Biblen omtaler bygningen af to byer Pithom og Ramses, som israelerne blev beordret at bygge, Exodus (Anden Mosebog) kap. 1 vers 11. Egyptiske dokumenter bekræfter at en by, Pi-Ramses blev bygget i det østlige nil-delta under Farao Ramses II. Denne farao også kaldet Farao Den Store regerede i tres år omkring 1250 f.Kr. og havde hundrede børn. De gamle dokumenter giver en detaljeret beskrivelse af denne hovedstad, Pi-Ramses og Ramses II feltog i Syrien og Palæstina.

I området hvor Pi-Ramses angiveligt skulle have ligget, er der imidlertid kun gjort meget få fund. Der er kendskab til rester i form af kæmpe fødder fra noget der engang må have været del af en kæmpe sten statue, viser videoen.

I 20.erne undersøgte den Franske ægytololog Pierre Montet i 20.erne et område kaldet Tanis, som ligger nogle kilometer syd for det første sted man havde antaget måtte være stedet hvor Pi-Ramses måtte have ligget, fortælles der i Viasat History udsendelsen Lost Cities of the Ancients The Vanished Capital of the Pharaoh.

Men der var noget galt med Pi-Ramses i Tanis. Stenene lå ikke som de skulle og mystiske fund andre steder dukkede op, som tydede på at Pi_Ramses havde ligget et andet sted, men dette ville Montet ikke erkende. Montet der døde i 1966 var støt på et mysterium, det tog 60 år at løse. Samme år startede Professor Manfred Bietak, Vienna Institute of Archaeological Sciences, en ekspedition for at løse mysteriet.

Han ville undersøge sporene fra nilgrenene på tiden for Pi-Ramses. Nilgrne fører sand med sig , der bygges op og til sidst blokerer nilgrenen. Ud fra kort med højdekurver konstruerede han et kort med nilarmene. Beitak daterede nilgrene ved hjælp af keramik fra alle de udtørrede nilgrene. Keramik kan dateres ved hjælp af lerets sammensætning, produktionsmetode og glasur etc, indenfor interval af 30-50 år. Det viste sig, at den Tanitiske nilarm ikke var aktiv på Ramses II tid, men stammede fra 200 år senere.

Det viste sig, at oldtidens Pelusiske nilarm, strækkende sig 180 km lang, det oprindelige Pi-Ramses, indtørrede 150 år efter Pi-Ramses død og afgav vandet til den Tanisiske nilarm. Bietak gik sammen med den tyske arkæolog Dr. Edgar Push for at finde Pi-Ramses. På det område han havde fundet fremt til at Pi-Ramses måtte have ligget, var der intet andet at se end marker. Det ville tage flere årtier at undersøge området, så Bietak fik den idé kortlægge området ved hjælp af elektromagnetisk scanner, der kan trænge ned jorden og afsløre bygnings fundamenterne uden at grave. Det foregår ved at vandre frem og tilbage med scanneren, fremgår det af udsendelsen. Omkring to kvardratmeter var blevet kortlagt.

Ved hælp af scanneren fandt han konturerne af den gamle by Pi-Ramses. De fandt et stort tempel kompleks i midten og et prægtigt palads der har huset faraoen selv. Der var også spor efter en stor garnision af heste og stridsvogne, som bekræftedes af et vigtigt fund, et bidsel lavet i bronze. Der blev også fundet flere sten knupper, der havde været brugt til at holde sammen på stridsvognenes seletøj. Byen var opdelt i en bydel for de rige og en fattig del med lavere social status. Den fattige bydel bestod af ustrukturede snoede gader med et arbejderkvarter med handel og værksteder. Befolkningen i den rige bydel havde lige vinkelrette veje og boede i palæ-villaer med udsigt over Nilens vande. Der blev fundet døroverliggere fra denne bydel med navne på generaler og kongelige.

Forskerne havde løst gåden om den forsvundne by. Det viste sig at stenene fra det oprindelige Pi-Ramses var blevet flyttet nogle få årtier efter at nilarmen var tørret ind og byens monumenter var blevet skilt ad og genbrugt i en ny hovedstad Tanis nogle få kilometer længere væk. Stenene, hvoraf nogle er statuer af Ramses II der vejer op mod tusind tons, menes at være slæbt til det nye sted ved hjælp af slæder lavet af træ.

Se også posten: Sejlivede microorganismer