Et forskerhold, den såkaldte STURP gruppe, der undersøgte ligklædet i Torino i 1978, blev mere og mere overbevist om at det var ægte. Der var personer med i undersøgelsen, som ikke havde speciel interesse i at lade det fremstå som ægte. Som noget nyt blev der brugt fototeknik i undersøgelsen. Det eneste der ikke stemte var resultatet fra kulstof 14 dateringen fra 1988. En af forskerne, der ellers havde været skeptisk på grund af resultatet fra kulstof 14-dateringen, udtalte på TV, kort før han døde, at han mente at der var taget et stykke af klædet, der havde været repareret, og derved havde nyere tråde vævet ind i den oprindelige vævning.

En senere udsendelse om analyse af kulstof 14-prøven beviste angiveligt, at der var foretaget en reparation af klædet på det sted prøven var taget. Det er en speciel måde at lave en usynlig reparation, ved at væve trådene fra det gamle klæde sammen med nye, som nok må antages at være en professionel måde at reparere stof på. For at skåne klædet, havde de fået lov til at undersøge et lille stykke af klædet. Det var den samme prøve der blev opdelt i tre stykker og brugt i tre uafhængige kulstof 14-dateringerne, så de skulle vel meget gerne give samme resultat, uden at jeg dog vil gøre mig klog på hvilke udslag en blanding af gamle og nyere materialer kan have på udfaldet af kulstof 14-dateringer.

Johannesevangeliet kap. vers 38-42, fortæller, at da Josef fra Arimatæa kom og tog Jesu legme ned fra korset, kom også Nikodemus, som medbragte en blanding af myrra og aloe, og viklede klæder om Jesu legme, blandet med de velduftende salver.

Fra Den Store Danske: Myrra er aromatisk gummiharpiks, der er dannet ved indtørring af den bitre mælkesaft fra en busk af planteslægten Commiphora, som vokser i Somalia. Myrra er rødbrune, uregelmæssige eller dråbeformede stykker og består af ca. 60% gummi og ca. 5% æteriske olier. Myrra har fra de ældste tider været anvendt som bestanddel i røgelse og salver og blev i årtusinder f.Kr. brugt af egypterne til balsamering. Den myrra, der omtales i Bibelen, er harpiks fra Commiphora abyssinica, der vokser i Nordøstafrika og den sydlige del af Den Arabiske Halvø.

En sådan salve kunne tænkes at indeholde farvepigmenter for eksempel fra urter eller være blandet med Jesu blod, der kunne afsætte sig på klædet. Myrra kan i sig selv have rødbrune pigmenter, som det fremgår oven over, som også kan være repræsenteret på klædet. En af forskerne såede tvivl om klædet, fordi han fandt farvepigmenter efter tempera som netop røde, men havde han taget med i betragtning, at myrra kan indeholde sådanne rødbrune pigmenter og at myrra ligner emulsion til visse typer tempara?

I en nyere udsendelse om ligklædet, vises det at farver vasket ud af et sådan lignende klæde, ville fremstå som ætsede der hvor farven havde været. Udsendelsen påviste dog også, ved at dubbe farve på et klæde lagt over en person, at det var problematisk den måde ansigtet aftegnede sig på klædet, mens et eksperiment med en relief portræt under klædet, gav et resultat mere som i ligklædet.
Når klædet senere var vasket, ville de farvede steder muligvis fremstå som ætsede, hvorved billedet på klædet ville blive et negativ.

Udsendelsen om undersøgelsen af ligklædet i 1978 fortæller imidlertid en mere mystisk historie om billedet og hvordan det er afsat på klædet. Det er endnu ikke påvist, ved hjælp af rationel videnskabelig forklaring, hvordan billedet blev overført til ligklædet.

Om ligklædet
Ligklædet, et 430 cm langt elfenbensfarvet klæde som man mener Jesus blev svøbt i umiddelbart efter korsfæstelsen. Siden 1400 tallet har utallige pilgrimme valfartet for at se det når det blev taget ud af sølvkisten. Denne sølvkiste blev opbevaret i Toronto i Italien. I 1898 tillod kirken en undersøgelse af ligklædet ved hjælp af kamera som var en forholdsvis ny opfindelse. Secondo Pia opdagede et ansigt på det billede han havde taget af ligklædet. En hermetisk tæt kasse af aluminium og glas hvor luften pumpes ud og erstattes med ædelgassen argon.

Et forskerhold, den såkaldte STURP gruppe, der undersøgte ligklædet i Torino i 1978, blev mere og mere overbevist om at det var ægte. Der var personer med i undersøgelsen, som ikke havde speciel interesse i at lade det fremstå som ægte. Som noget nyt blev der brugt fototeknik i undersøgelsen. Det eneste der ikke stemte var resultatet fra kulstof 14 dateringen fra 1988. En af forskerne, der ellers havde været skeptisk på grund af resultatet fra kulstof 14-dateringen, udtalte på TV, kort før han døde, at han mente at der var taget et stykke af klædet, der havde været repareret, og derved havde nyere tråde vævet ind i den oprindelige vævning. En senere udsendelse om analyse af kulstof 14-prøven beviste angiveligt, at der var foretaget en reparation af klædet på det sted prøven var taget.

Det er en speciel måde at lave en usynlig reparation, ved at væve trådene fra det gamle klæde sammen med nye, som nok må antages at være en professionel måde at reparere stof på. For at skåne klædet, havde de fået lov til at undersøge et lille stykke af klædet. Det var den samme prøve der blev opdelt i tre stykker og brugt i tre uafhængige kulstof 14-dateringerne, så de skulle vel meget gerne give samme resultat, uden at jeg dog vil gøre mig klog på hvilke udslag en blanding af gamle og nyere materialer kan have på udfaldet af kulstof 14-dateringer.

Noget af det forskerne hæftede sig ved, var at mærkerne efter piskning, stemte nøje overens med en speciel type flerhalet pisk kaldet en flagrum, der havde metalstykker hæftet i enderne, som romerne brugte på det tidspunkt. Desuden nævnes det, at 39 af de 40 piskeslag kan spores på klædet. Vil man påstå at det er en forfalskning, er der flere ting der tyder på at de må have haft nøje kendskab til romernes metoder og materialer. Nogle pollen blev fundet på klædet fra plante, der kun fandtes i området af Jerusalem. Dette var pollen fra en tornet tidselagtig plante, der havde egenskaber der kunne anvendes som tornekrone og antages der af, at have været den plante der blev brugt som tornekrone.

Det viste sig ved fotografisk gennemlysning i 1978, at der var konturer efter blomster og urter der var lagt på klædet. Der var også taget prøver af pollen. Én af planterne fandtes kun i omegnen omkring Jerusalem. Det mest mystiske var at den fotografiske analyse viste en aftegning på ligklædet af knoglestrukturen som ved røntgen fotografering. Men ikke nok med det. Billedet blev ifølge den videnskabelige gennemgang ikke overført som fotografier normalt bliver. Ifølge den videnskabelige efterforskning, strålede lyset tilsyneladende ud fra Jesus legeme i rette vinkler ud fra kroppen, og blev altså overført til klædet fra indersiden.

Berrie Schwartz var holdets fotograf. Sam Belcuri medbragte et spektrofotometer. Man tog en række billeder og brugte ultraviolet lys og brugte også røntgenfluorescens og reflektionslys. Ray Rogers, et af teamets ledende medlemmer, en respekteret kemiker fra Los Almos-laboratoriet med hovedfag i termokemi: Varmeeffekter på materialer, var særlig interesseret i de brandskadede områder.´I 1532 blev ligklædet næsten ødelagt af en brand. Vand har dannet pletter på billedet. Han blev spurgt, om han kunne sige, om billedet på klædet var malet, selvom der ingen maling er på klædet. Der var brandmærker på klædet, og der var hældt vand på for at slukke ilden, og han kunne konstatere at billedet ikke var løbet ud. Derved kunne man stort set udelukke alt, hvad der hedder maling.

Lærred indeholder cellulose. Det vi ser på overfladen, de mørke dele der løfter billedet, er cellulose der er nedbrudt, ikke pigment, fortæller Joseph Accetta videre.

Da forskerne så på blodpletterne, gjorde de en opdagelse. De fandt det kemiske kendetegn for rigtigt blod. Holdet havde opdaget en stærk forbindelse til korsfæstelsen., hæmoglobin, blodkomponenten, som sender ilt rundt i kroppen. Når hæmoglobin nedbrydes, dannes bilirubin, det stof, der gør at blå mærker bliver gule. Analyser viser, at pletterne indeholdt store mængder bilirubin, som afspejler korsfæstelsens traume.

Uv-billederne, ved hjælp af ultraviolet fototeknik afslørede endnu en utrolig ledetråd. Man ser serum rundt om blodpletterne, som var usynligt, indtil cirka 2000 år efter. Serum er et flydende stof, som indeholder røde blodlegmer. Det var usynligt, indtil uv-lyset gjorde det tørre serum selvlysende.

Et gennembrud ved hjælp af nyt fotoinstrument
VP-8 var designet til at analysere luftfotos. Maskinen konverterer det mørke og lyse i et 2D-billede og skaber et lyskort, der vises i 3D-format. Ingeniøren, Peter Schumacher, var med til at udvikle VP-8. Da Schumacher lagde et fotografi under linsen, kom lysnuancer til syne, men han så ingen 3D-data. Maskinen kunne ikke tyde højde og dybde for at give et 3D-billede. Men da billedet fra ligklædet blev lagt under linsen, skete noget utroligt. Vi så kontraster, som gengav egentlig højde og dybde i billedet. Resultatet antydede, at billedet forestillede en virkelig krop.

Det Nye Testamente og ligklædet
Efter at Maria Magdalene og Maria, Jesus moder havde været ved graven bevidnede de ifølge Mattæus evangeliet at jorden rystede og at hun så et lys som fra lyn ved graven. En engel viste sig for dem og fortalte dem at Jesus var opstanden fra de døde. Da de løb for at berette det til disciplene møder de Jesus som beder dem sige til disciplene at de skal drage til Gallilæa og møde ham.

I det ene evangelium sidder personen klædt i hvidt på stenen der rulles fra graven.

Handlingen i Markus evangeliet stemmer i store træk overens med Mattæus evangeliets beretning om opstandelsen, men i Markus evangeliet finder kvinderne en person til højre i graven som ikke er beskrevet som lysende.

I Lukas evangeliet beskrives det at to mænd med lysende klæder pludseligt befinder sig i graven mens Maria Magdalene og Maria er der om morgenen efter sabbatten.

I Johannesevangeliet ser Maria Magdalene efter at disciplene har forladt graven, to personer i hvide klæder. Derefter viser Jesus sig for hende, men hun tror først at det er havemanden.

I Mattæus evangeliet ser kvinderne en ung mand i hvide klæder sidde ved siden af det sted Jesus legeme havde været lagt, og han beskrives som at have udseende som lynild.

I artikel på BT.dk fra september 2013 af Kasper Vedsmand, argumenteres for: Derfor er Jesu ligklæde ægte. Der lægges tilsyneladende vægt på at skrive: ‘Hvis man tror’, men spørgsmålet er, om princippet i argumentet måske bygger på nærlæsning og sammenholdning af de videnskabelige iagttagelser af ligklædet. Det viser sig nemlig, at det er et mysterie hvordan billedet blev overført til stoffet.

Siden der er så mange detaljer ved klædet, der passer ind i historien og miljøet på den tid, er det nærlæggende at stille spørgsmål ved kulstof 14 dateringen. Det menes at prøven blev taget fra en del af klædet, hvor der var foretaget en reparation, der var af senere dato. Skulle ligklædet alligevel vise sig ikke at være det originale, er der alligevel så mange detaljer ved det, der passer ind i historien og det oprindelige miljø, at det alligevel er værd at tage til efterretning. Faktisk så mange detaljer, at det omtrent ville være lige så fantastisk som hvis det var det originale ligklæde, der havde overlevet tidens tand. Hvad enten man tror eller ej, ville det kunne afgøre diskussioner om hvorvidt Jesus virkeligt eksisterede som historisk person og påvise de arkæologiske detaljer om hvordan korsfæstelsen rent faktisk fandt sted.

Se også posten: Jesu ansigtsklæde

PDF Zip fil:

Set på National Geographic
i udsendelsen Ancient X Files:

Beskrivelsen i Det Nye Testamente om at Josef og Nikodemus viklede klæder om Jesu legeme sammen med myrra og aloe (næsten ordret), kan måske virke som en lidt overfladisk beskrivelse og det er vel tænkeligt, at der er detaljer der ikke er med i Det Nye Testamente. Johannesevangeliet kap. 19 vers 31-32 og vers 38-42 kunne måske fortolkes som, at det kunne være to etaper, da Jesus blev taget ned fra korset og da han blev gravlagt. Man skulle måske tage de romerske vagter der vogtede over korsfæstelsen i betragtning, at det kunne være farligt at foretage sig noget, der greb ind i korsfæstelsens forløb uden at have fået lov, så de kunne have ventet i dette tidsrum på at få lov til at få Jesu legeme og gravlægge det. I Lukasevangeliet kap. 23 vers 50-53 står der at Josef gik til Pilatus og bad om lov til at få Jesu legeme.

Det siges at Jesu krop var dækket af et enkelt ligklæde, men Johannesevangeliet kap. 20 vers 7 fortæller at et separat klæde brugtes til at dække Jesu ansigt. Et klæde der opbevares i katedralen i Oviedo i Spanien, menes at være det ansigtsklæde som Jesus blev svøbt i efter korsfæstelsen, kendt under det latinske navn Sudarium. Romerne brugte sådanne til at tørre sved af panden.

Der er olie på svededugen. Det blev opbevaret meget længe i et rum med levende lys og der er faktisk voks på klædet fra disse levende lys. Kulstof 14-dateringen der placerer klædet i år 800 kan slå fejl og føre til forkerte resultater på grund af olie.

Mark Guscin, der er forfatter og forsker i klassiske sprog, er taget til Oviedo for at undersøge ansigtsklædet. Han har fundet en tekst på et bibliotek i Reims i Frankrig, som omtaler et ansigtsklæde allerede i det 6. århundrede, som nævner en gruppe pilgrimme, der tog til det hellige land. De påstår, at ansigtsklædet var i et hulekloster nær Jerusalem. Han kontakter Michael Hesemann, som har skrevet om hellige relikvier, og han forklarer at det omhandler en pilgrim fra Piacenza, der besøgte det hellige land i år 570. Det er som et skattekort. Man skal følge hans rute og de forskellige ledetråde. Inden han besøgte Johannesklostret, som er et hulekloster ved floden Jordan, gik han til Jeriko, som må være mellem Jesu dåbssted og Jeriko i nærheden af floden, forklarer han. Der skulle være en klippevæg. Jordan dalen er ret flad. Der er kun klipper ved en wadi, det vil sige en udtørret flodseng. Der er kun én wadi mellem dåbsstedet og Jeriko. Intet andet kloster svarer til beskrivelsen. Ifølge teksterne kom pilgrimmene hertil, for at besøge et gammelt kloster, der var tilegnet Johannes. Ansigtsklædet siges at have været opbevaret her.

Journalisten Noam Shalev må først finde stedet hvor Jesus blev døbt. Området er i dag farligt forbudt militært område på grænsen til Jordan, med utrolige bygninger fra kristendommens barndom, som ikke kan besøges på grund af de mange landminer. Han får overtalt soldaterne til at lukke ham ind, men udelukkende med militær eskorte. Ved at spørge sig for i Sankt Gerasimos Kirken, som ligger lidt uden for militærområdet, finder Micahel Hesemann frem til en hule, som siges at have været beboet af Gerasimos. Noam har fundet flere huler der kunne passe på teksten, men finder et netværk af huler som passer perfekt til Reims-teksten. En gammel historie beretter, at Jesu ansigtsklæde blev skjult som relikvie i det gamle Palæstinas bakker. Mange formodede relikvier er middelalderlige forfalskninger. Fundet af disse huler beviser dog ikke ansigtsklædets ægtehed og relikviet fra Oviedo kræver en nærmere analyse, hedder det sig i udsendelsen.

Den israelske arkæolog Orit Shamir, der arbejder for de israelske myndigheder og er ansvarlig for opbevaring af alle gamle tekstiler, vil undersøge selve relikviet, for at bekræfte om det virkelig stammer fra det 1. århundrede, og får vist nærbilleder af strukturen i klædet, hvor man kan se fibrene og selve vævningen. Hun udtaler på baggrund af billederne, at klædet ser byzantinsk eller romersk ud, og kunne være fra Jesu tid, men kunne også være fra den byzantinske periode og forklarer, at det ikke hører hjemme i middelalderen. På spørgsmålet om det er typisk for Israel, svarer hun, at man ikke spandt på den måde i Israel, men at det er typisk for Europa, og fremviser et 2000 år gammelt eksempel på ligklæde fra Jerusalem af kvalitets stof af uld, der er importeret og kommer fra Grækenland eller Italien.

I Madrid har et forskerhold med fokus på hellige relikvier analyseret ansigtsklædets pletter efter kriminaltekniske principper. Ved at genskabe blodpletterne ved vi meget om kroppens position og hvor længe denne lå sådan, mens blodpletterne to form, udtaler en af forskerne. Man kan med sikkerhed sige, at det var en voksen mand og at han havde skæg og langt hår og at han var død. Disse pletter ville ikke forekomme, hvis han havde åndet. Liget lå i en lodret stilling med armene strakt opad. Man svøbte klædet rundt om hele hovedet. Armene lå formentlig helt oppe mod hovedet på grund af dødsstivheden efter en voldsom død. Derfor blev klædet først foldet og lagt foran hovedet, hvorved der blev dannet parallelle pletter, som ses på klædet. Liget lå på denne måde i 45 minutter til en time. Derefter blev armene lagt ned, og klædet blev ført rundt om hele hovedet. Folderne viser, at man derefter bandt en knude. De sidste blodpletter opstod, fordi liget blev båret. Bevægelserne resulterede i, at væsken ikke sivede ud fra næsen, men snarere fossede ud. Nogen trykkede på klædet for at opsuge blodet. Ifølge den jødiske tro er sjælen i blodet. De passede meget på at blodet ikke forsvandt, men blev begravet med personen. Nogle blodpletter, især bagpå, viser at kraniet blev gennemboret af noget skarpt, og passer perfekt med en tornekroning.

Et spansk laboratorium har utroligt nok, været i stand til at tage en prøve fra klædet der kan bruges til dna sekvensering. Prøven de har set på indeholder Mitokondrie-dna. Det er den slags dna, som bruges i kriminaltekniske undersøgelser, såsom ved savnede personer og i analyser af gamle knogler. Mitokondrie-dna videregives via moderen og indeholder ikke dna fra faderen. Takket være fremskridtet i genforskning, findes Jesu dna muligvis på et spansk laboratorium.

Sammeligning af ligklædet og ansigtsklædet
Tilstrækkelige oplysninger har afsløret, at bekræfte, at ligklædet har været i kontakt med ansigtet af Jesus efter korsfæstelsen. Men disse tests er mere fascinerende, når vi sammenligner dem med Ligklædet i Torino.

Det mest overbevisende sammenfald er, at blodet, der vises på begge klude er typen AB. Næsens mål er nøjagtig de samme i begge, otte centimeter, lidt over 3 inches.

Et andet interessant faktum er, at hvis billedet af Ligklædet i Oviedo placeres over ligklædet i Torino, er det måske mest oplagte sammenfald, at pletterne passer perfekt med skæget og ansigtet.
På højre side af munden, vises en plet. På bagsiden af halsen, også de sår fra tornene falder sammen perfekt med blodpletterne fra Ligklædet i Torino.

Læge Alan Whanger anvendte en speciel teknik til ligklædet, kaldet ‘Polariseret Afdækning af Billede’ i sammenligning med image og pletter fra Ligklædet i Torino.

Pletterne i den forreste del af ligklædet afslørede halvfjerds pletter, der faldt sammen med andre i ligklædet, og bagsiden havde halvtreds. Den eneste mulige konklusion er, at ligklædet i Oviedo dækkede samme ansigt som Ligklædet i Torino. Uddrag af tekst skrevet af SCTJM på The Servants of the Pierced Hearts of Jesus and Mary.

Test sporer Torino Ligklædet til Jerusalem før 700 e.Kr.
– Af William K Stevens
St. Louis, aug 2 – En analyse af pollen korn og vegetabilske billeder taget fra Ligklædet i Torino, som af mange kristne menes at være ligklædet fra Jesus gravlæggelse, placerer klædets oprindelse i eller nær Jerusalem, før det ottende århundrede, siger videnskabsfolk her i dag.

Konstateringen syntes at modsige daterings prøver, der i 1988 førte en gruppe af eksperter til at sætte oprindelsen af klædet til mellem AD 1260 og 1390 og konkludere, at klædet sandsynligvis var en middelalderlig forfalskning. Men revisionistisk forskere har rejst meget tvivl siden da.

Avinoam Danin, en botaniker ved Hebrew University i Jerusalem, sagde på et pressemøde på den 16. Internationale Botaniske Kongres, at blomster og andre plantedele tilsyneladende var placeret på klædet, efterladende pollenkorn og prægning. Analyse af korn og billederne, sagde han, identificerede dem som komme fra arter, der kun findes i månederne marts og april i Jerusalem regionen. Pollen fra en plante, en tidsel kaldet Gundelia tournefortii, var især rigelig på klædet, og et billede af planten er identificeret nær billedet af mandens skulder. Nogle forskere siger, dette kan have været de arter, hvorfra Jesus’ tornekrone var flettede.

To pollenkorn af denne art blev også fundet på et andet gammelt stof, kaldet Sudarium i Oviedo, som mange mener er ansigtsklædet brugt ved Jesus gravlæggelse. Oprindelse af ansigtsklædet er dokumenteret til at være fra det første århundrede, sagde forskerne her, og det har været opbevaret i Domkirke Oviedo i Spanien siden det ottende århundrede. Ligklædet har været opbevaret i Torino, Italien, siden 1578.

Både Sudarium og ligklædet ser ud til at bære type AB blodpletter, og pletterne er i et lignende mønster, sagde Dr. Danin. “Der er ingen måde, at lignende mønstre af blodpletter, formentlig af samme blodtype, med den samme type pollenkorn, der dækker den samme krop, ikke kan være synkronisk”, sagde han. Pollen lighederne og ligheder i blodpletter i de to stykker klæde giver klare beviser for at ligklædet stammer fra før det ottende århundrede. “Han kunne ikke give en mere specifik dato”.

Dr. Danin bemærkede, at 1988-analysen blev udført på et lille hjørne af klædet, mens den nye involverer hele ligklædet og sammenlignes med et klæde, som vides at eksistere før det ottende århundrede. Prøven kan være blevet kontamineret, sagde Alan D. Whanger fra Duke University Medical Center. Prøven kom fra en vandstænket, svedet kant af klædet, sagde han, og kulstof kunne have været tilført klædet og sløret de sande datoer for dets oprindelse. Også, levende svampe og bakterier blev fundet groende inde i fibrene, sagde han, troligt forurenende prøven. (Dette må have været fra før man vidste, at der havde været en reparation i klædet på prøven der blev testet).

Måske kan der føres et ‘retsteknisk’ bevis en gang i fremtiden, ved hjælp af videnskabelige test, der med sikkerhed kan fastslå om ligklædet og ansigtsklædet er de samme klæder som blev brugt ved Jesu begravelse. Hvis man forestillede sig at det var en retsag, og at DNA bevisførelse i denne sag ikke var muligt og det skulle bevises gennem indicier, at dette var Jesu ligklæde og ansigtsklæde, ville jeg mene at det var bevist gennem de mange detaljer. De to klæder tilsammen danner et meget stærkt argument for eftertiden.