannet over tusinder af år, finder hun et kaotisk lag af sand fra havet, med fragmenter af træ og sten, der kræver enorme mængder af energi, et spektakulær fænomen, for at blive flyttet. Ud for Norges kyst opstår der pludseligt et jordskælv for 8.200 år siden, og kontinentalhylden kollapser. Det største jordskælv nogen sinde og udløser en række af tsunamier med en hastighed som et fly og når Norge, Shetlandsøerne og Skotlands fastland og Doggerlands sidste øer der endnu ikke ligger under vand. Tsunamien sammenlignes med tsunamien i Det Indiske Ocean i 2002.

En sådan tidligere lav vandstand kunne også forklare nogle af neandertalernes- og senere menneskets første vandringer fra Afrika, hvor de kunne have vandret eller have rejst fra ø til ø til nye kontinenter, eller i alt fald havde kortere vej over havet end i dag. Disse tundra kan have eksisteret i titusinder af år, og nogle teorier har været fremme om at der kan have været viden fra civilisationer på disse tundra eller øer, der kan være gået tabt da vandstanden efter istiden steg og områderne blev oversvømmet. Sagt på en anden måde, en mulighed kunne være, at noget af denne viden måske kunne være reddet for eftertiden. Jeg ved ikke om det kunne tænkes at fiskebestanden var mere intens i et sådan begrænset hav. Ved at have lettere adgang til føde, kunne de have mere tid til at udvikle deres kunnen.

Overleveringen om Atlantis kunne stamme helt tilbage fra stenalderen. Ægypten har også haft stenaldermennesker, hvilket jeg personligt kan bevidne, da jeg i halvfjerdserne fandt et bearbejdet flinteredskab i området af Luxor. Det kunne i øvrigt være interessant hvis man kunne lokalisere den oldtids by i Egypten, som Platon beskriver at have fået sin viden fra om Atlantis. Jeg har desværre ikke hele myten på tryk, men i historien fortæller Platon kun at hans viden kommer fra byen Seis, som antageligt ikke kan findes på nutidens landkort, men hvem ved, måske ligger der nogle artefakter et sted i Nildeltaet og venter, der viser hvor deres viden kom fra.

Proklos beretter, at Crantor, Platons første fortolker, antog fortællingens historiske troværdighed, og at han støttede sin mening på de egyptiske præsters autoritet, der på hans tid viste de tilrejsende grækere de støtter, på hvilke den skulle være skrevet.

(Disse støtter må nok antages at ligge under andre nuværende bygninger af vigtighed, der måske gør det urealistisk at søge efter disse støtter.)

Se også posten Atlantis og Azore Plateauet.

Azore Plateauet
Et meget stort midt-oceaniske plateau også kaldet Delfin Plateauet i Nordatlanten på den midtatlantiske højderyg, der i en dybde af 1600 meter (ca. en mile) er ca 500 X 600 miles i omfang, repræsenterende et samlet areal på 300.000 kvadrat mil.

Om et sådan plateau har eksisteret har været diskuteret af videnskabelige forskere inden for geologi og oceanografi. Den åbenbare sammenhørighed af det geografiske udseende af Euro-Afrikas kystliner med Amerikas, viser at kontinenterne en gang i en fjern fortid, for omkring 200 millioner år siden begyndte at drive fra hinanden. Den midtatlantiske højderyg opstod som følge af vulkansk aktivitet mellem adskillelsen af de to kontinentplader. Azora Plateuet over vandoverfladen, menes af geologer at kunne have eksisteret flere gange i fortiden. Azora Plateauet, altså i teorien Atlantis, menes at kunne være sænket på grund af seismiske forstyrrelser for ca. 10.000 år siden ved slutningen af istiden.

Gamle beretninger om Atlantis
Solon havde skrevet et ufuldendt værk, der omhandlede den viden han havde fået fra præsterne i Sais om blandt andet Atlantis. Dette er uddrag af dialog med Sokrates, hvor Timæos fortæller den æld gamle Kritias beretninger om indholdet af Solons værk. Teksten er ændret i lettere grad til mere moderne sprogbrug og navne med græske bogstaver er udeladt.

En stor og beundringsværdig kongemagt, hvor det hedder, at da Guderne delte jorden mellem sig, tilfaldt øen Atlantis Poseidon. Denne Gud medbragte en dødelig kvinde, Kleito, der nedstammede fra de første mennesker, der var født på jorden, avlede fem par tvillinge-sønner. Til enhver af dem gav han en tiendedel af øen, men under den ældstes, Atlas’ overherredømme. Den førstefødte i enhver af disse ti kongedømmer fulgte efter faderen, og Atlas’ efterkommere vedblev at have den højeste magt.

Prokolos taler også om en vis geograf Marcelus, der beretter i sine Ætithiopica, at ifølge de historieskrivere, der taler om øerne i det yderste hav, havde der til deres tid været syv øer, der var Proserpina helligede, og desuden tre andre af overordentlig størrelse, af hvilke den første var helliget til Pluto, den anden til Ammon, og den tredje, der var tusind stadier stor, til Neptun. Beboerne af denne sidste ø havde fra deres forfædre modtaget erindringen om Atlantis, en overordentlig stor ø, der i et langt tidsrum udøvede herredømmet over alle Atlantiske Oceans øer og ligeledes var Neptun helliget.

Skrifterne taler om en stor magt, som Eders stat engang har betvunget, da den fra Atlanterhavet af overmod drog ud mod hele Europa og Asien. Dengang var havet sejlbart udenfor den munding, der i Eders sprog kaldes Herakles’ Støtter, fandtes en ø, der var større end Lybien og Asien tilsammen, og fra hvilken man kunne gå over til de andre øer, ligesom fra disse til det lige over for liggende fastland, hvilket hint virkelige hav omslutter. På denne Atlantiske ø bestod dengang en stor og beundringsværdig kongemagt, der havde den hele ø og mange andre øer og enkelte dele af fastlandet i besiddelse; men desuden herskede den også over det indre af Lybien indtil Egypten og over Europa indtil Tyrrenien.

Den hele magt forenet til én hær forsøgte engang med et felttog at undertvinge Eders og vort land og alt hvad der ligger inden for mundingen. Da var det, Solon, at Eders stats magt på en glimrende måde udmærkede sig fremfor all mennesker ved tapperhed og kraft, – først i spidsen for Hellenerne og siden ved de andres frafald henvist til egne kræfter – gik den de største farer i møde, slog fjenden og oprejste sejrstegn, afværgede trældommen for dem, der endnu ikke var undertvungne, og skænkede os alle, der boede indenfor Herakles’ Støtter, på en ædel modig måde friheden. Men senere var der indtruffet uhyre jordskælv og oversvømmelser, og efter én ulykkelig dag og nat sank alt hvad der hos Eder var våbendygtigt ned i jorden, og den atlantiske ø sank også og forsvandt i havets bølger. Derfor er nu også havet der uvejsomt og uudforskeligt, da sejladsen forhindres ved det meget højt liggende dynd, som øen lod blive tilbage, da den gik under.

(Som det ses af tredie afsnit i denne redegørelse: …’Beboerne af denne sidste ø havde fra deres forfædre modtaget erindringen om Atlantis’, kan Atlantis have været en meget gammel historie. Til trods for at man måske kan være skeptisk med hensyn til den mytologiske del af historien, er der meget der tyder på at der vitterligt har ligget et kontinent ved den midtatlantiske højderyg i en mellemistids periode, mens dele af de geografiske forhold i fortællingen: …’ligesom fra disse til det lige over for liggende fastland, hvilket hint virkelige hav omslutter’… kunne være det, der bekræftes af nutidige geologer, at der havde ligget et smalt vandstræde mellem Atlantis og Amerika i forhistorisk tid).

Geologiske undersøgelser
Prøver fra havområdet foretaget under en ekspedition ledet af Dr. Erwing, tyder på sand, der en gang var strande eller havde ligget tæt på havoverfladen. I 1948, da Dr. Ewing var en af ??de bitre modstandere af Atlantis, sejlede hans ’ Woods Hole Oceanographic’ ekspeditioner op og ned af den midtatlantiske højderyg. Talrige prøver af tremolit asbest blev bragt op. Ewing fremførte denne betydningsfulde kommentar: “Denne sten betragtes generelt som typisk for kontinenter og ikke for havenes bassiner.”

I slutningen af 1800 tallet fandt en norsk nordpol ekspedition ledet af Fridtjof Nansen store mængder af skaldyr og øresten fra havdyr i tilnærmede dybder af ca. 1000-2500 meter, der normalt lever på lavt vand. Der argumenteres i konklusionen for, at sænkningen må være sket meget pludseligt, da dyrene ellers ville have nået at flygte. Tidsrammen af denne sænkning, nogle steder op til 3 km, blev fastslået til at være for mindre end 12.000 år siden. Senere prøver har bekræftet lignende resultater og tilføjet mere viden om dette fænomen, lige som der også er fundet spor efter ferskvand kieselalger og landplanter fra forsteninger langs den midtatlantiske højderyg.På Atlantisquist, hvor der også kan læses mere om Atlantis teorier, vises Azore Plateauet på et kort. Det fortælles af Platon, at der var elleve dages sejlads til Atlantis og at Plato’s Critias omtaler det flade plan i syd og bjergene i nord.

Hvis sænkningen af de sidste øer på Azora Plataeuet tillægges at være omtrentlig samme tidsperiode som Doggerland begyndte at forsvinde omkring 5.500 f.Kr. og det ville tage elleve dages sejlads at nå Atlantis, som det fortælles af Platon, kunne der måske stille et interessant spørgsmål, om de havde avancerede fartøjer til at fragte dem over havet eller kan der have ligget en ø tilbage senere, som normalt refereres som Atlantis. Et andet mere kontroversielt spørgsmål kunne være, om det i virkeligheden var Amerika de kaldte for Atlantis. Det passer måske ikke helt med at der skulle være bjerge i nord og fladt land mod syd, men en sejlbåd sejler måske 12-16 knob. En almindelig fiskerbåd sejler cirka 9 knob i timen. Med 15 knob ville det i nutiden være muligt at nå fra Lisbon i Portugal til Washington i Amerika.

Man antager at atlanterne havde en flåde, så der kan have været skibe på søen da Atlantis gik under. Det ville derfor ikke være så mærkeligt hvis de nåede ind til fastlandet og at man derfor kan se ting der afspejler kulturen fra Atlantis.

Se også posten  Atlantis på Google Earth?

og   Solon og præsterne fra Sais