Forord
Det er ofte sagt, at Biblens historier blev overført mundtligt fra generation til generation, og først blev skrevet ned i tekst omkring år 300 før vores tidsregning. Dette kunne måske passe på de første historier om Adam og Eva, Kain og Abel og Noahs Ark, men gjaldt dette også for Biblens senere historier? Med den mangfoldighed af navne og detaljer historierne indeholder, må personerne der overleverede dem, have haft en usædvanlig god hukommelse, hvis det ikke var nedfældet i skrift. Jeg drister mig til at påstå at de ikke havde kunnet overføre historierne mundtligt, med indhold af så mange detaljer, men at Biblen må have været skrevet ned tidligere. Det siges på YouTube videoen: And The Sea Will Tell: Archaeological proof of Moses crossing The Red Sea, af små 54 minutters varighed, at der fandtes et andet skriftsprog ud over hieroglyffer i Egypten. Et bud kunne være, at det var skrevet på mere forgængelige materialer som palmeblade. Ud fra en sådan teori kunne det tidligere nedskrevne have været nedfældet for eftertiden senere på et mere bastant materiale. Men hvad siger forskningen om dateringen for nedskrivning af Biblen. Forskerne har været skeptisk med hensyn til historiens rigtighed på grund af manglende arkæologiske ledetråde. Men hvilke arkæologiske opdateringer findes omkring Biblens historie om Exodus?
Hvornår blev Biblen skrevet
Det tidligste kendte fund af forløberen til det hebraiske alfabet ridset ind i en sten er dateret til omkring år 1000 f.Kr.
Hvem skrev Biblen
Og Herren sagde til Moses: ”Skriv disse ord op, thi på grundlag af disse ord slutter jeg pagt med dig og Israel. Anden Mosebog 34:27.
Traditionelt siger man, at Moses skrev de første fem bøger i Bibelen. Genesis, skabelsesberetningen. Exodus, befrielsen fra slaveriet til det forjættede land. Leviticus, Numeri og Deuteronomium, love om moral og livsførelse. De læses fortsat og udgør Toraen. De kaldes for de fem Mosebøger. Men i Toraens sidste bog, Deuteronomium, beskrives Moses’ død og begravelse. Synspunktet at Moses ikke kunne have skrevet det hele eftersom han var død, har været fremlagt.
Hvis man graver dybere ned i teksten, er der flere afvigelser. Hvor mange af hver dyreart skulle Noa tage med i arken? Ifølge en tekst er det to af hver dyreart. En anden tekst siger syv par af de rene dyr og to af de urene dyr. Et kapitel hævder, at syndfloden varede 40 dage og 40 nætter, men i det næste står der 150 dage. For at se, om vandet er sunket, sender Noa en due ud. Men i den foregående sætning sender han en ravn ud. To versioner af syndflodsberetningen er flettet sammen. Mange lignende afvigelser tyder på, at Bibelen har mere end en forfatter. I Bibelens fem første bøger, har forskere identificeret mindst fire grupper af skrivere fra en periode på flere hundrede år. Denne teori kaldes ”firekildehypotesen”.
Datering af indvandringen i Egypten
Den jødiske historiker Josefus, der levede på Kristi tid skrev Jødernes oldtid, Den jødiske krig, og Mod Apion. (The Antiquity of the Jews, The Jewish War, and Against Apion) i sin bog, I Jødernes Oldtid fortolker Josephus teksten for Exodus (Anden Mosebog) kap. 12 vers 40, som siger en periode på 430 år, der starter med Abrahams indgang ind i Kanaan, og slutter i Exodus. Ankomsten til Egypten lå 215 år, før udvandringen, der ville være omkring 1767 f.Kr.. Dette tidspunkt er tæt på begyndelsen af den anden mellemliggende periode i Egypten hvor strømmen af Hyksos steg. Hyksos betyder hyrder og menes at referere til Israels børn. Disse Hyksos blev betragtet som fremmede herskere i nedre Egypten. Deres hovedstad var Avaris som senere blev navngivet Pi-Ramses.
Spor efter israelitterne i Egypten
Biblen refererer til to byer som israelerne blev beordret at bygge, Pithom og Ramses. Biblen omtaler bygningen af de to byer i Exodus (Anden Mosebog) kap. 1 vers 11. Egyptiske dokumenter bekræfter at en by, Pi-Ramses blev bygget i det østlige nil-delta under Farao Ramses II. Denne farao også kaldet Farao Den Store regerede i tres år omkring 1250 f.Kr. og havde hundrede børn. De gamle dokumenter giver en detaljeret beskrivelse af denne hovedstad, Pi-Ramses og Ramses II feltog i Syrien og Palæstina.
I området hvor Pi-Ramses angiveligt skulle have ligget, er der imidlertid kun gjort meget få fund. Der er der kendskab til rester i form af kæmpe fødder fra noget der engang må have været del af en kæmpe sten statue, viser videoen.
I 20.erne undersøgte den Franske ægytololog Pierre Montet i 20.erne et område kaldet Tanis, som ligger nogle kilometer syd for det første sted man havde antaget måtte være stedet hvor Pi-Ramses måtte have ligget, fortælles der i Viasat History udsendelsen Lost Cities of the Ancients The Vanished Capital of the Pharaoh.
Men der var noget galt med Pi-Ramses i Tanis. Stenene lå ikke som de skulle og mystiske fund andre steder dukkede op, som tydede på at Pi_Ramses havde ligget et andet sted, men dette ville Montet ikke erkende. Montet der døde i 1966 var støt på et mysterium, det tog 60 år at løse. Samme år startede Professor
Manfred Bietak, Vienna Institute of Archaeological Sciences, en ekspedition for at løse mysteriet.
Han ville undersøge sporene fra nilgrenene på tiden for Pi-Ramses. Nilgrne fører sand med sig , der bygges op og til sidst blokerer nilgrenen. Ud fra kort med højdekurver konstruerede han et kort med nilarmene. Beitak daterede nilgrene ved hjælp af keramik fra alle de udtørrede nilgrene. Keramik kan dateres ved hjælp af lerets sammensætning, produktionsmetode og glasur etc, indenfor interval af 30-50 år. Det viste sig, at den Tanitiske nilarm ikke var aktiv på Ramses II tid, men stammede fra 200 år senere.
Det viste sig, at oldtidens Pelusiske nilarm, strækkende sig 180 km lang, det oprindelige Pi-Ramses, indtørrede 150 år efter Pi-Ramses død og afgav vandet til den Tanisiske nilarm. Bietak gik sammen med den tyske arkæolog Dr. Edgar Push for at finde Pi-Ramses. På det område han havde fundet fremt til at Pi-Ramses måtte have ligget, var der intet andet at se end marker. Det ville tage flere årtier at undersøge området, så Bietak fik den idé kortlægge området ved hjælp af elektromagnetisk scanner, der kan trænge ned jorden og afsløre bygnings fundamenterne uden at grave. Det foregår ved at vandre frem og tilbage med scanneren, fremgår det af udsendelsen. Omkring to kvardratmeter var blevet kortlagt.
Ved hælp af scanneren fandt han konturerne af den gamle by Pi-Ramses. De fandt et stort tempel kompleks i midten og et prægtigt palads der har huset faraoen selv. Der var også spor efter en stor garnision af heste og stridsvogne, som bekræftedes af et vigtigt fund, et bidsel lavet i bronze. Der blev også fundet flere sten knupper, der havde været brugt til at holde sammen på stridsvognenes seletøj. Byen var opdelt i en bydel for de rige og en fattig del med lavere social status. Den fattige bydel bestod af ustrukturede snoede gader med et arbejderkvarter med handel og værksteder. Befolkningen i den rige bydel havde lige vinkelrette veje og boede i palæ-villaer med udsigt over Nilens vande. Der blev fundet døroverliggere fra denne bydel med navne på generaler og kongelige.
Forskerne havde løst gåden om den forsvundne by. Det viste sig at stenene fra det oprindelige Pi-Ramses var blevet flyttet nogle få årtier efter at nilarmen var tørret ind og byens monumenter var blevet skilt ad og genbrugt i en ny hovedstad Tanis nogle få kilometer længere væk. Stenene, hvoraf nogle er statuer af Ramses II der vejer op mod tusind tons, menes at være slæbt til det nye sted ved hjælp af slæder lavet af træ.
En turkis mine
Professor James K. Hoffmeier, Egyptologist, Wheaton College, Illionois viser i YouTube videoen Israel In Ancient Egypt – Archaeological Proof, et hulesystem på nær toppen af det svært tilgængelige bjerg Serabit el-Khadim i Sinai. Hulesystemet er en mine til udvinding af turkis, en jade lignende sten. Indbyggere fra over alt i det egyptiske imperium har arbejdet i minen som slaver, hvoraf ikke alle var egyptere. Nogle af disse slaver var semitter og måske endda hebræere. Noget graffiti skrift indgraveret i en af hulens vægge på semitisk, en forløber for hebraisk, indeholder ordet ”El”, som dengang var ordet for ”Gud”, noget en attribut som for eksempel kunne være ’mægtig’ samt et tegn der står for ”evig”. Dette og det faktum, at disse semitter havde et skriftsprog de kunne skrive, har givet forskerne nyt håb med hensyn til historiens rigtighed.
Exodus, udvandringen fra Egypten
I Jødernes Oldtid fortæller historikeren Josefus, at udvandringen fandt sted 592 år før Salomon byggede templet, hvilket er omkring 960 f.Kr.. Så udvandring var, ifølge Josefus, omkring 1552 f.Kr. eller 1020 år fra Abrahams træder ind i Kanaan. I en anden fortælling siger Josufus, at udvandringen var 612 år før templet. Denne forskel skyldes sandsynligvis optællingen af dommernes år. Dette placerer udvandringen på nogenlunde samme tidspunkt som fordrivelsen af Hyksos (hyrderne). Ankomsten til Egypten lå 215 år, før udvandringen, der ville være omkring 1767 f.Kr.. Dette tidspunkt er tæt på begyndelsen af den anden mellemliggende periode i Egypten hvor strømmen af Hyksos steg.
Josefus citerer Manetho, der skrev en historie om Egypten og siger, “Manetho har givet os én kendsgerning. Han har indrømmet, at vores race (jøderne) ikke var af egyptisk oprindelse, men kom til Ægypten fra andre steder, erobrede det, og bagefter forlod det”. Manetho identificerer Israel med Hyksos, der blev uddrevet af Ahmose fra Egypten. Josephus kvoterer Manetho for at beskriver denne udvisning ved at sige:
Derefter rejste Thebaids konger og resten af Egypten sig i oprør mod Hyksos, og en stor krig brød ud, som var af lang varighed. Under en konge ved navn Misphragmouthosis, siger han, blev hyrderne besejret og drevet ud af hele det øvrige Egypten og indespærret i et sted kaldet Auaris, som indeholder 10.000 arourae.
Ifølge Manetho, forskansede hyrderne hele området med en stor, stærk mur, for at sikre alle deres ejendele og byttet.
Thoummosis, søn af Misphragmouthosis (fortsætter han), mobiliserede en hær på 480.000 mand om muren, men bestræbte sig på at reducere denne udsending af belejringen. Fortvivlet efter at opnåelse af resultat, har han indgået en traktat, hvorefter de alle skulle evakuere Egypten og gå uantastet hvorhen de ville. Ikke færre end 240.000, hele husstande med deres ejendele, forlod Egypten og førtes til ørkenen i Syrien ifølge vilkårene.
Vandringen over det røde hav
En fantastisk nyere teori om ruten og hvor og hvordan Israelitterne krydsede Det Røde Hav bekræftes af flere arkæologiske fund.
Den nemmeste vej til det forjættede land, ville være at følge den nordlige del af kysten, også kaldet Filisternes Vej, men her havde egypterne garnisoner udstationeret. Det Røde Havs indhav danner et V, som det ses af billederne. Krydsningen af det røde hav, skulle ifølge den traditionelle udlægning være sket et sted i den øverste del af det venstre ben i V’et. Ruten vist på kortet kaldes Det Røde Havs Vildnis’ Vej.
I den nyere teori drejer israelitterne af og krydser Det Røde Hav på det højre ben i V’et på et sted der fører til Midjan på den modsatte bred; det sted i Arabien, hvor Moses så den brændende busk og hvor han ifølge Biblen skulle føre sit folk til. Snapshot fra YouTube video: And The Sea Will Tell: Archaeological proof of Moses crossing The Red Sea.
At israelitterne drejer af syntes at være bekræftet af Biblens tekst. Egypternes imperium, det gule område til venstre, afgrænses af det venstre ben i V’et. Biblen fortæller tydeligvis, at israelitterne var ude af Egypten da de krydsede Det Røde Hav, fremgår det af videoen. Hvis de havde været ude af Egypten da de krydsede Det Røde Hav, kunne de ikke have krydset det venstre ben af V’et, som det ses af kortet. Ifølge videoen beordres Moses at dreje af. De kommer ind i et område i vildnisset omgivet af bjerge. De er indesluttet i landet, vildnisset har lukket dem inde, kvoteres faraoen for at have sagt, Exodus 14:3. Men på vejen gennem bjergene viser sig en åbning, og snart kan de se havet længere væk gennem passet. Dette er Det Røde Havs Arm, og på den anden side ligger Midjan. De kom ud til en strand, syv kilometer lang og tre kilometer bred, der var stor nok til at rumme dem alle.
På denne strand ligger ruinerne af en betragtelig tre etages egyptisk fæstning, en udpost med en brønd foran, som må have været i brug omkring Moses tid.
Mens det israelitiske folk står på denne strand i aftengryet, får de øje på den ægyptiske hær, der kommer imod dem og de bliver meget bange. Men englene og skysøjlen foran, som omtales i Biblen, rykker om bag ved israelitterne og skærmer mellem dem og egypterne. Moses løfter sin stav og rækker hånden ud over vandet som befalet af Herren, og hele natten åbner Herren en tør passage med en øst storm. Og de gik igennem med en mur af vand på den ene side og en mur af vand på den anden side, fortælles det i Biblen. Anden Mosebog (Exodus) 14:21,22; 15:8
På dette sted har Det Røde Hav en dybde 1600 meter, men gennem den samme passage i bjergene som de kom igennem ud til denne strand, har der i en fjern fortid været skyllet vand igennem, der har ført sand med sig. Dette har skabt en lavere dybde på netop dette sted ud for passagen i en længde af halvdelen af distancen over til bredden overfor. Men netop overfor har der været et lignende udløb af vand fra bjergene, der har udfyldt den anden halvdel over vandet og skabt en undervands bro, en kilometer bred og tretten kilometer lang. Et fantastisk sammentræf, at netop disse to ophobninger af sand møder hinanden i det samme punkt ude i midten af dette indhav.
Teorier har været fremme om at ild søjlen der fulgte israelitterne skulle være et fænomen opstået på grund af et vulkanudbrud og at vandet kunne have trukket sig tilbage på grund af en tsunami. Man ville nok ikke normalt antage at israelitterne kunne nå over den tretten kilometer lange bro på så kort tid som det ville tage vandet at trække sig tilbage før en tsunami bølge, men forklaringen skulle altså da være, at østenstormen havde fået frosset vandet til. Selvom man kunne se bort fra guddommelig indgriben og forklare fænomenet mere rationelt, er det som ofte det sværeste at forklare, hvorfor netop dette naturfænomen skulle forekomme i netop denne specielle situation. I forsøg på at forklare rationelt hvordan havet kunne stå som en mur på hver side, henledes opmærksomheden på Anden Mosebog kapitel 15, vers 8, hvori det hedder sig, at vandende stivnede. I videoen fremføres en teori, at denne østenvind havde fået vandet til at fryse til is og derved havde frembragt en mur af frossen vand på hver side, og der påvises forskellige andre situationer, hvor et sådan fænomen er forekommet.
Minde-støtter ved strandkanten
To søjler menes at være en markering af, hvor israelerne gik over det røde hav. En søjle blev fundet i strandkanten på den nuværende egyptiske side. En inskription med blandt andet ordet ’Moses’ på denne søjle er senere blevet fjernet, da de ikke ønskede at have et sådan bevis i deres baghave, som det hedder sig i videoen. Den anden søjle står i Saudi Arabien. Denne søjle har stadig inskription på: “Dette monoment er rejst af kong Salomon af Israel, til ære for Jahve, til minde af krydsningen af Det Røde Hav”. Nuwayba’ al Muzayyinah hedder denne strand. Oversættelse af dette navn er: “Moses vandes åbning”. Dykkere har ved hjælp af metaldetektere fundet metalgenstande indhyllet i koraler. Disse artefag er tydeligvis hjul fra sådanne hestedrevne kampvogne som egypterne brugte. Disse køretøjers hjul havde metalakse og seks eger lavet af træ, men der er også fundet hjul med otte eger, som kun fandtes på tidspunktet for Exodus, udvandringen fra Egypten.
Tavlen med De Ti Bud
Guds Bjerg, som var det bjerg hvor Moses modtag tavlerne med De Ti Bud har af de tidlige kristne været betragtet som at være Sinai Bjerget. Men ikke alle er overbeviste om at dette er det korrekte sted, da der ikke er fundet arkæologiske spor af alteret og de tolv søjler som omtales i Biblen.
For nyligt er opdaget en anden kandidat til dette bjerg, Mount Karkom, liggende nordligere på grænsen mellem Egypten og Israel, et plateau, 2.500 fod (eng. Feet) højt. Oversættelsen fra hebraisk er overraskende: Guds Bjerg. På stedet findes nogle stencirkler, der stammer fra beboelser. Området har været undersøgt af Professor Emmanuel Anati, University of Lecce, Italy fortælles der i YouTube videoen: Israel In Ancient Egypt – Archaeological Proof. Han har opdaget en hob af tilfælde, der matcher Biblens beskrivelse. Der findes et alter med tolv opretstående sten ved siden af beboelserne. Biblen fortæller at Moses byggede et alter med tolv søjler, en for hver af Israels stammer.
En indgravering i en klippesten har en udformning, der straks leder tanken hen på tavlen med De Ti Bud og går endda endnu videre. Graveringen er inddelt i nøjagtig ti firkantede felter. Den menes at være lavet af Moses følgere, som et minde om tavlen med De Ti Bud.
Hieroglyffer i stele omtaler Israel
Enhver er sig selv nærmest når det gælder udlægningen af begivenhedernes forløb kunne man måske påstå.
Den britiske arkæolog Flinders Petrie ledte en udgravning i Theben, en gammel dødeby nær Nilens bredder i det sydlige Egypten. Han gjorde i 1896 en af den bibelske arkæologis vigtigste opdagelser her (i Ramses II grav tempel). I sandet dukker hjørnet fra et kongeligt stenmonument frem. Det var tilegnet farao Merneptah søn af Ramses den Store. Det blev kendt som Merneptah-stelen. I dag er den på Kairomuseet. ”Dette er, hvad egypterne ville have kaldt en sejrsstele”, fortæller Donald Redford, Pennsylvania State University, ”til minde om sejr over fremmede folk”. De fleste af inskriptionerne fejrer Merneptahs sejr over Libyen, men næsten som en eftertanke nævner han sine erobringer østpå. De står i bunden af stelen: ”Ashkelon er taget til fange. Gezer er taget til fange. Yanoam er blevet pågrebet. Israel er berøvet dets magt (linje 27). Efterkommere eksisterer ikke mere”.
Historien viser, at faraoen tog fejl. Merneptah-stelen bekendtgør ikke et folks udslettelse, men snarere Israels folks indtræden i verdenshistorien, et uvurderligt bevis på en etnisk gruppe som kaldes Israel i Kanaans sydlige højland. Den veletablerede registrerede egyptiske kronologi giver os årstallet 1208 f.Kr. Stelen er bevis på, at et folk ved navn israelitterne bor i Kanaan i det, som nu er Israel og Palæstina, for over 3.000 år siden.
I det 9. og 8. århundrede blev Kanaan inddelt i to tvilling landsdele, Israel mod nord og Judæa med Jerusalem mod syd, fordi disse områder var strategiske for Egypten, der lå i konflikt med assyrerne i nordøst, den tids store Mesopotamiske imperium. Sent i det 8. århundrede f.Kr. overtager og tilintetgør assyrerne den nordlige del, og israelerne flygter til den sydlige del, hvilket lægger stort pres på Judæa, den sidste israelske landsdel der er tilbage. Jerusalems indbyggertal blev ti gange større og blev udvidet med et større areal fra 6 hektar til 60 hektar.
En mur blev bygget omkring dette område af Jerusalem, for at beskytte folket mod assyrerne og et avanceret underjordisk tunnelsystem sørgede for vandforsyningen, viser arkæologen Israel Finkestein, Tel Aviv Universitet i videoen. Dette var i øvrigt en ingeniør bedrift. To hold arbejdede på den S formede tunnel, hver fra sin ende. De formåede at grave så nøjagtigt, at de to tunneler mødtes så vandet kunne rinde igennem. Hændelsen er beskrevet i en sten gravering i Hebron og også omtalt i Biblen i Kongernes Bog.
Judæa var nu den eneste stat mellem assyrerne og egypterne. En assyrisk hær vandrede mod Lakish, syd for Jerusalem, som på et højdedrag havde et administrativt centrum, hvor der fandt et drabeligt slag sted. Det menes at have været for at vise, hvad assyrerne kunne gøre ved Jerusalem. Paradoksalt nok skabte assyrernes indflydelse et økonomisk boom og et frihedsideal på grund af den samhandel der opstod. Assyrerne forlod Judæa omkring 630 f.Kr. på grund af deres imperiums interne problemer. Et nyt kongedømme i Judæa opstod, ledet af kong Josua, som i Biblen blev rost for at følge mosesloven og definere området efter lovbogen.
Kilde, YouTube videoen: And The Sea Will Tell: Archaeological proof of Moses crossing The Red Sea
Dette er en anden kortere video, som blandt andet indholder klip med dykning der viser artefag der angiveligt skulle være fra egypternes heste drevne kampvogne, der gik til bunds da vandene lukkede sig om dem.