I en Viasat History YouTube video fra worldmysteries.tv, The Lost Gods of Easter Island laver den berømte broadcaster David Attenborough research på nogle mystiske små statuer fra øen. Figurerne der er skåret i en hård træart fra øen har menneskelignende træk, men udstående øjne på siderne lige som tudser eller reptiler og har hænder med seks fingre. De ligner overnaturlige væsener som kunne være fra rummet.
Næsen på den ene af disse figurer har et karakteristisk udseende hvor næseryggen går hele vejen op gennem panden. Et sådan lignende udseende af næsen ses også fra relieffer i Sydamerika der fortælles at forestille Maya kongen Pacal, der i øvrigt er portrateret med forlænget hovedform omend skjult i hovedbeklædning. Hans rigtige navn er K’inich Janaab Pakal og bliver muligvis forvekslet med en gammelt legende om en klog mand, den mytiske Pacal Votan, som de lokale mayaer fortalte de spanske opdagelsesrejsende om, da de ankom til Palenque. Det skriver de om på maya-portal.net, der også fortæller, at han ofte forveksles som værende udenjordisk kosmonaut i en flyvende tallerken, på grund af nogle ekstraordinære symboler på hans sarkofag.
Snapshot fra Viasat History YouTube video fra worldmysteries.tv, The Lost Gods of Easter Island
En person, der ligner den fra figuren kunne måske tænkes at være ankommet til øen i en meget udsultet tilstand. Figuren, der ud fra en sådan betragtning måtte være en karikatur vises som en meget tynd person, hvor ribbenene kan ses. Øens beboere havde den tradition, at når nogle trækfugle var ankommet til en nærliggende ø, skulle de svømme over dette viltre farvand og hente et æg tilbage. Den der kom først tilbage med et æg havde vundet og blev høvding for det næste år. Disse høvdinge blev æret efter deres død med en af de karakteristiske kæmpstatuer der findes på øen. Denne tradition kunne så tænkes at være opstået efter denne tidlige besøgende.
Men er dette scenario plausibelt, at de skulle have efterlignet personen fra figuren eller er det blot fantasi? Måske ikke. Hænderne på figuren er meget lange eller også er det neglene der er lange. Netop dette at have lange negle hørte med til traditionen. Når personen havde vundet konkurrencen var der nemlig tradition for at de ikke klippede negle og hår, men lod det gro. I 1959 var Thore Heyerdal på besøg på Påskeøen i tre måneder og gravede ned omkring en statue. Det viste sig at statuen også havde forlængede fingre.
Snapshot fra Viasat History YouTube video fra worldmysteries.tv, The Lost Gods of Easter Island
En anden figur har menneskelige træk men fuglenæb. Hvis man skulle sætte dette ind i sammenhængen der involverer egyptisk kultur, kunne man pege på Phønix Fuglen. Sagnet siger at den i tidernes morgen landede på det første landstykke der kom op af havet. Stammer i Sibirien har et lignende sagn om en fugl kaldet Loon, der med kløerne greb noget mudder under vandet og derved startede skabelsen af det første land. Navnet Loon lyder velkendt i sammenhæng med den kinesiske drage. I dette sagn hedder det sig godt nok, at mammutten derefter kom og dæmmede jorden op.
David Attenbourg konkluderer i videoen, at statuen er et overnaturligt væsen og forestiller mouiernes Gud Maki Maki. Hvis Maya Kongerne er efterkommere af væsenet, som figuren forestiller, står vi med et problem. Hvorfor så de sådan ud? Har figuren noget med dogonfolkets besøg af nogle frølignende væsner fra rummet at gøre? Havde mayakongerne noget reptil i sig? Nok ikke. De afbillede væsner var måske udenjordiske væsner og så kloge at mayakongerne beundrede dem og efterlignede udseendet i deres kongelige relieffer.(Se billeder af kong Pakal her og læs eventuelt posten: Dogonfolket i Mali og dobbelt-stjernen Sirus).
David Attenborough fortæller videre, at fuglemanden ligner fregatfugle, der kan ses flyve over øen. Relieffer på øen udhugget i sten viser også sådanne fregatfugle. Han fortæller, at øboerne aldrig ser denne fugl lande på øen. Den tager sin føde fra de andre fugle der flyver i luften.
En video fra YouTube med Maya pyramider, der også viser dyreliv og den smukke natur i området: Pacal Votan & Red Queen -Twin Jade Mask and the two adjacent tombs in Palenque, México Yucatan
I National Geographic udsendelsen Stillehavets forsvundne kontinent håber to researchere, Durita Holm og Sturla Ellingvåg, ved hjælp af dna-forskning at kunne afsløre nogle af de mysterier, der omgiver Påskeøen også skaldet Rapa Nui. De opsøger nogle de ældste beboere på øen, dem som stammer fra flere generationer tilbage både på moren og farens side. Ved at tage prøver fra de ældre, håber de at få bevis på deres oprindelse.
Det ville tage nogle uger at få DNA fra dem alle, men de bliver straks fascineret af, hvad der fortælles.
De ældre beboere siger, at deres forfædre kom fra det forsvundne kontinent Hiva, som lå et sted i Stillehavet. Vi har fået at vide, at da kontinentet Hiva sank, emigredede hele folket.
Sturla og Durita er besluttet på at afsløre sandheden om det forsvundne kontinent Hiva. Sammen med en gruppe forskere har de i sinde at følge sporet tilbage i tiden for at se hvor det fører hen. Vi befinder os på en strand på øen, der siges at være stedet hvor det hele begyndte. De første indbyggere ankom hertil, anført af høvding Hotu Matua. Han kom fra det forsvundne kontinent Hiva.
Mens denne research foregår, starter et andet hold en undersøgelse, der begynder på en øgruppe, der ligger 3000 km nordvest på. Det er den øde kæde i Fransk Polynesien kaldet Marquesas-øerne, som tilhører Polynesien. Lige som Påskeøen, gemmer denne ø på et mysterium fra fortiden.
De foretager en arkæologisk udgravning på et af de mest bemærkelsesværdige steder med fund, der dateres mere end 1000 år tilbage, et af de ældste steder i det østlige Polynesien. Fund, der kan kaste lys over polynesiernes og Påskeøens beboeres fortid. Professor Dr. Barry Rolett har arbejdet her i 20 år for at finde beviser på det polynesiske hjemland. Hvem var dette fortidsfolk der boede her?
Da de første europæere ankom, fik de indtryk af et barbarisk uciviliseret folk der var kannibaler. De ofrede mennesker og afholdt en ceremoni hvor de indtog kødet som en slags nadver. Undersøgelserne har dog vist, at de var langt mere sofistikeret end først antaget. Der findes høje fundamenter lavet i sten, kaldet ”pae pae”, der blev brugt som til at bygge huse ovenpå. Et fundament vises i udsendelsen at være 183 cm højt. Der findes statuer og helleristninger på øen. Et af de få steder med kæmpestatuer, de såkaldte ”Tiki”, der leder tanken hen på statuerne på Påskeøen.
Eksperterne havde hidtil ment, at de første indbyggere var ankommet til Marquesa ved et tilfælde, men Dr Barry Rolett mener at de var langt mere sofistikerede og foretog sejladser, der var bevidste handels-og koloniseringsrejser. Hans team leder efter fysiske beviser i form af arkæologiske fund, der viser rejser mellem øerne. Hidtil har de ikke fundet sådanne beviser, men pludseligt dukker der en fiskekrog op fra en af de arkæologiske udgravninger. Det er deres første spor. Den er skåret ud af en muslingeskal. Disse muslinger findes oftest i laguner, men laguner findes ikke på Marquesas-øerne. Han konkluderer, at denne fiskekrog må være kommet et andet sted fra. Men hvor? Den nærmeste ø der har sådanne muslinger ligger over tusind kilometer væk i Tuamotu-øgruppen. Han mener at muslingen rent faktisk kommer fra Tuamotu-øerne, og at de kan have været byttevare.
Trækanoerne, som polynesierne anvendte, er ikke bevarede og findes ikke i de arkæologiske optegnelser, så de må finde andre beviser, hvis de vil undersøge om en sådan handelsudveksling er foregået. De fortsætter udgravningen, og finder en kniv fra oldtiden, et skæreredskab kaldet ”adze”. Det ligner nærmest en aflang stenalderøkse uden skaft. Det er usædvanligt at finde en så stor ”adze”, fortælles det i udsendelsen. Den vejer mindst 4,5 kg. Det var det vigtigste redskab for polynesierne. Det var et redskab, der blev brugt til træskulpturer. Disse ”adze” der blev fundet i de dybeste udgravninger er lavet af en stenart, der ikke findes på øen. Jo dybere ned i jordlaget der graves, jo længere tilbage i tiden befinder vi os. Ligesom fiskekrogen må den være kommet fra et andet sted. Rolett har en idé om oprindelsen til denne stenart. Hvis han kan bevise det, kan han samtidig bevise at polynesierne foretog lange havsejladser i Stillehavet. Han har hyret vulkanologen dr. Joh Sinton til eftersøgningen. Målet var at finde det sten brud, hvor stenene stammer fra. Rolett og Sinton lejer en helikopter, der bringer dem til øen Eiao, en ubeboet og isoleret ø, der ligger hundredevis af kilometer fra udgravningen.
I en klar morgenstund bliver de sat af på øen og får besked fra piloten om, at han vil hente dem om fem dage. De begiver sig ind i øens vilde uvejsomme skovområde med mad og vand til kun fem dage. Øen er kendt for at være uheldssvanger og have ånder. De løber op og ned af bjerget i deres søgen efter stenbruddet. Efter fem dage er de udmattede og har de stadig ikke opdaget noget.
Dagen før de skal hentes af helikopteren, går de i en lille kløft og fandt så stenværkstedet. Der spor efter af sten fra flere hundrede års redskabsproduktion. De tager prøver med til laboratoriet. Dr Sinton sammenligner en prøve fra stenbruddet på Eiao med den ”adze” Roletts havde fundet på Påskeøen. Stenene skal varmes op for at kunne foretage den kemiske analyse. Den smeltede sten presses til små runde glasplader, der gør, at sammensætningen kan analyseres. Resultatet er forbløffende. Den kemiske sammensætning i råmaterialet fra stenbruddet på Eiao er identisk med den i genstandene fundet på Påskeøen.
De to stenarter er en nøjagtig match. Det viser at stenene fra Eiao blev eksporteret til Tahiti, Tuamotu-øerne, Gambier-øerne og Marquesas-øerne og at der må have været en handelsrute, en rute der var hundredetusinder kilometer lang. Denne revolutionerende opdagelse ændrer forskningen omkring Polynesien. Det åbner for et helt nyt syn på det polynesiske samfund. I stedet for at se på dem som isolerede, ser vi dem handle og kommunikere med hinanden. Men rejste de hele fra det østlige Polynesien til Påskeøen, og hvilken sandhed ligger dag bag kong Hotu Matua og det forsvundne kontinent Hiva?
Hiva beskrives som en grøn spids ø. Her herskede tatoverede krigere og vilde klaner. Når der opstår konflikter udbryder der krig mellem klanerne. Hotu Matua forbereder sine mænd før slaget. De kæmper om kontrollen over øen og for et hjemland. Et drabeligt slag med spyd udkæmpes. Høvding Hotu Matua og hans mænd tager et afgørende slag. De er besejrede og tvinges til at flygte. Hotu Matua er nødt til at finde et nyt hjem til sit folk, før flere mænd mister livet. Ypperstepræsten drømmer om en fjern ø mod øst, i retning af den opgående sol. Han sender spejdere ud for at lede efter øen fra præstens drøm.
Men kan de gamle polynesiere have rejste tusindvis af kilometer over havet? Havde de skibe der kunne foretage en sådan rejse. Det er det spørgsmål, som bådebyggeren Bonno Louis slås med. Da vi byggede en kano, undersøgte vi Marquesas-øernes oldtidsmodel, fortæller han i udsendelsen. Det er en stridskano. Men der er kun få skriftlige beviser på deres søfartsepoke og Louis må følge mundtlige fortællinger om de traditionelle trækanoer. Ifølge sagnet blev kanoen formet efter kokosbladet. Den er hurtig fordi den er buet, men flad i bunden. Kanoen fremstilles af en særlig slags træ, som findes her, det perfekte materiale til langdistance sejladser. Ifølge sagnet ville man bruge tømmer fra urutræet. Det er en let og hård træart.
(Snapshot fra National Geographic udsendelsen Stillehavets forsvundne konitnent)
Bonno Louis er vokset op 3000 km fra Påskeøen, men utroligt nok har han hørt den samme historie som disse øboere. Historier om en besejret stamme, som begav sig ud på en rejse.
Hotu Matua og hans folk medbringer en hellig sten fra Hiva og begiver sig ud på en storslået rejse, der kan føre dem tusindvis af kilometer over åbent hav. De må slås med storme, bølger og den gloende sol, mens de begiver sig mod det ukendte. Kanoen er deres hjem i uendelige uger. Uden land i nærheden er der mangel på mad og drikkevarer. Hvis det ikke regner får de intet vand. Alt hvad de harer nogle kokosnødder og de fisk de kan fange. Det bestod af hajer, for de kommer, hvis man lokker med madding.
Bonno Louis finder hurtigt ud af, at denne gamle kano virkelig er sødygtig. Men han har endnu en oplysning med sig. Den ø han er i færd med at forlade gik i gammel tid under navnet Hiva Oa. Faktisk, ifølge et 300 år gammelt landkort fra en tahitiansk ypperstepræst, blev mange af øerne i området kaldt Hiva, navnet fra Påskeøens beboeres sagn. Det er dér, Marquesas-øerne ligger. En utrolig forbindelse til sagnet.
De havde et slags gammelt søkort, der kaldes ”pindekort”. Det består af tynde kokosblade der er knyttet sammen så de danner et billede af havstrømmene. Små skaller hæftet på kortet viser, hvor der er land. Det er et kort over alle kendte øer. Men kunne de foretage en rejse helt til Påskeøen. Polynesien dækker trods alt en trediedel af jordens overflade. Eksperterne havde hidtil ment at rejsen var umulig på grund af to ting:
På Stillehavet blæser de tropiske vinde i modsat retning fra øst til vest. Det er passatvindende ved ækvator. Men Rolett opdagede, at på særlige tidspunkter af året skifter vindene retning. De tidligere forsker to ikke årstidernes ændringer med i beregningen. De skiftende vinde kaldes vestenvinde, og de er velkendte, som fortidens sejlere ville have haft kendskab til. Disse vestenvinde kom og gik, så polynesierne blot behøvede at vente på dem for at kunne sejle til steder de ellers ikke kunne nå. Dermed kunne Hotu Matuas kano sejle østpå i medvind.
Den anden forhindring: Hvordan navigerede de på et enormt ocean uden kompas eller navigeringsredskaber? Thompson og den polynesiske sejlforening ville bevise at polynesierne i fortiden kunne foretage en sådan rejse. Thompson er mester i navigation. Han blev oplært af en af de få, der kunne navigere efter stjernerne: Mikronesiske Mau Pialug. Han havde lært faget gennem mundtlige fortællinger, der er ført videre fra generation til generation gennem 3000 år. Thompson mener de navigerede ved hjælp af denne gamle lære, hvis overlevelse Mau sørgede for, inden han døde i 2010. Maus død betød, at Thompson nu var en af de sidste navigatører, der kan videregive denne kundskab. Det er ikke nogen akademisk og intellektuel øvelse, fortæller Thompson fra båden.
Under rejsen bliver Thompson foruroliget da han opdager at de er kommet ud af kurs. Når tre stjerner i Skorpionen bliver lodrette bliver Skorpionen retningslinje mod syd, som er retningen mod Tahiti. Turen er en del af en længere rejse som Thompson for nylig foretog. Ved hjælp af den 3000 år gamle teknik ville han forsøge at sejle fra Marquesas-øerne til Påskeøen, kun med gamle navigeringsmetoder og helt uden instrumenter.
Instrumenterne til at navigere dukker op om natten. Ligesom forfædrene har Nainoa, der er med på rejsen, lært et detaljeret stjernekort udenad. Det består af stjerner, der hver nat dukker op fra og synker ned i havet. Punkter på stjernehimlen viser verdenshjørnerne. Aftenhimlen er som en kuppel, der omslutter Jorden. Kuplen drejer rundt om Jorden og sin akse. Kanoen er midt i kuplen, mens stjernerne skifter position. Denne navigation bruger 220 navngivne stjerner, 220 som stiger op i øst og 220 i vest. Han og hans team nåede frem, og hele rejsen tog kun lidt over seks uger. Thompsons rejse var beviset forskerne havde ledt efter, at Hotu Matua meget vel kunne have sejlet fra Hiva til Påskeøen og at hans rejse meget vel kunne have været mere end kun en legende.
Tilbage på Påskeøen fortæller researcher Durita Holm, at de var i stand til at tage blodprøve fra 21 ældre personer. I modsætning til hvad historikere og forskere hævder, mener folket på Påskeøen, at de stammer fra Hiva. Prøverne bliver sendt til et laboratorium i Norge, der bekræfter, at polynesierne kom fra det østlige Polynesien. Det beviser samtidigt for første gang, at Hotu Matua’s folk foretog den lange rejse over havet. To af prøverne havde endnu en interessant overraskelse. Disse to personer har sydamerikansk dna i deres genetiske fortid. Det tyder på at polynesierne rejste til Sydamerika flere hundrede år før Christopher Columbus.
Tilbage på øen finder Barry Rolett endnu et bevis, der peger i samme retning. Den søde kartoffel. I dag findes den i hele Polynesien, men den er ikke en lokal plante. Den er kun en lokal plante i Sydamerika, så den må have været bragt til Polynesien. Sådanne kartofler fra Polynesien er blevet dateret tilbage til år 1000 e.Kr. Man havde ment, at det var sydamerikanere der havde bragt kartoflen til Polynesien, men den nye viden afslører, at det var polynesierne, der havde redskaberne og kundskaben til at foretage lange rejser til havs.
I en tidligere mellem istidsperiode var havniveauet mere end halvfems meter lavere end nuværende, fordi store mængder vand var ophobet i den nordlige is masse. Sydligere fandtes store tundra, hvor der nu er hav. Denne tundra kan have lignet savannen i Afrika noget, så elefanter, som beskrevet i Platons historie om Atlantis kan meget vel have vandret på sådanne tundra. Over 30 forskellige slags kæmpepattedyr, kæmpe grise, kæmpe skildpadder, bævere så store som en bjørn og dovendyr så store som et træ etc., forsvandt sidst i pleistocæn perioden, da klimaet ændrede sig for ca. 13.500 år siden, antageligt på grund af en pludselig kuldeperiode, viser forskning fra den store salpetermine i Rockcastle County, Kentucky, foretaget af Antropologen Kenneth B.Tankersley, der studerer bratte klimaændringer ved at undersøge fossiler, fortælles det i National Geographic.
Med denne lave vandstand, selvom den senere har været mindre end halvfems meter, kan der have været flere øer man ikke har kendskab til i dag. Historien om Noah og syndfloden kunne måske være et eksempel på en af disse øer. Der er tegn på at vandstanden kort efter en sådan nedsmeltning har været højere end i dag, hvilket også ses af de berømte Vedbæk fund, der beskriver en tidligere fjord, hvor fundene blev gjort.
Under en jagt på flintøkser i halvfjerdserne i Nordjylland, blev jeg vist til et område, hvor jeg opdagede en tidligere kystlinje. Det var i et område øst for Try ved Dronningelund. Denne kystlinje lå tilsyneladende et godt stykke over den nuværende. Fra denne kystlinje skråner landskabet nedad mod udsigten til den nuværende kyst, der ligger omkring hundrede til halvanden hundrede meter længere væk. Under antagelsen, at stenaldermenneskene levede ved kysten, begyndte jeg at kigge mig omkring, mens vi stod ved denne tidligere kystlinje, der strakte sig bugtende ud over landskabet nærmest som en lille skrænt. Personen jeg vandrede sammen med på denne tur, stod netop og overvejede hvor vi skulle søge, og jeg kunne gøre ham opmærksom på, at han praktisk taget stod oven på en flinteøkse der lå i den pløjede mark.
Min konklusion var selvfølgelig, at vandstanden på et tidspunkt må have været højere end den nuværende, men senere information fortæller imidlertid om en anden mulighed, at landskabet kan være presset ned af enorme is masser og senere hæver sig når isen forsvinder. Disse kræfter indvirker stadig den dag i dag i Danmark, hvor nogle områder hæver sig, mens andre synker.
Der har tidligere været geologiske undersøgelser der på ud fra af undersøgelse flere steder af lagene i undergrunden bekræftede at der i tidligere tider havde været en sådan stor oversvømmelse. Det rejser nogle spørgsmål. Det er svært at få det til at passe med Biblens dateringer. Fornuften siger at denne oversvømmelse antageligt må have været fra en tidligere periode. Dels fortælles det, at patriarkerne blev ældre end de senere generationer. Nogle mener at der kan være sprunget mindre interessante personer over i beskrivelsen af stamtræet eller at personnavne kan være gået videre fra fader til søn. Et logisk tidspunkt ville være i slutningen af Istiden hvor store ismasser smeltede. Menneskets historie syntes dog ikke at tale for at alle mennesker skulle stamme fra dette tidspunkt. Et andet spørgsmål er om den tidligere undersøgelse dækker et så stort område at man kan garantere at det er en global undersøgelse. Det er trods alt et stort område hvis vi taler om hele Jorden. Nutidens geologiske undersøgelser hælder mere til, at fortællingen om Noahs Ark, er en sen del nedsmeltning, der foregik i Nordamerika, hvor en stor indsø brød igennem en is barriere. Kunne denne enorme strøm af vand have medført lokale oversvømmelser inden vandet når at fordele sig i hele havet? Hvis oversvømmelsen skulle have været større i Mellemøsten ville det kræve ekstrem regn, som det også beskrives i Biblens historie om Syndfloden.
Gilgamesh-eposset, Noahs ark og syndfloden
I 1996 arbejde de to geologer, Bil Ryan og Walter Pitman, ud for kysten i Sortehavet ved Tyrkiet, da de opdagede noget mærkeligt, flere kystlinjer, både halvfems og hundrede meter under vandet, den dybeste, 156 meter nede; kystlinjer som istidens tørre periode havde efterladt som ringe i vandet.
Prøver taget fra havbunden viste en brat forvandling fra ferskvands muslinger, til saltvands muslinger, og kulstof datering viste at dette saltvands hav opstod for 7600 år siden, altså omkring år 5600 f.Kr., ved alle dybder, en oversvømmelse af bibelske proportioner, som det udtrykkes i Viasat Historie dokumentaren, Biblens gåder (4). Denne vandflod menes at være opstået som følge af indlandsisens nedsmeltning i slutningen af sidste istid, hvorved vandet brød igennem ved Bosporus og dannede en kilometer bred åbning, hvor vandet strømmede ind i Sortehavet med 100 km i timen og en vandmasse 20 gange større end Niagara vandfaldet, og menes måske at være oprindelsen til de mesopotamiske legender, Gilgamesh-eposset og til sidst historien om Noahs ark og syndfloden.
Doggerland, Nordens Atlantis
Disse mellemistids perioder med lavere havniveau bekræftes af fiskeres fund, fra bunden af Nordsøen, af mammut stødtænder i deres fiskegarn og mangfoldige arkæologiske fund, blandt andet af knogler fra bisonokser og næsehorn og fund fra stenalder bosættelser der nu ligger under vand, blandt andet de berømte fund fra perioden kendt som mesolitisk tid, Stenalderens Atlantis, set på National Geographic Channel HD, fra 8.000 til 12.000 år siden, den mellemste stenaldertid, et land også kaldet Doggerland efter Doggerbanken.
I hundrede af år har man fundet ur gamle træstubbe i Storbritanniens tidevandsområder fra en skov der strakte sig udover Nordsøen. De kalder det for Noahs skov og mente det var efterladenskaber fra syndfloden. 1913 var geologen Clement Ried den første til at indse dette og forsøgte at tegne et kort over området. Ved hjælp af billeder fra oliefirmaernes seismisk teknologi er det lykkedes arkæologer fra Storbritannien at konvertere disse data til tre dimensionelle billeder af landskaber og palæo floder, altså floder fra for 8.000 år siden. Sænker man vandstanden 90 meter fås et kæmpe landskab der strækker sig mellem Storbritannien og Europa.
Det er næsten umuligt for arkæologerne at udgrave det store område på grund af dybden og det usigtbare farvand, men anden mulighed kommer fra Østersøen i det sydlige Skandinavien, der ligger så tæt på Nordsøen at arkæologerne mener at folkene her, levede på samme måde som i Doggerland. Ifølge udsendesen leder Danmarks førende marine arkæolog Jørgen Dencker udgravningerne af mesolitisk boplads ved Storbæltsbroen ved Tudsehage sammen med et internationalt hold. En paddle, en olielampe af ler, en lille fiskekrog med et stykke snøre og fund af nogle af de ældste tekstilfragmenter af plantefiber der nogensinde er fundet i Europa viser at dette mesolitiske mellemstenalder kystsamfund der var centreret mest omkring fiskeri, var langt mere sofistikerede end man hidtil har antaget. Et af Jørgen Denckers bemærkelsesværdige fund under vandet, hvor de fleste ville have svømmet videre uden at bemærke det, er en kano udhugget af en træstamme, mindre end 2,5 cm tyk i siderne og 2,5 cm i bunden, ved hjælp af økser.
Havniveauet steg en centimeter om året, hvilket ikke lyder af så meget, men var nok til at det kunne mærkes over årtier. Ved smeltningen af de enorme 1,5 km tykke is masser i det skotske højland ved istidens afslutning for 10.000 år siden hævede landskabet sig op grund af is massens tryk på landskabet og samtidig medførte det at områder som Doggerland blev sænket, hvilket bidrog til havets indtrængen på Doggerland. Moderne forskere som Mark Maslin, mener at der indtraf en global oversvømmelse. Det nordamerikanske isdække er smeltet gennem tusinder af år. Men dette smeltevand blev fanget og blokeres ved Hudson bay af en stor isprop og samles i en sø kaldet Lake Aggasiz, dyb og lige så stor som alle Amerikas store søer tilsammen. Søens overflade stiger, indtil for 8500 år siden, hvor den ikke kan stige mere. Pludseligt en dag giver is proppen efter, fordi den smelter og fordi tyngden fra Lake Aggasiz vand knuser den. Man kan forestille sig hvordan millioner af tons vand fosser ud i i Atlanterhavet, med en kraft på 20 gange Nigeria vandfaldet, udtaler Mark Maslin i udsendelsen.
På Shetlandsøerne, Skotland har Geologen Sue Dawson gjort en opdagelse i en kløft dannet af en bæk, der kan forklare Doggerlands endelige skæbne. I kløften, der består af tørv, dannet over tusinder af år, finder hun et kaotisk lag af sand fra havet, med fragmenter af træ og sten, der kræver enorme mængder af energi, et spektakulær fænomen, for at blive flyttet. Ud for Norges kyst opstår der pludseligt et jordskælv for 8.200 år siden, og kontinentalhylden kollapser. Det største jordskælv nogen sinde og udløser en række af tsunamier med en hastighed som et fly og når Norge, Shetlandsøerne og Skotlands fastland og Doggerlands sidste øer der endnu ikke ligger under vand. Tsunamien sammenlignes med tsunamien i Det Indiske Ocean i 2002.
En sådan tidligere lav vandstand kunne også forklare nogle af neandertalernes- og senere menneskets første vandringer fra Afrika, hvor de kunne have vandret eller have rejst fra ø til ø til nye kontinenter, eller i alt fald havde kortere vej over havet end i dag. Disse tundra kan have eksisteret i titusinder af år, og nogle teorier har været fremme om at der kan have været viden fra civilisationer på disse tundra eller øer, der kan være gået tabt da vandstanden efter istiden steg og områderne blev oversvømmet. Sagt på en anden måde, en mulighed kunne være, at noget af denne viden måske kunne være reddet for eftertiden. Jeg ved ikke om det kunne tænkes at fiskebestanden var mere intens i et sådan begrænset hav. Ved at have lettere adgang til føde, kunne de have mere tid til at udvikle deres kunnen.
Overleveringen om Atlantis kunne stamme helt tilbage fra stenalderen. Ægypten har også haft stenaldermennesker, hvilket jeg personligt kan bevidne, da jeg i halvfjerdserne fandt et bearbejdet flinteredskab i området af Luxor. Det kunne i øvrigt være interessant hvis man kunne lokalisere den oldtids by i Egypten, som Platon beskriver at have fået sin viden fra om Atlantis. Jeg har desværre ikke hele myten på tryk, men i historien fortæller Platon kun at hans viden kommer fra byen Seis, som antageligt ikke kan findes på nutidens landkort, men hvem ved, måske ligger der nogle artefakter et sted i Nildeltaet og venter, der viser hvor deres viden kom fra.
Proklos beretter, at Crantor, Platons første fortolker, antog fortællingens historiske troværdighed, og at han støttede sin mening på de egyptiske præsters autoritet, der på hans tid viste de tilrejsende grækere de støtter, på hvilke den skulle være skrevet.
(Disse støtter må nok antages at ligge under andre nuværende bygninger af vigtighed, der måske gør det urealistisk at søge efter disse støtter.)
Azore Plateauet Et meget stort midt-oceaniske plateau også kaldet Delfin Plateauet i Nordatlanten på den midtatlantiske højderyg, der i en dybde af 1600 meter (ca. en mile) er ca 500 X 600 miles i omfang, repræsenterende et samlet areal på 300.000 kvadrat mil.
Om et sådan plateau har eksisteret har været diskuteret af videnskabelige forskere inden for geologi og oceanografi. Den åbenbare sammenhørighed af det geografiske udseende af Euro-Afrikas kystliner med Amerikas, viser at kontinenterne en gang i en fjern fortid, for omkring 200 millioner år siden begyndte at drive fra hinanden. Den midtatlantiske højderyg opstod som følge af vulkansk aktivitet mellem adskillelsen af de to kontinentplader. Azora Plateuet over vandoverfladen, menes af geologer at kunne have eksisteret flere gange i fortiden. Azora Plateauet, altså i teorien Atlantis, menes at kunne være sænket på grund af seismiske forstyrrelser for ca. 10.000 år siden ved slutningen af istiden.
Gamle beretninger om Atlantis Solon havde skrevet et ufuldendt værk, der omhandlede den viden han havde fået fra præsterne i Sais om blandt andet Atlantis. Dette er uddrag af dialog med Sokrates, hvor Timæos fortæller den æld gamle Kritias beretninger om indholdet af Solons værk. Teksten er ændret i lettere grad til mere moderne sprogbrug og navne med græske bogstaver er udeladt.
En stor og beundringsværdig kongemagt, hvor det hedder, at da Guderne delte jorden mellem sig, tilfaldt øen Atlantis Poseidon. Denne Gud medbragte en dødelig kvinde, Kleito, der nedstammede fra de første mennesker, der var født på jorden, avlede fem par tvillinge-sønner. Til enhver af dem gav han en tiendedel af øen, men under den ældstes, Atlas’ overherredømme. Den førstefødte i enhver af disse ti kongedømmer fulgte efter faderen, og Atlas’ efterkommere vedblev at have den højeste magt.
Prokolos taler også om en vis geograf Marcelus, der beretter i sine Ætithiopica, at ifølge de historieskrivere, der taler om øerne i det yderste hav, havde der til deres tid været syv øer, der var Proserpina helligede, og desuden tre andre af overordentlig størrelse, af hvilke den første var helliget til Pluto, den anden til Ammon, og den tredje, der var tusind stadier stor, til Neptun. Beboerne af denne sidste ø havde fra deres forfædre modtaget erindringen om Atlantis, en overordentlig stor ø, der i et langt tidsrum udøvede herredømmet over alle Atlantiske Oceans øer og ligeledes var Neptun helliget.
Skrifterne taler om en stor magt, som Eders stat engang har betvunget, da den fra Atlanterhavet af overmod drog ud mod hele Europa og Asien. Dengang var havet sejlbart udenfor den munding, der i Eders sprog kaldes Herakles’ Støtter, fandtes en ø, der var større end Lybien og Asien tilsammen, og fra hvilken man kunne gå over til de andre øer, ligesom fra disse til det lige over for liggende fastland, hvilket hint virkelige hav omslutter. På denne Atlantiske ø bestod dengang en stor og beundringsværdig kongemagt, der havde den hele ø og mange andre øer og enkelte dele af fastlandet i besiddelse; men desuden herskede den også over det indre af Lybien indtil Egypten og over Europa indtil Tyrrenien.
Den hele magt forenet til én hær forsøgte engang med et felttog at undertvinge Eders og vort land og alt hvad der ligger inden for mundingen. Da var det, Solon, at Eders stats magt på en glimrende måde udmærkede sig fremfor all mennesker ved tapperhed og kraft, – først i spidsen for Hellenerne og siden ved de andres frafald henvist til egne kræfter – gik den de største farer i møde, slog fjenden og oprejste sejrstegn, afværgede trældommen for dem, der endnu ikke var undertvungne, og skænkede os alle, der boede indenfor Herakles’ Støtter, på en ædel modig måde friheden. Men senere var der indtruffet uhyre jordskælv og oversvømmelser, og efter én ulykkelig dag og nat sank alt hvad der hos Eder var våbendygtigt ned i jorden, og den atlantiske ø sank også og forsvandt i havets bølger. Derfor er nu også havet der uvejsomt og uudforskeligt, da sejladsen forhindres ved det meget højt liggende dynd, som øen lod blive tilbage, da den gik under.
(Som det ses af tredie afsnit i denne redegørelse: …’Beboerne af denne sidste ø havde fra deres forfædre modtaget erindringen om Atlantis’, kan Atlantis have været en meget gammel historie. Til trods for at man måske kan være skeptisk med hensyn til den mytologiske del af historien, er der meget der tyder på at der vitterligt har ligget et kontinent ved den midtatlantiske højderyg i en mellemistids periode, mens dele af de geografiske forhold i fortællingen: …’ligesom fra disse til det lige over for liggende fastland, hvilket hint virkelige hav omslutter’… kunne være det, der bekræftes af nutidige geologer, at der havde ligget et smalt vandstræde mellem Atlantis og Amerika i forhistorisk tid).
Geologiske undersøgelser
Prøver fra havområdet foretaget under en ekspedition ledet af Dr. Erwing, tyder på sand, der en gang var strande eller havde ligget tæt på havoverfladen. I 1948, da Dr. Ewing var en af ??de bitre modstandere af Atlantis, sejlede hans ’ Woods Hole Oceanographic’ ekspeditioner op og ned af den midtatlantiske højderyg. Talrige prøver af tremolit asbest blev bragt op. Ewing fremførte denne betydningsfulde kommentar: “Denne sten betragtes generelt som typisk for kontinenter og ikke for havenes bassiner.”
I slutningen af 1800 tallet fandt en norsk nordpol ekspedition ledet af Fridtjof Nansen store mængder af skaldyr og øresten fra havdyr i tilnærmede dybder af ca. 1000-2500 meter, der normalt lever på lavt vand. Der argumenteres i konklusionen for, at sænkningen må være sket meget pludseligt, da dyrene ellers ville have nået at flygte. Tidsrammen af denne sænkning, nogle steder op til 3 km, blev fastslået til at være for mindre end 12.000 år siden. Senere prøver har bekræftet lignende resultater og tilføjet mere viden om dette fænomen, lige som der også er fundet spor efter ferskvand kieselalger og landplanter fra forsteninger langs den midtatlantiske højderyg.På Atlantisquist, hvor der også kan læses mere om Atlantis teorier, vises Azore Plateauet på et kort. Det fortælles af Platon, at der var elleve dages sejlads til Atlantis og at Plato’s Critias omtaler det flade plan i syd og bjergene i nord.
Hvis sænkningen af de sidste øer på Azora Plataeuet tillægges at være omtrentlig samme tidsperiode som Doggerland begyndte at forsvinde omkring 5.500 f.Kr. og det ville tage elleve dages sejlads at nå Atlantis, som det fortælles af Platon, kunne der måske stille et interessant spørgsmål, om de havde avancerede fartøjer til at fragte dem over havet eller kan der have ligget en ø tilbage senere, som normalt refereres som Atlantis. Et andet mere kontroversielt spørgsmål kunne være, om det i virkeligheden var Amerika de kaldte for Atlantis. Det passer måske ikke helt med at der skulle være bjerge i nord og fladt land mod syd, men en sejlbåd sejler måske 12-16 knob. En almindelig fiskerbåd sejler cirka 9 knob i timen. Med 15 knob ville det i nutiden være muligt at nå fra Lisbon i Portugal til Washington i Amerika.
Man antager at atlanterne havde en flåde, så der kan have været skibe på søen da Atlantis gik under. Det ville derfor ikke være så mærkeligt hvis de nåede ind til fastlandet og at man derfor kan se ting der afspejler kulturen fra Atlantis.
Saïs i Nildeltaet
Solon havde skrevet et ufuldendt værk, der omhandlede den viden han havde fået fra præsterne i Sais. Dette er uddrag af dialog med Sokrates, hvor Timæos fortæller den gamle Kritias beretninger om indholdet af Solons værk. Teksten er ændret i lettere grad til mere moderne sprogbrug.
I Egypten, sagde Kritias, på deltaet, omkring hvis spids nilstrømmen deler sig, er der et landskab, der kaldtes det Satitiske, hvori Sais var den største stad, den samme, hvorfra Kong Amasis nedstammede. Indbyggerne udledte dens oprindelse fra en Gudinde, der på egyptisk kaldes Neith, men på græsk, Athene, og de påstod at være gode venner med athenerne og på en hvis måde beslægtet med dem. Derhen fortalte Solon, han var rejst, og var blevet modtaget af dem på en meget ærefuld måde og han havde erfaret sig med deres gamle historie blandt præsterne, der var mest vel bevandret deri.
Neith, den egyptiske Athene, der havde et Tempel i Sais, på hvilket følgende Indskrift fandtes: Jeg er Alt, hvad der har været, hvad der er og hvad der skal blive, og ingen dødelig har endnu opløftet mit slør. Hendes Præster var så berømte, at de videbegærlige grækere droge derhen, for at have omgang med dem. Den egyptiske Kong Amasis, der nedstammede fra Sais var en ven af grækerne.
Phoroneus, en søn af Inachos, var Hersker i Peloponnes, og levede før Deukalions vandflod. Efter Pausanias skal han have været den første, der samlede menneskene i et fælles opholdssted, da de førhen havde levet adspredte, ligesom også ildens opfindelse tillægges ham. Plinius kalder ham Grækenlands første Konge. Pluitarch beretter, at Solon en lang tid levede i en åndelig forbindelse med Psenophis fra Heliopolis og Sonahis fra Sais, der var de mest lærte blandt de egyptiske præster. Proklos siger, at efter egyptiske beretninger, havde Platon omgang i Sais med præsten Pateneit, i Heliopolis med præsten Ochlapi og i Senytos med præsten Ethimon. Han tilføjer, at Pateneit uden tvivl er den præst der omtales i Timæos.
På Visdomsnettet skrives der: Platon levede 427-347 f.Kr. og i Platons to dialoger: Dimarnas Akritias beskriver Atlantis. Platons kilde til Atlantis er Solon. Solon[1] levede 638-558 f.Kr. – altså ca. 200 år før Platon skrev sine dialoger. Solon rejste til Egypten omkring 570 f.Kr., hvor han besøgte det blomstrende centrum, Saïs i Nildeltaet. I templerne hørte han om Atlantis fra præsterne.
Spor efter Atlantis? Kunne Stonehenge med sine indbyggede astronomiske funktioner og lignende cirkler i Europa være en efterligning af indbyggede funktioner fra Atlantis? I så fald skulle man måske så hellere kalde det en genopbygning af de astronomiske kalender funktioner fra Atlantis.
‘Snapshot’ fra udsendelsen “Hvor ligger Atlantis”, fra arkæologisk udgravning i Cancho Roano i Spanien. Symbolet som menes at være symbolet for Atlantis, hvor der står en kriger med noget der ligner et sværd ved siden af og vogter. Cirkler i Europa menes at have nogle astronomiske funktioner i relation til stjernebilleders placering og solhverv. Bygningerne fra Cancho Roano beskrives som værende af ikke lokalt tilsnit, men af en karakter fra syden, og menes at være af Tartesisk kultur.
Stonehenges lighed med symbolet for Atlantis, som vist på billedet, underbygges af at det rent faktisk ser ud til, at der har været krigere der vogtede over Stonehenge. Arkæologer havde fundet skelettet fra en person ved Stonehenge, som menes at have forsøgt at trænge ind på området for at tage et stykke af en blåsten for dets helbredende virkning. De blå sten danner en cirkel placeret inden for den yderste række stensætninger. Der blev fundet pilespidser i skelettet der viser at han var blevet dræbt under forsøget. Ligheden med symbolet virker i alt fald, på mig, umiddelbart slående. Jeg kunne udmærket forestille mig, at det måtte være vigtigt for dem, at bevare Stonehenge, for at holde styr på stjerne og kalenderfunktionerne og at man ville anse det for et sted der kunne forstærke den helbredende virkning fra de blå sten.
Det fortælles i udsendelsen fra Viasat Historie, at kilden til de blå sten findes 250 kilometer vestpå ved Karn Menyn i Preseli Hills i det sydlige Wales, og at man har vidst dette i næsten 90 år. Bakkerne, der indeholder kilder der blev anset for hellige og helbredende, er forbundet med Kelternes mystik. Her findes også en fortidig stencirkel, som menes at være en forløber for Stonehenge. Det fortælles, at arkæologerne ved, at de blå sten kommer herfra. De blå sten vises også, ganske rigtigt, i deres naturlige element i udsendelsen, hvor professorerne Darwill og Wainwright, der har stået for ledelsen af nyeste arkæologiske udgravning i selve cirklen samt relaterede arkæologiske undersøgelser omkring Stonehenge, besøger stedet. Prøve af papir tynde skiver, 30 mikrometer, skåret ud af stenene er, ved hjælp af mikroskop, blevet sammenlignet med de blå sten fra Stonehenge, og viser at krystaller og mineraler i prøverne ser ens ud.
Blåstenene menes at være lagt før de øvrige, og senere om rokeret. Andre arkæologiske fund viser, at der har været astronomiske opmålinger i nærheden ved hjælp af træpæle, så det kunne tænkes at lignende pæl strukturer kunne være en forløber for Stonehenge og at Stonehenge blev opført for at skabe et mere tidsbestandt værk for eftertiden.
Overliggerne som forbinder stensoklerne i Stonehenge, fæstner stensoklerne sammen efter samme princip som legoklodser. Lignende funktion ses fra et græsk helse tempel, som kunne være en videreudvikling af dette legoklods princip. Disse sammenføjninger, her lavet i metal, kunne tænkes at beskytte bygningsværket mod jordrystelser og fordele vægten fra bygningen. Det må antages at dette græske tempel er opført senere end Stonehenge.
R. Cedric Leonard skriver om Puma Punku i Tiahuanaco i Bolivia: Blokkene, hvoraf mange vejer op mod 200 tons, er i nogle tilfælde holdt sammen af store metalliske, I-formet koblinger, snarere end adgangslåse former som på Sacsahuaman eller ved Cuzco. Andre var holdt sammen af sølv nitter. Systemet der bruges her minder om dem der anvendes i de egyptiske ruiner på Elephantine Island på Nilen. De fleste forskere mener, at metallet rent faktisk blev hældt ind i I-formet slots hugget ind i klippen.
Nogle sten fra Puma Punka i Sydamerika, som menes at kunne være fra en ældgammel kultur, viser også en meget sofistikeret bygge teknik med mystisk udhuggede sten, der passer ind i hinanden.
Set på Viasat History i udsendelsen Genier og Geometri – Spor efter vores gådefulde forfædre
En af de mest forbløffende opdagelser af forhistoriske bygningers opmålinger finder man i kultstedet i område i det sydlige England, hvor et stort omfang af korncirkler også optræder.
Placeringen i landskabet af Stonehenge, Avebury og den mystiske høj kaldet Tor ved den lille landsby Glastenbury danner en næsten lige vinklet trekant.
Afstanden mellem centrum af Avebury og centrum af Stonehenge er 27.830 meter. Ækvators omkreds er nøjagtig 40.074.998. Denne omkreds divideret med 27.830 er lig 1.440, som er det samme som 40 gange 60, antallet af minutter på en dag. Det vil sige, afstanden et punkt på ækvator bevæger sig på et minut, er den samme som afstanden mellem Avebury og Stonehenge.
Afstanden mellem Avebury og Glastonbury Tor er 66.792 meter; også en hel brøk af ækvators omkreds. Denne omkreds 40.074.998 divideret med 66.792 er lig med 600. Oldtidens grækere havde en måleenhed kaldet stadion som var 5 x 12 x 10 = 600 fod.
Paul Devereux har forsket i forsvundne civilisationer i 40 år. I bøger og forelæsninger søger han efter videnskabelige forklaringer. Han udtaler, at han mener at oldtidens folk nok vidste at jorden var rund.
Avebury er stedet for et massivt forhistorisk monument af ubegribeligt stort omfang fra den megalitiske kulturs højdepunkt. Jorden der blev flyttet derfra ved opførelsen for 4.500 år siden ville fylde 20.000 moderne lastbiler. Den nøjagtige grad for midterlinjen, der løber igennem er 51.42857 grader. Gang det med 7, og du får antal grader i en cirkel: 360. Inden for global geometri betyder det, at den korteste afstand til ækvator fra Avebury er en syvendedel af jordens omkreds ved polerne. Dette passer kun med at polerne er flade, men svaret er nøjagtigt, hvilket kan verificeres af alle med Google Earth. Udsendelsen er lavet i samarbejde med: www.Genie – Geometrie.com
Mere om Stonehenge
Over 2.000 tons sten blev brugt til at opføre dette monoment af megalistiske sten fra den neolitiske periode. Megalitiske betyder blot store sten og beskriver en periode, mens den neolitisk i mere generel betydning er år 5000-1000 før vor tidsregning. Stenene er føjet med en tap teknik som legoklodser. De største sten vejer 50 tons og er syv meter høje. Det betyder at op til syv tons tunge sten blev løftet syv meter op for at danne overliggere. Det krævede ikke alene dygtige stenhuggere, men dygtige stilladsarbejdere og transport logistikere var også vigtige. Der er ikke fundet spor i landskabet efter transport af de tunge sten.
Engelske geometriker John Martineau, der fra studietiden af blev fascineret af oldtidens hellige geometri, påviser at der er 29,5 sten i den ydre cirkel, som er dage mellem fuldmåne. I midten er en cirkel med 19 sten, som er Metons cyklus. Det tager 19 år, før Månen er tilbage i samme cyklus. Hvis man på en bestemt dag har fuldmåne, sker dette igen på samme dag efter 19 år. Han udtaler også at jo længere man går tilbage jo mere sofistikeret bliver bygningsværkernes geometri, hvorefter det går tilbage og bliver mere simpelt. Den neolitiske kultur ser ud til at opstå ud af ingenting, hvilket endnu ikke er blevet forklaret. De var dygtige landmålere og deres enheder var tilknyttet jordens størrelse.
Fra udsendelsen Universets hemmeligheder på National Geographic:
Stonehenge
En matematiker har fundet ud af, at hver koncentriske cirkel svarer til en af planeterne og danner en model af solsystemet.
Det siges i denne ellers bemærkelsesværdige udsendelse, at myter i forbindelse med opførsel af Stonehenge fortæller om sten der svævede, men dette har jeg ikke kunnet bekræfte ved søgning på internettet. Der kan muligvis være opstået en misforståelse, på grund af at der har været teorier fremme om at stenene, i dette tilfælde refereres der til de blå sten, blev fragtet på vandet, hvorefter det kunne tænkes, at misforståelsen omhandler at ordet ‘flyde’ og ordet ‘svæve’ er blevet forvekslet.
Eratosthenes
Grækerne vidste noget, Columbus skal have opdaget: At Jorden var rund og kendte omkredsen og diameteren. For 2500 år siden tog den græske matematiker Eratosthenes et par pinde og brugte dem til at opdage dette, fortæller David J. Helfand, Quest University Canada. Han satte en pind i jorden i Syene, syd i Egypten, hvor Aswandæmningen er i dag. Ved sommersolhverv havde den ikke skygge, da solen stod lige over den. Samme dag i hjembyen, Alexandria, ville pinde have en lang skygge. Havde jorden været flad, ville alle have ens længde skygger. Ved at måle skyggens længde kunne han beregne vinklen. Forskellen mellem de to vinkler udgjorde en 50.-del af en hel cirkel. Ved at kende afstanden mellem byerne og gange denne afstand med 50, beregnede han Jordens omkreds til at være 39.690 km. Den faktiske omkreds er på 40.074 km, så han viste omkredsen inden for nogle procent af det korrekte mål
Cheops pyramiden
Væggene (nederst) har en omkreds på 36.524 tommer. Sæt et decimalkomma ind, så får man årets nøjagtige længde, 365,24 dage. Del omkredsen med to gange højden, så får man en af de vigtigste konstanter: Pi med 6 decimaler, 3,141592. Pi er forholdet mellem cirklens omkreds og diameter. Det er en vigtig nøgle til forståelse af universet: Eisenbergs usikkerhedsprincip, Den generelle relativitetsteori og Kepplers love for planeternes bevægelser er alle baseret på Pi. Pi blev desuden ikke officielt opdaget før 2000 år efter pyramiderne blev rejst.
Researchere har fundet bemærkelsesværdige ligheder med de store pyramider i Egypten og sol- og månepyramiden i Teotihuacan i Mexico og har fundet ud af at den samme matematik er inkorporeret i pyramiden i Giza platoet, som pyramiderne i Teotihuacan. De har næsten den samme omkreds, 750 kvadratfod (eng. Square feet). Giza pyramidens base perimeter bruger 2 gange PI, mens Solpyramidens bruger base perimeter 4 gange PI. Solpyramiden er nøjagtig halvt så høj som pyramiden i Giza. Formationen af toppen på sol- og månepyramiderne inklusiv positionen af det lille tempel i Teotihucan og toppen på pyramiderne i Giza komplekset, er koordineret efter tre stjerners placering i Orion bæltet. En skakt i Cheops Pyramiden peger i retning af Orion bæltet. (Information fra History videoen, UFO Technologies part 1 og Wikipedia o.a.).
Mere om Teotihucan
Pyramiderne i Teotihuacan er en del af et større kompleks etableret omkring år 300-100 f.Kr., som Azteker indianere senere opdagede omkring år 1500. Det menes at have bestået til omkring det syvende til ottende århundrede. Det var en af de største civilisationer i den antikke verden, med en population på over 150.000 beboelser. Det vides ikke med sikkerhed hvem der byggede denne by med rødmalede pyramider og bebyggelse. Aztekerne kaldte stedet for Teotihucan, Gudernes Fødested. (Information fra History video, UFO Technologies part 1 og Wikipedia o.a.).
Epilog
Et akademi fra oldtiden
En teori fremsat af Hans Goedicke, som siges hidtil ikke have vundet meget tilslutning, fremlægges på Ancient-Wisdom.co.uk, nemlig at hvis man forbinder hjørnerne på pyramiderne i Giza plateauet med en lige linje, vil denne linje pege i retning af Heliopolis.Det virker imidlertid noget uomtvisteligt, da man formodenltig selv kan efterprøve teorien.
Den antikke by Heliopolis, byen ‘On’ i Bibelen, var hovedbyen i Egyptens 13. nome (Disse nomer var gamle administrative grænser med rødder der spores helt tilbage til foreningen ved Menes ca. 3,100 f.Kr.). I egyptisk mytologi var dens navn Lunu, som betyder ‘søjle’ og det mentes at være placeringen af ??’skabelsens høj ‘fra hvilken verden opstod fra vandene.
Herodotus erklærede, at præsterne i Heliopolis var de bedst informerede i forbindelse med historien om alle egypterne. Heliopolis blomstrede som sæde for læring i den græske periode, skolerne i filosofi og astronomi hævdes at være blevet besøgt af Orpheus, Homer, Pythagoras, Platon, Solon, og andre græske filosoffer, fortæller websiden.
Sahara, med dens skiftende klima, ses af klippemalerier at have været hjemsted for mange kulturer fra yngre stenalder og frem. Wallis Budge, Wilkinson, McKenna og Lhote som studerede malerier Tassili n’Ajjer og andre regioner i Nordafrika kom alle til lignende konklusioner, at de mennesker, der skabte de forhistoriske klippemalerier i Sahara, det sydlige Egypten og langs Det Røde Hav alle kom fra det samme semi-nomadefolk, som kan have haft deres oprindelse i Etiopien. Disse mennesker spredte deres shamanistiske religion (vises i kunst motiver ridset i sten) til de prædynastitiske egyptiske folk (før 3100 f.Kr.). Nogle lignende scener og motiver (solskiven mellem kvæghorn, mænd med dyremasker eller hovedbeklædninger, og jæger-Gud) fundet i Algeriet og Libiens klippe kunst er senere set på templer og monumenter i Egypten.
Bubalus helleristninger: store vilde dyr som Buffalo, elefanter, næsehorn, 9.000 til 6.000 f.Kr. I perioden fra 10.000 til 6000 f.Kr. var Nildalen ubeboelig med enorme oversvømmelser fra gletscher afstrømning i Blå og Hvid Nil fra Etiopien. Fra omkring 10.000 f.Kr., blev alle bosættelser i Nildalen udslettet af oversvømmelser. Da nedsmeltning begyndte at bremse, flyttede folk fra Sahara tilbage i Nildalen.
Rundhovede folk i helleristninger: omkring 6000 til 4000 f.Kr., er mennesker afbildet med afrundede hoveder og har et temmeligt udenjordisk udseende over sig.
Kvæghyrde helleristninger: 4.500 til 2.500 f.Kr.
Hest og hestevogne klippe kunst: fra 1200 f.Kr.
Camel helleristninger: fra 500 f.Kr., undertiden suppleret af tuaregernes tifnar skript
På en næsten to timer lang YouTube video The Code af Carl Munck fra websiden Pyramidematrix påvises det, at oldtidens civilationer havde kendskab til kompleks matematik. Denne matematik tyder på at have været udbredt mere globalt. Matematikeren Carl Munck påviser, at pyramidernes udformning havde udgangspunkt i matematiske konstanter og hvordan meridian konstanten indgår i megalitiske monumenter fra oldtiden.
For at kunne læse matrixen må den nuværende Primær Meridian ændres tilbage til tidspunktet for Giza Pyramiden. I dag findes den på 31 grader, 08 minutter og 00.8 sekunder øst for vores moderne Greenwich Prime Meridian, skrives der på YouTube.
Et matematisk regnestykke, der viser højden på den store pyramide i Giza i engelske feet. Carl Munck påviser, at fod ikke som man måske skulle tro, er en cirka længde på fødder, men når frem til længden på fod ved at sammenholde konstanter i matematisk formel, konstanter som blev brugt, blandt andet i Stonehenge. (Billede: Snapshot fra YouTube)
De matematiske påvisninger tyder på at hele pyramide komplekset i Giza ikke er tilfældig, hvor den ene farao skulle overgå den anden, men måske nærmere opførsel af pyramider efter en større plan, hvor hele kompleksets opstilling indgår i et matematisk mønster, som det også ses fra Teotihuacan.
Carl Munck mener ikke at pyramidernes hovedformål er at fungere som gravkamre, men at de snarer er monumenter over viden. Han påpeger, at der ikke er fundet mumier i en eneste pyramide og siger, at denne viden er den sande matematik, som vil overleve alt andet der forgår.
I nummer tre fortsættelse af videoen The Code, påviser Carl Munck, at den geografiske placering af en lang række amerikanske pyramider og monumenter i grader, kan aflæses af disse bygningers konstruktioner, for eksempel antal af nivauer i trinpyramider, antal af flader eller længden og formen i jordhøjde. Ved hjælp af omregning til grader, finder han den helt nøjagtige geografiske placering for hvert bygningsværk. I følge Carl Munck, betegnes disse placeringer som antal grader ‘vest for Giza pyramiden’, hvilket, hvis jeg har forstået det rigtigt, indikerer, at arkitekterne der stod for disse bygningsværker, havde et nøje kendskab til Giza pyramidens placering og at der må have været en forbindelse mellem disse bygherrer og egypterne og Giza pyramiden.
Men hvad var det, der var så interessant ved Den Store Pyramides placering, at alle disse bygningsværkers matematiske proportioner skulle pege på netop Den Store Pyramides beliggenhed?
I en anden YouTube video vises det ved hjælp af Google Earth, at dens beliggenhed…
Snapshot fra videoen 08 The Great Pyramid – Secrets in Plain Sight
utroligt nok indeholder længdegraden 29,9792458, som består af nøjagtig samme tal som lysets hastighed, 299,792,458 m/sec.
Hvis denne overensstemmelse mellem tallene ikke blot er en tilfældighed, må metermåling og inddelingen af sekunder være koordineret i en dybere forståelse for at kunne indkode lysets hastighed, fremføres det.
Det foreslåes som en del af forklaringen, at meter måleenheden oprindeligt var designet til at resonere med solen, fremgår det af videoen, hvor nogle sammenhænge mellem Solen, Jordens og Månens proportioner påvises.
I en anden YouTube video, Afsløring af pyramider, fortæller en researcher der ønsker at være anonym, at der ikke langt fra Giza, ved foden af den røde pyramide tilegnet Snefru, Cheops fader, stod et mindre monoment, en pyramide, som har en højde på nøjagtigt en meter. Det foreslåes i videoen, at det måske kunne være den manglende top på Cheops Pyramiden. Videoen viser et klip taget i 2004. Klip fra 2008 viser, at denne pyramidemodel var blevet ændret, fortælles det i videoen, så det vides ikke om den stadig overholder de oprindelige mål.
En anden opdagelse forklares i videoen. Den anonyme researcher tegner to cirkler på en tegning af pyramidens grundflade. Den ene er den ydre cirkel, som skærer punkterne i pyramidens hjørner. Den anden er den indre cirkel, der skærer siderne i pyramiden. Ved at trække den indre cirkels længde fra den ydre cirkels længde, når han frem til et tal der svarer til lysets hastighed. Så kan man jo fundere over om dette skyldes at målene går op i en højere enhed eller lysets hastighed er indbygget i pyramidens mål. Franske Jean-Louis Basdevant, fysiker og professor på Polytechnic School bekræfter metoden og resultatet af kalkuleringen.
Epilog Det beviser måske ikke noget, men kunne tyde på, at pyramidens oprindelige geografiske placering måske ikke var helt tilfældig og hvis overensstemmelsen mellem længdegradden og lysets hastighed ikke er tilfældig kan stedets geografiske placering måske have haft en betydning for eksempel i relation til astronomiske observationer der går op i en højere enhed. Placeringen kunne måske knyttes til den berømte pyramide formede Ben Ben sten, som myterne siger var det første land der rejste sig fra havet og hvor phønix fuglen landede. Ifølge legenden skulle pharaoen stige op fra pyramidens top som en phønix fugl. Den skulle angiveligt have været pyramideformet og have spillet en rolle i udformningen af pyramiden. Det siges at den oprindelige Ben Ben sten forsvandt, og den der findes nu, som kan ses på det Egyptiske Museum i Cairo og på billeder skulle derved være en efterligning. En teori kunne være, at systemet med opdeling af kloden i længde og breddegrader kunne stamme fra Heliopolis, hvor pyramidens placering oprindeligt var udgangspunktet nul.
I YouTube videoen Surprising Discoveries med Jonathan Gray fortælles der, at Cheops Pyramidens placering er nøjagtig i midten af landmasserne. Hvis man tegner to lige linjer fra pyramidens placering i retningerne med breddegradden og længdegradden på et landkort, skulle disse fire indelinger indeholde nøjagtigt lige mange kvadratkilometer landmasse.
På internettet skriver nogen, at den oprindelige placering skulle være i Heliopolis, men ud fra disse observationer, at en lang række oldtidsbygninger har indbyggede matematiske funktioner, der peger på Cheops Pyramidens placering, virker det mere logisk at placeringen var stedet hvor Cheops Pyramiden ligger. Skal vi tro på, at klodens første land dukkede op af oceanet her, eller er det blot et legende eller kan der være legender med symbolisme blandet med skarp videnskab. Det kunne måske ikke være helt utænkeligt. At længdegradden indeholder samme tal som lysets hastighedet, skal jeg ikke kunne sige om er noget de derved har fået i tilgift, men det kunne tyde på, at det må have været nogle meget indsigtfulde personer og noget meget indsigtsfuldt, der ligger til grund for bygningen af pyramiden, så man skulle måske lade det gå videre til yderligere fremtidige overvejelser.
Video fra YouTube af Brien Foerster som ses i posten Machu Picchu, viser en byggestil fra fortiden med irregulære sten, som også forbindes med inkaerne. Det er en gåde, hvem de første tilkommere var, men senere har inkaerne bygget oven på disse sofistikerede bearbejdede sten fra Machu Picchu i Cusco i Peru. (Se eventuelt posten: Machu Picchu, med video om stenene)
Det viser sig, at der er nogle ledetråde i spørgsmålet om hvem de første tilkommere var, som havde lagt disse kæmpesten der dannede murene i disse bygningsværker. Lignende sten ses i tempelbygning i Egypten fortælles det i YouTube videoen The Revelation of the Pyramids, som er nærmere beskrevet længere nede på denne side. Denne byggeform med irregulære sten ses også i Nazca, hvor de berømte Nazcalinjer findes samt i Ollantaytambo og ligeledes i Saqsayhuaman, alle i Peru, men også Påskeøen viser sig overraskende at have et fundament med denne byggestil.
I nogle af bygningskomplekserne viser det sig imidlertid at de samme irregulære stenformer er symetriske på modstående murer, så det er altså ikke altid, at det er fordi at stenene er udformet på den nemmeste måde, tilfældigt alt efter stenens oprindelige form.
Machu Picchu/Giza
Giza
Nasca
Ollantaytambo
Saqsayhuaman
Påskeøen
(Snapshot fra video The Revelation of the Pyramids)
På Påskeøen er der et fundament der er bygget i samme stil, med irregulære byggesten, den ældste bebyggelse på øen. Det var beregnet til at bære nogle af de karakteristiske kæmpe figurer der findes på øen. Denne enestående opdagelse giver nogle helt nye perspektiver til Påskeøens historie. Påskeøen ligger på en lige linje i forlængelse af Nasca i Sydamerika og Giza i Egypten og danner en vinkel på nøjagtig 30 grader i forhold til ækvator, så Påskeøen som mellemstation er måske ikke helt tilfældig. Fortsætter man med at tegne denne linje hele vejen rundt om kloden, viser det sig at der på denne rute ligger et væld af oltidsbygningsværker som menes at ligge på hellige steder. Det fremgår af videoen, at centrum på kloden for denne cirkel er magnetfeltets nordpol. Det siges godt nok, at denne nordpol over tid ændrer position, men hvis magnetfeltets nordpol er omkring centrum for denne cirklen, rokker det måske ikke væsentlig ved påstanden.
I teorier tales om en global pyramidekultur der involverede hvad vi i dag kalder kinesere, som i Kina faktisk har flere pyramider, hvoraf én af dem er mere end dobbelt så høj som Cheops Pyramiden. De skulle have slået sig sammen med nubierne og måske dermed Egypten, hvor deres oltids akademi i følge teorien blev centrum for en sådan kultur, men det kan måske have været en bredere sammensætning af asiatere, i dette tilfælde Påskeøens beboere som menes at være af polynesisk herkomst og ikke kun kinesere i denne sammenslutning.
Ud fra denne teori, menes bygningsværker som dem med irregulære sten, at være en overlevering fra en lære fra et sådan akademi. En mulighed kunne være, at disse polinesere var ankommet sammen med eller havde fået besøg af egyptere eller nubier og havde lært teknikken omkring bygning med megalitiske sten eller disse besøgende havde måske selv opført monumentet og var rejst videre. Påskeøens indbyggere kunne have lært om geometrien bag, for eksempel at centrere ansigtstrækkene på figurerne, der kunne være indledningen til denne tradition med at lave kæmpestatuer af deres høvdinge. (Læs eventuelt posten: En historie om Olmecerne)
De irregulære sten, der passer sammen som klodser i et puslespil, passer så godt sammen at der ofte ikke er plads til et tyndt papir mellem sammenføjningerne. For at kunne tilpasse stenene må de næsten have haft mulighed for at kunne lave nogle meget præcise skabeloner af formerne på de underliggende sten, de skulle passe ned i. Denne byggestil med irregulære sten fortælles at have haft til formål at sikre fæstningsværkerne mod at falde fra hinanden ved jordskælv.
Det er tænkeligt at en byggeteknisk lære kunne stamme fra et akademi fra en tidligere global kultur, men det er nærliggende at antage, at Egypten blev central for denne kultur, hvis overleveringer har spillet en central rolle for disse bygherrer. Det kunne tænkes at det var de kommende shamaner, kongelige og promenente familiemedlemmer der blev sendt til dette oldtids akademi, som ifølge teorien var lokaliseret i Sais i Egypten. Læremestrene i Sais kan have været en speciel etnisk gruppe, der for eksempel i forhold til befolkningen i Egypten også kan have haft deres eget oprindelige sprog.
Hvor langt tilbage i tiden et sådan akademi har eksisteret er et godt spørgsmål. Kunne shamaner virkeligt have foretaget lange farefulde rejser helt tilbage fra før bronzealderen, for at nå dette præhistoriske akademi og hvad kunne de have lært om. Astronomiske observationer kunne allerede den gang have været langt fremme, så det ville være nærliggende, at stjernerne var et af emnerne. Det er måske sådanne lærde vi i dag kan takke for at have stjernebilleder og navne på stjernerne.
For at kunne opføre større bygningsværker, må det også have været nødvendigt, at de enkelte arbejdere havde viden om teknik og matematik til at forme stenene og en mere generel geometrisk viden for at få den overordnede arkitektur til at gå op i en højere enhed. Det er nærliggende at antage, at de oprindelige geniale træk i denne lære kom fra folket med de forlængede kranier også kaldet coneheads, som ifølge teorien skulle være læremestrene.
At disse coneheads dem selv, havde en mere sofistikeret forarbejdning af sten, som dem i Puma Punku, skulle så give mere mening. Hvis disse folk med forlængede kranier antages at have været en etnisk gruppe i overensstemmelse med de slægtsbånd, som Platon giver udtryk for i sin fortælling om Atlantis angående Solon og præsterne fra Sais, ville det bekræfte den kulturelle overensstemmelse af myter, der kan aflæses af Pumu Punku og græske myter om en havgud, Poseidon og de ville måske ikke være tilbøjelige til foreksempel at skrive hieroglyffer, der er baseret på lydene i det egyptiske sprog.
Delfi.
(Snapshot fra History TV-udsendelsen Stemmerne fra Delfi)
De ældste fund fra Delfi i Grækenland stammer fra den mykenske periode (ca. 1300-1000 f.Kr.), da beboerne tilbad en kvindelig guddom. I den geometriske periode (ca. 1000-700 f.Kr.) blev helligdommen overtaget af Apollon; den blev styret af amfiktyonerne, som var et forbund af nabobyer.
Nogle mener godt nok at de har siddet og tilpasset hver sten, men jeg mener det ville være for svært. De havde været nød til at sænke stenen op og ned for at teste tilpasningen, hvilket ville kræve et hejseværk mens der stadig var reb omkring stenen. Stenene skulle også være tilpasset de tilstødene stens indvendige sider. Jeg mener det, i hvert fald i nogle af de mere krævende eksempler må have haft en teknik af en slags. Et eksempel kunne være brug af skabelon, men det er lidt svært at forestille lavet i primitive materialer. En mulighed der faldt mig ind var, at det måske kunne lade sig gøre ved hjælp af måleinstrumenter i stil med dem der bruges af skulptører når de for eksempel overfører hovedformens mål fra en person der står model til hovedformen på en byste – et slags udvidet jomfrupasser system. Der findes faktisk nogle avancerede indretninger, der kan transformere målene, som bruges i tilfælde hvor en statue skal forstørres. De kunne selvfølgelig ikke have brugt samme instrument, men de kunne måske have brugt et lignende princip der kunne transformere de indre mål hvor stenen skulle placeres over på de ydre mål på selve stenen der var under bearbejdning. Det ville være muligt hvis de havde nogle meget præcise målenheder og instrumentet kunne have været fremstillet i træ. Indretningen kunne være en type med et grundprincip hvor den præcise midte af en lægte danner en akse der kan drejes både vertikalt og horisontalt. Dermed ville stenhuggeren til en hver tid kunne kontrollere et hvilket som helst punk på fladen som var under bearbejdningen uden at behøve at flytte sig. Hvis formen skulle tilpasses stenene nedenunder, der danner bunden ville det blive mere kompliceret og skulle kunne overføre den samme vinkel som lægten med akse til en anden modsat rettet lægte. Jeg har ikke lige kunnet regne ud hvordan det kan lade sig gøre. Det er usikkert om det ville fungere effektivt nok, hvis de ikke havde et instrument med tandhjul. En mulighed blev nævnt i en udsendelse, at de brugte en skabelon i form af mudder, formodentlig lerholdigt mudder. Derved kunne de nøjes med at lave en afstøbning af, i dette tilfælde bunden som efter at være placeret lodret kunne kopieres med det samme instrument som siderne, en lægte med en midterakse der kan bevæges både horisontalt og vertikalt placeret på en skinne der kan bevæges langs objektet der skulle kopieres. Et spørgsmål der rejser sig er om en sådan mudder skabelon ikke ville krympe en lille smule når den tørre. Vi taler immervæk om sten der ofte er lagt så præcis at der ikke kan kommes et barberblad imellem. Et meget godt spørgsmål er om de virkeligt på den tid kunne fremstille så præcise instrumenter i træ. En skinne-indretning kan konstrueres af flere lægter der er limet sammen frem for at indgravere fordybningen i et bræt hvor skinnen skal løbe. Man mener at egypterne under bygningen af den store pyramide brugte en trekantet indretning lavet i træ til at gøre overfladen på stenene vandret. På toppen af denne trekant var fæstnet et lod i en snor. Når snoren var centreret havde de opnået en jævn vandret flade. Det er måske ikke helt så krævende at lave som det der skulle bruges ved tilpasningen af irregulære sten, men det må immervæk alligevel have krævet træarbejde med stor præcision. Det siges at de var dygtige træarbejdere allerede da den første konge ankom og inden pyramiderne blev bygget.
Hvis det er rigtigt kunne man forestille sig, at repræsentanter for akademiet rejste rundt og solgte sådanne indretninger som man også ser det af Stjerneuret fra Antikythera, som dog er af langt senere dato eller måske var det kun den tekniske viden til fremstillingen levede af at sælge. Det må i så fald have været nogle meget avancerede instrumenter og begejstringen og nysgerigheden efter at tillægge sig denne viden kan have været drivkraften til at udleve det ved at udføre eller afprøve denne teknik. De kunne også have fået en teknik til at centrere de store skulpturer der er karakteristiske for Påskeøen. I modsætning til Påskeøen hvor det ser ud til at fr underliggende sten har et plant grundlag har stenene fra Delfi et underlag med varierede hældninger. Så kan man jo spekulere på om et sådan instrument kunne være brugt i Delfi sammenhængen også.
Epilog Hvor kloge disse lærde keglehoveder var, er noget der måske kunne diskuteres. Der er til stadighed dukket mysterier op fra fortiden, der kunne tyde på at de var meget kloge, men mange tillægger sådanne mysterier viden der kommer fra rumvæsner der havde besøgt jorden en gang i fortiden.
En hjerne der for eksempel er dobbelt så stor som det moderne menneskes, er måske ikke blot dobbelt så stor en intelligens. Hjernen bruges til forskellige andre base funktioner som styring af hjerte og åndedræt og styring af bevægelser og refleksrelaterede formål, mens en ekstra kapacitet hos disse lærde folk med de forlængede kranier teoretisk set udelukkende kunne tilegnes og koncentreres om videnskabelige færdigheder.
Men er det meget mærkværdigt, at der kunne have været nogle grupperinger der var længere fremme teknologisk. Måske ikke. Nu om dage har vi også områder der er langt fremme i forhold til samfundet, foreksempel rumforskning og samtidig har vi indtil for nylig haft stammer der levede og stort set endnu i i dag lever i junglen som de har gjort siden stenalderen. De bygningsværker som folket med de forlængede kranier så, da de ankom til Sydamerika, for eksempel i Machu Picchu kan have været noget velkendt – resultatet af deres egne forfædres lære. (Se eventuelt posten: Inka Coneheads)
Et kritisk syn på påstanden om at der var en sammenhæng med byggestilen i Giza, kunne være at videoens påstand er for utilstrækkelig til at bevise at det skulle have rødder i samme byggestil. I stilen i Giza er stenens overflade mere glat, mens stilen fra inkariget har synlige flader, der er mere uforabejdede runde, en stil som jeg ikke mener at have set i præcist samme udseende fra Egypten. I Machu Picchu findes mere ekstreme eksempler på den irregulære byggestil. Et eksempel er en sten med otte kanter, som findes i en mur.
Forord Det er ofte sagt, at Biblens historier blev overført mundtligt fra generation til generation, og først blev skrevet ned i tekst omkring år 300 før vores tidsregning. Dette kunne måske passe på de første historier om Adam og Eva, Kain og Abel og Noahs Ark, men gjaldt dette også for Biblens senere historier? Med den mangfoldighed af navne og detaljer historierne indeholder, må personerne der overleverede dem, have haft en usædvanlig god hukommelse, hvis det ikke var nedfældet i skrift. Jeg drister mig til at påstå at de ikke havde kunnet overføre historierne mundtligt, med indhold af så mange detaljer, men at Biblen må have været skrevet ned tidligere. Det siges på YouTube videoen: And The Sea Will Tell: Archaeological proof of Moses crossing The Red Sea, af små 54 minutters varighed, at der fandtes et andet skriftsprog ud over hieroglyffer i Egypten. Et bud kunne være, at det var skrevet på mere forgængelige materialer som palmeblade. Ud fra en sådan teori kunne det tidligere nedskrevne have været nedfældet for eftertiden senere på et mere bastant materiale. Men hvad siger forskningen om dateringen for nedskrivning af Biblen. Forskerne har været skeptisk med hensyn til historiens rigtighed på grund af manglende arkæologiske ledetråde. Men hvilke arkæologiske opdateringer findes omkring Biblens historie om Exodus?
Hvornår blev Biblen skrevet
Det tidligste kendte fund af forløberen til det hebraiske alfabet ridset ind i en sten er dateret til omkring år 1000 f.Kr.
Hvem skrev Biblen
Og Herren sagde til Moses: ”Skriv disse ord op, thi på grundlag af disse ord slutter jeg pagt med dig og Israel. Anden Mosebog 34:27.
Traditionelt siger man, at Moses skrev de første fem bøger i Bibelen. Genesis, skabelsesberetningen. Exodus, befrielsen fra slaveriet til det forjættede land. Leviticus, Numeri og Deuteronomium, love om moral og livsførelse. De læses fortsat og udgør Toraen. De kaldes for de fem Mosebøger. Men i Toraens sidste bog, Deuteronomium, beskrives Moses’ død og begravelse. Synspunktet at Moses ikke kunne have skrevet det hele eftersom han var død, har været fremlagt.
Hvis man graver dybere ned i teksten, er der flere afvigelser. Hvor mange af hver dyreart skulle Noa tage med i arken? Ifølge en tekst er det to af hver dyreart. En anden tekst siger syv par af de rene dyr og to af de urene dyr. Et kapitel hævder, at syndfloden varede 40 dage og 40 nætter, men i det næste står der 150 dage. For at se, om vandet er sunket, sender Noa en due ud. Men i den foregående sætning sender han en ravn ud. To versioner af syndflodsberetningen er flettet sammen. Mange lignende afvigelser tyder på, at Bibelen har mere end en forfatter. I Bibelens fem første bøger, har forskere identificeret mindst fire grupper af skrivere fra en periode på flere hundrede år. Denne teori kaldes ”firekildehypotesen”.
Datering af indvandringen i Egypten
Den jødiske historiker Josefus, der levede på Kristi tid skrev Jødernes oldtid, Den jødiske krig, og Mod Apion. (The Antiquity of the Jews, The Jewish War, and Against Apion) i sin bog, I Jødernes Oldtid fortolker Josephus teksten for Exodus (Anden Mosebog) kap. 12 vers 40, som siger en periode på 430 år, der starter med Abrahams indgang ind i Kanaan, og slutter i Exodus. Ankomsten til Egypten lå 215 år, før udvandringen, der ville være omkring 1767 f.Kr.. Dette tidspunkt er tæt på begyndelsen af den anden mellemliggende periode i Egypten hvor strømmen af Hyksos steg. Hyksos betyder hyrder og menes at referere til Israels børn. Disse Hyksos blev betragtet som fremmede herskere i nedre Egypten. Deres hovedstad var Avaris som senere blev navngivet Pi-Ramses.
Spor efter israelitterne i Egypten
Biblen refererer til to byer som israelerne blev beordret at bygge, Pithom og Ramses. Biblen omtaler bygningen af de to byer i Exodus (Anden Mosebog) kap. 1 vers 11. Egyptiske dokumenter bekræfter at en by, Pi-Ramses blev bygget i det østlige nil-delta under Farao Ramses II. Denne farao også kaldet Farao Den Store regerede i tres år omkring 1250 f.Kr. og havde hundrede børn. De gamle dokumenter giver en detaljeret beskrivelse af denne hovedstad, Pi-Ramses og Ramses II feltog i Syrien og Palæstina.
I området hvor Pi-Ramses angiveligt skulle have ligget, er der imidlertid kun gjort meget få fund. Der er der kendskab til rester i form af kæmpe fødder fra noget der engang må have været del af en kæmpe sten statue, viser videoen.
I 20.erne undersøgte den Franske ægytololog Pierre Montet i 20.erne et område kaldet Tanis, som ligger nogle kilometer syd for det første sted man havde antaget måtte være stedet hvor Pi-Ramses måtte have ligget, fortælles der i Viasat History udsendelsen Lost Cities of the Ancients The Vanished Capital of the Pharaoh.
Men der var noget galt med Pi-Ramses i Tanis. Stenene lå ikke som de skulle og mystiske fund andre steder dukkede op, som tydede på at Pi_Ramses havde ligget et andet sted, men dette ville Montet ikke erkende. Montet der døde i 1966 var støt på et mysterium, det tog 60 år at løse. Samme år startede Professor
Manfred Bietak, Vienna Institute of Archaeological Sciences, en ekspedition for at løse mysteriet.
Han ville undersøge sporene fra nilgrenene på tiden for Pi-Ramses. Nilgrne fører sand med sig , der bygges op og til sidst blokerer nilgrenen. Ud fra kort med højdekurver konstruerede han et kort med nilarmene. Beitak daterede nilgrene ved hjælp af keramik fra alle de udtørrede nilgrene. Keramik kan dateres ved hjælp af lerets sammensætning, produktionsmetode og glasur etc, indenfor interval af 30-50 år. Det viste sig, at den Tanitiske nilarm ikke var aktiv på Ramses II tid, men stammede fra 200 år senere.
Det viste sig, at oldtidens Pelusiske nilarm, strækkende sig 180 km lang, det oprindelige Pi-Ramses, indtørrede 150 år efter Pi-Ramses død og afgav vandet til den Tanisiske nilarm. Bietak gik sammen med den tyske arkæolog Dr. Edgar Push for at finde Pi-Ramses. På det område han havde fundet fremt til at Pi-Ramses måtte have ligget, var der intet andet at se end marker. Det ville tage flere årtier at undersøge området, så Bietak fik den idé kortlægge området ved hjælp af elektromagnetisk scanner, der kan trænge ned jorden og afsløre bygnings fundamenterne uden at grave. Det foregår ved at vandre frem og tilbage med scanneren, fremgår det af udsendelsen. Omkring to kvardratmeter var blevet kortlagt.
Ved hælp af scanneren fandt han konturerne af den gamle by Pi-Ramses. De fandt et stort tempel kompleks i midten og et prægtigt palads der har huset faraoen selv. Der var også spor efter en stor garnision af heste og stridsvogne, som bekræftedes af et vigtigt fund, et bidsel lavet i bronze. Der blev også fundet flere sten knupper, der havde været brugt til at holde sammen på stridsvognenes seletøj. Byen var opdelt i en bydel for de rige og en fattig del med lavere social status. Den fattige bydel bestod af ustrukturede snoede gader med et arbejderkvarter med handel og værksteder. Befolkningen i den rige bydel havde lige vinkelrette veje og boede i palæ-villaer med udsigt over Nilens vande. Der blev fundet døroverliggere fra denne bydel med navne på generaler og kongelige.
Forskerne havde løst gåden om den forsvundne by. Det viste sig at stenene fra det oprindelige Pi-Ramses var blevet flyttet nogle få årtier efter at nilarmen var tørret ind og byens monumenter var blevet skilt ad og genbrugt i en ny hovedstad Tanis nogle få kilometer længere væk. Stenene, hvoraf nogle er statuer af Ramses II der vejer op mod tusind tons, menes at være slæbt til det nye sted ved hjælp af slæder lavet af træ.
En turkis mine
Professor James K. Hoffmeier, Egyptologist, Wheaton College, Illionois viser i YouTube videoen Israel In Ancient Egypt – Archaeological Proof, et hulesystem på nær toppen af det svært tilgængelige bjerg Serabit el-Khadim i Sinai. Hulesystemet er en mine til udvinding af turkis, en jade lignende sten. Indbyggere fra over alt i det egyptiske imperium har arbejdet i minen som slaver, hvoraf ikke alle var egyptere. Nogle af disse slaver var semitter og måske endda hebræere. Noget graffiti skrift indgraveret i en af hulens vægge på semitisk, en forløber for hebraisk, indeholder ordet ”El”, som dengang var ordet for ”Gud”, noget en attribut som for eksempel kunne være ’mægtig’ samt et tegn der står for ”evig”. Dette og det faktum, at disse semitter havde et skriftsprog de kunne skrive, har givet forskerne nyt håb med hensyn til historiens rigtighed.
Exodus, udvandringen fra Egypten
I Jødernes Oldtid fortæller historikeren Josefus, at udvandringen fandt sted 592 år før Salomon byggede templet, hvilket er omkring 960 f.Kr.. Så udvandring var, ifølge Josefus, omkring 1552 f.Kr. eller 1020 år fra Abrahams træder ind i Kanaan. I en anden fortælling siger Josufus, at udvandringen var 612 år før templet. Denne forskel skyldes sandsynligvis optællingen af dommernes år. Dette placerer udvandringen på nogenlunde samme tidspunkt som fordrivelsen af Hyksos (hyrderne). Ankomsten til Egypten lå 215 år, før udvandringen, der ville være omkring 1767 f.Kr.. Dette tidspunkt er tæt på begyndelsen af den anden mellemliggende periode i Egypten hvor strømmen af Hyksos steg.
Josefus citerer Manetho, der skrev en historie om Egypten og siger, “Manetho har givet os én kendsgerning. Han har indrømmet, at vores race (jøderne) ikke var af egyptisk oprindelse, men kom til Ægypten fra andre steder, erobrede det, og bagefter forlod det”. Manetho identificerer Israel med Hyksos, der blev uddrevet af Ahmose fra Egypten. Josephus kvoterer Manetho for at beskriver denne udvisning ved at sige:
Derefter rejste Thebaids konger og resten af Egypten sig i oprør mod Hyksos, og en stor krig brød ud, som var af lang varighed. Under en konge ved navn Misphragmouthosis, siger han, blev hyrderne besejret og drevet ud af hele det øvrige Egypten og indespærret i et sted kaldet Auaris, som indeholder 10.000 arourae.
Ifølge Manetho, forskansede hyrderne hele området med en stor, stærk mur, for at sikre alle deres ejendele og byttet.
Thoummosis, søn af Misphragmouthosis (fortsætter han), mobiliserede en hær på 480.000 mand om muren, men bestræbte sig på at reducere denne udsending af belejringen. Fortvivlet efter at opnåelse af resultat, har han indgået en traktat, hvorefter de alle skulle evakuere Egypten og gå uantastet hvorhen de ville. Ikke færre end 240.000, hele husstande med deres ejendele, forlod Egypten og førtes til ørkenen i Syrien ifølge vilkårene.
Vandringen over det røde hav
En fantastisk nyere teori om ruten og hvor og hvordan Israelitterne krydsede Det Røde Hav bekræftes af flere arkæologiske fund.
Den nemmeste vej til det forjættede land, ville være at følge den nordlige del af kysten, også kaldet Filisternes Vej, men her havde egypterne garnisoner udstationeret. Det Røde Havs indhav danner et V, som det ses af billederne. Krydsningen af det røde hav, skulle ifølge den traditionelle udlægning være sket et sted i den øverste del af det venstre ben i V’et. Ruten vist på kortet kaldes Det Røde Havs Vildnis’ Vej.
I den nyere teori drejer israelitterne af og krydser Det Røde Hav på det højre ben i V’et på et sted der fører til Midjan på den modsatte bred; det sted i Arabien, hvor Moses så den brændende busk og hvor han ifølge Biblen skulle føre sit folk til. Snapshot fra YouTube video: And The Sea Will Tell: Archaeological proof of Moses crossing The Red Sea.
At israelitterne drejer af syntes at være bekræftet af Biblens tekst. Egypternes imperium, det gule område til venstre, afgrænses af det venstre ben i V’et. Biblen fortæller tydeligvis, at israelitterne var ude af Egypten da de krydsede Det Røde Hav, fremgår det af videoen. Hvis de havde været ude af Egypten da de krydsede Det Røde Hav, kunne de ikke have krydset det venstre ben af V’et, som det ses af kortet. Ifølge videoen beordres Moses at dreje af. De kommer ind i et område i vildnisset omgivet af bjerge. De er indesluttet i landet, vildnisset har lukket dem inde, kvoteres faraoen for at have sagt, Exodus 14:3. Men på vejen gennem bjergene viser sig en åbning, og snart kan de se havet længere væk gennem passet. Dette er Det Røde Havs Arm, og på den anden side ligger Midjan. De kom ud til en strand, syv kilometer lang og tre kilometer bred, der var stor nok til at rumme dem alle.
På denne strand ligger ruinerne af en betragtelig tre etages egyptisk fæstning, en udpost med en brønd foran, som må have været i brug omkring Moses tid.
Mens det israelitiske folk står på denne strand i aftengryet, får de øje på den ægyptiske hær, der kommer imod dem og de bliver meget bange. Men englene og skysøjlen foran, som omtales i Biblen, rykker om bag ved israelitterne og skærmer mellem dem og egypterne. Moses løfter sin stav og rækker hånden ud over vandet som befalet af Herren, og hele natten åbner Herren en tør passage med en øst storm. Og de gik igennem med en mur af vand på den ene side og en mur af vand på den anden side, fortælles det i Biblen. Anden Mosebog (Exodus) 14:21,22; 15:8
På dette sted har Det Røde Hav en dybde 1600 meter, men gennem den samme passage i bjergene som de kom igennem ud til denne strand, har der i en fjern fortid været skyllet vand igennem, der har ført sand med sig. Dette har skabt en lavere dybde på netop dette sted ud for passagen i en længde af halvdelen af distancen over til bredden overfor. Men netop overfor har der været et lignende udløb af vand fra bjergene, der har udfyldt den anden halvdel over vandet og skabt en undervands bro, en kilometer bred og tretten kilometer lang. Et fantastisk sammentræf, at netop disse to ophobninger af sand møder hinanden i det samme punkt ude i midten af dette indhav.
Teorier har været fremme om at ild søjlen der fulgte israelitterne skulle være et fænomen opstået på grund af et vulkanudbrud og at vandet kunne have trukket sig tilbage på grund af en tsunami. Man ville nok ikke normalt antage at israelitterne kunne nå over den tretten kilometer lange bro på så kort tid som det ville tage vandet at trække sig tilbage før en tsunami bølge, men forklaringen skulle altså da være, at østenstormen havde fået frosset vandet til. Selvom man kunne se bort fra guddommelig indgriben og forklare fænomenet mere rationelt, er det som ofte det sværeste at forklare, hvorfor netop dette naturfænomen skulle forekomme i netop denne specielle situation. I forsøg på at forklare rationelt hvordan havet kunne stå som en mur på hver side, henledes opmærksomheden på Anden Mosebog kapitel 15, vers 8, hvori det hedder sig, at vandende stivnede. I videoen fremføres en teori, at denne østenvind havde fået vandet til at fryse til is og derved havde frembragt en mur af frossen vand på hver side, og der påvises forskellige andre situationer, hvor et sådan fænomen er forekommet.
Minde-støtter ved strandkanten
To søjler menes at være en markering af, hvor israelerne gik over det røde hav. En søjle blev fundet i strandkanten på den nuværende egyptiske side. En inskription med blandt andet ordet ’Moses’ på denne søjle er senere blevet fjernet, da de ikke ønskede at have et sådan bevis i deres baghave, som det hedder sig i videoen. Den anden søjle står i Saudi Arabien. Denne søjle har stadig inskription på: “Dette monoment er rejst af kong Salomon af Israel, til ære for Jahve, til minde af krydsningen af Det Røde Hav”. Nuwayba’ al Muzayyinah hedder denne strand. Oversættelse af dette navn er: “Moses vandes åbning”. Dykkere har ved hjælp af metaldetektere fundet metalgenstande indhyllet i koraler. Disse artefag er tydeligvis hjul fra sådanne hestedrevne kampvogne som egypterne brugte. Disse køretøjers hjul havde metalakse og seks eger lavet af træ, men der er også fundet hjul med otte eger, som kun fandtes på tidspunktet for Exodus, udvandringen fra Egypten.
Tavlen med De Ti Bud
Guds Bjerg, som var det bjerg hvor Moses modtag tavlerne med De Ti Bud har af de tidlige kristne været betragtet som at være Sinai Bjerget. Men ikke alle er overbeviste om at dette er det korrekte sted, da der ikke er fundet arkæologiske spor af alteret og de tolv søjler som omtales i Biblen.
For nyligt er opdaget en anden kandidat til dette bjerg, Mount Karkom, liggende nordligere på grænsen mellem Egypten og Israel, et plateau, 2.500 fod (eng. Feet) højt. Oversættelsen fra hebraisk er overraskende: Guds Bjerg. På stedet findes nogle stencirkler, der stammer fra beboelser. Området har været undersøgt af Professor Emmanuel Anati, University of Lecce, Italy fortælles der i YouTube videoen: Israel In Ancient Egypt – Archaeological Proof. Han har opdaget en hob af tilfælde, der matcher Biblens beskrivelse. Der findes et alter med tolv opretstående sten ved siden af beboelserne. Biblen fortæller at Moses byggede et alter med tolv søjler, en for hver af Israels stammer.
En indgravering i en klippesten har en udformning, der straks leder tanken hen på tavlen med De Ti Bud og går endda endnu videre. Graveringen er inddelt i nøjagtig ti firkantede felter. Den menes at være lavet af Moses følgere, som et minde om tavlen med De Ti Bud.
Hieroglyffer i stele omtaler Israel Enhver er sig selv nærmest når det gælder udlægningen af begivenhedernes forløb kunne man måske påstå.
Den britiske arkæolog Flinders Petrie ledte en udgravning i Theben, en gammel dødeby nær Nilens bredder i det sydlige Egypten. Han gjorde i 1896 en af den bibelske arkæologis vigtigste opdagelser her (i Ramses II grav tempel). I sandet dukker hjørnet fra et kongeligt stenmonument frem. Det var tilegnet farao Merneptah søn af Ramses den Store. Det blev kendt som Merneptah-stelen. I dag er den på Kairomuseet. ”Dette er, hvad egypterne ville have kaldt en sejrsstele”, fortæller Donald Redford, Pennsylvania State University, ”til minde om sejr over fremmede folk”. De fleste af inskriptionerne fejrer Merneptahs sejr over Libyen, men næsten som en eftertanke nævner han sine erobringer østpå. De står i bunden af stelen: ”Ashkelon er taget til fange. Gezer er taget til fange. Yanoam er blevet pågrebet. Israel er berøvet dets magt (linje 27). Efterkommere eksisterer ikke mere”.
Historien viser, at faraoen tog fejl. Merneptah-stelen bekendtgør ikke et folks udslettelse, men snarere Israels folks indtræden i verdenshistorien, et uvurderligt bevis på en etnisk gruppe som kaldes Israel i Kanaans sydlige højland. Den veletablerede registrerede egyptiske kronologi giver os årstallet 1208 f.Kr. Stelen er bevis på, at et folk ved navn israelitterne bor i Kanaan i det, som nu er Israel og Palæstina, for over 3.000 år siden.
I det 9. og 8. århundrede blev Kanaan inddelt i to tvilling landsdele, Israel mod nord og Judæa med Jerusalem mod syd, fordi disse områder var strategiske for Egypten, der lå i konflikt med assyrerne i nordøst, den tids store Mesopotamiske imperium. Sent i det 8. århundrede f.Kr. overtager og tilintetgør assyrerne den nordlige del, og israelerne flygter til den sydlige del, hvilket lægger stort pres på Judæa, den sidste israelske landsdel der er tilbage. Jerusalems indbyggertal blev ti gange større og blev udvidet med et større areal fra 6 hektar til 60 hektar.
En mur blev bygget omkring dette område af Jerusalem, for at beskytte folket mod assyrerne og et avanceret underjordisk tunnelsystem sørgede for vandforsyningen, viser arkæologen Israel Finkestein, Tel Aviv Universitet i videoen. Dette var i øvrigt en ingeniør bedrift. To hold arbejdede på den S formede tunnel, hver fra sin ende. De formåede at grave så nøjagtigt, at de to tunneler mødtes så vandet kunne rinde igennem. Hændelsen er beskrevet i en sten gravering i Hebron og også omtalt i Biblen i Kongernes Bog.
Judæa var nu den eneste stat mellem assyrerne og egypterne. En assyrisk hær vandrede mod Lakish, syd for Jerusalem, som på et højdedrag havde et administrativt centrum, hvor der fandt et drabeligt slag sted. Det menes at have været for at vise, hvad assyrerne kunne gøre ved Jerusalem. Paradoksalt nok skabte assyrernes indflydelse et økonomisk boom og et frihedsideal på grund af den samhandel der opstod. Assyrerne forlod Judæa omkring 630 f.Kr. på grund af deres imperiums interne problemer. Et nyt kongedømme i Judæa opstod, ledet af kong Josua, som i Biblen blev rost for at følge mosesloven og definere området efter lovbogen.
Kilde, YouTube videoen:And The Sea Will Tell: Archaeological proof of Moses crossing The Red Sea
Dette er en anden kortere video, som blandt andet indholder klip med dykning der viser artefag der angiveligt skulle være fra egypternes heste drevne kampvogne, der gik til bunds da vandene lukkede sig om dem.
Helleristninger og lignende hulemalerier med spiraler kan ses mange steder rundt om i verden. Det menes, at spiralen er et symbol på fortsættelse og udødelighed. Spiralen markerer en bevægelse mod udvikling, fornyelse og genfødsel.
Spiraler i NewGrange:
På en opretstående sten i den centrale del af NewGrange salen findes den berømte såkaldte “tredobbelt spiral” men den består faktisk af i alt seks spiraler. På en passage orthostat ses spiraler, rhomber og zigzager der er blevet fortolket af mange som repræsenterende et ansigt, eventuelt en Gud eller guddom af en slags, skriver Klaus Aarsleff i bogen Mysterier i Fortiden.
Malta spiral
Spiralerne på indgangspartiet til NewGrange ligner spiral helleristning på et næsten 5.000 år gammelt stenalder-alter i Tarxien-templet på Malta.
Noget epilog På Malta er fundet såkaldte keglehoved kranier. Havde Tuatha de Danann nogen samhørighed med den megalitiske bebyggelse på Malta og disse keglehoveder? Spiralen på Malta er ikke hugget ind i stenen i nøjagtig samme stilart som spiralerne i NewGrange, så man kan nok ikke konkludere at det var samme personer der havde lavet disse spiraler og at de derefter kom direkte til NewGrange og indgraverede spiraler dér. Meget teoretisk kunne både keglehoved folket og Tuatha de Danann være grene af Cro-Magnon, som beskrives som lyshårede og høje. Om dette skulle indikere at der kunne have været en samhørighed kunne være et spørgsmål. Fund fra Sydamerika af keglehoved kranier, viser imidlertid, at nogle af disse keglehoved individer ligesom Tuatha de Danann var rødhårede og det siges også, at de ligesom Tuatha de Danann var meget høje og de tidlige cro-magnon beskrives som at have en aflang vandret hovedfacon. Fund af keglehoved kranie i Sydamerika viser ganske rigtigt også sådan vandret aflang hovedform, mens andre viser en mere lodret aflang hovedfacon.
Et spørgsmål man også kunne stille er om disse keglehoveder var superkloge og om man kan forvente at finde spor efter ekstreme intelligente tiltag fra fortiden. Er disse spiraler med magnetfelt noget naturskabt eller er det spor efter en ukendt teknologi? Websider og udtalelse i YouTube video ser ud til at være enige om at spiral symbolet kunne komme fra en tidligere global præhistorisk kultur. Keglehoved folket kunne, med deres specielle indsigt have overbragt denne viden for eksempel via Egypten. Den mere generelle udlægning er at disse tidlige cro-magnum med større hjerner end den moderne homo sapiens, forsvandt omkring 10.500 f.Kr., men at dette keglehoved folk på ukendt vis overlevede eventuelt i et isoleret område. Se eventuelt posten: Inka Coneheads. Man kan selvfølgelig ikke helt udelukke, at andre end keglehoved folket kunne være superkloge. Egyptiske artefager og relieffer, der antyder keglehoved facon kunne imidlertid give en idé om at avanceret viden kunne have sin oprindelse fra sådanne.
Peru spiral med magnetfelt
Et stykke oppe af en gammel trappe, der fører op til dødesletten i den gamle døde-by Sillustani i Peru nær byen Puno vest for Titicacasøen, et fladt bjerg, der i årtusinder har været brugt som gravplads, er placeret en vældig sten, som bærer en helleristning bestående af en spiral, lavet i en fjern fortid. Bevæger man et kompas langs stenens overflade og i en spiral ind mod midten af helleristningen, roterer kompasnålen 360 grader, skriver Klaus Aarsleff. Stenen indeholder altså et spiralformet magnetfelt.
På Naturstyrelsens webside er der også billede af spiralen fra Sillustani. De skriver også, at der i Sibirien, hvor der i øvrigt også er gjort fund af kranie med keglehoved form, er fundet et tidligt eksempel af spiraler indgraveret på elfenbenet fra en forhistorisk Mammut.
En fremtidig historieforfalskning?
Det beskrives på Naturstyrelsens webside, at en Spiral på omkring 40-50 cm i diameter findes i Gribskov i Nordsjælland på en vandreblok, der ligger omkring 175 meter vest for Stutterivej og 800 meter nord for Stjernen. Skovfoged Svend Løw, der arbejdede for Naturstyrelsen – Nordsjælland, kan huske, at der ingen spiral var, da han første gang så stenen, der kom til syne efter en storm i november 1981. Men da man i 1982 var ved at plante området til igen, opdagede han den. Spiralen var fuldstændig nylavet, man kunne nærmest stadigvæk se granitstøvet, sagde Svend Løw. I Naturstyrelsen – Nordsjælland finder man det bemærkelsesværdigt, at man aldrig nogensinde har fået det mindste tip om, hvem der har skabt kunstværket. Der er tale om et flot og stilrent stenhuggerarbejde, som ikke hvem som helst
kan udføre, skriver de.
Tiahuanacos magnetiske pyramidesten
Pyramiden Akapana i Tiahuanaco ved Titicacasøen i Bolivia har en grundflade på ca. 100 x 100 meter og en højde på små tyve meter. På toppen af Akapana er der en forsænkning med vand i. Langs kanten af dette bassin, står der nogle 1,5 meter høje sten af andesit, der er skåret til på alle mulige leder og kanter. Det fortælles af Klaus Aarsleff, at hvis man går forbi disse sten i Akapana-pyramiden i Tiahuanaco med et kompas i hånden, giver kompasnålen sig til at rotere. Påvirkningen fra magnetfeltet omkring stenene er kraftigere end hvis de var lavet af jern.
I forbindelse med teorier om besøg i fortiden fra rummet af en fiskelignende mand, har der været teorier fremme om at et sådan bassin kunne være bygget til ære for denne mand, der bedst kunne lide at opholde sig i vand. Noget andet man kunne hæfte sig ved, er at det siges, at egypterne for eksempel ved opførslen af Cheops Pyramiden lavede kanaler rundt om grundplanet, der fungerede som vatterpas.
(I området af Tiahuanaco er iøvrigt fundet skelet med forlænget kegleformet kranie. Ifølge Klaus Dona i videoen The Hidden History of the Human Race (March 2010), viste skelettet at denne person var 2,6 meter høj.)
Naturskabte magnetsten
En ledesten (eng.: lodestone eller loadstone) er et naturligt magnetiseret stykke af mineralet magnetit. De er naturligt forekommende magneter, der tiltrækker stykker af jern. Oldtids folk opdagede de magnetiske egenskaber ved ledesten. Stykker af ledesten, forsænkede, så de kunne vende, var de første magnetiske kompasser og deres betydning for tidlig navigation er angivet ved navnet ledesten, som oversat fra mellem-engelsk betyder ‘kurs sten’ eller ‘førende sten”. Ledesten er én af kun to mineraler, der findes naturligt magnetiseret. Det andet, magnetkis, er kun svagt magnetisk. Kilde Wikipedia
Ud fra denne information fra Wikipedia, ser det altså ikke ud til at være sandsynligt, at magnetismen i stenen i dødebyen Sillustani i Peru eller magnetismen i stenene fra pyramiden Akapana i Tiahuanaco i Bolivia er naturskabte. Søgning på internettet om sådanne emner, for eksempel hvorvidt magnetiske egenskaber findes naturskabt i klipper, ser ud til at give sparsomme resultater ud over informationen fra Wikipedia over dette afsnit. Om det er muligt at gøre , formodentlig jernholdige, sten magnetiske lige som for eksempel U formede magneter skal jeg ikke kunne sige, men det ville nok kræve at de havde elektrisitet, dette i en fortid der normalt anses at ligge før elektrisiteten blev opfundet.
Mystisk stenkreds ved Oxford
Den engelske ingeniør Charles Brooker opdagede omkring 1980, at stenkredsen Rollright Stones ved Oxford i England påvirker jordens naturlige magnetfelt på en mystisk måde. Denne stenkreds, der måler ca. 30 meter i diameter blev rejst for over 4.000 år siden. Ved hjælp af et meget fintfølende magnetometer målte Charles Brooker magnetfeltets styrke rundt omkring i stenkredsen og opdagede, at stenkredsen svækker jordens magnetfelt samtidig med at stenene afbøjer feltet i en spiral.
Et magnetometer bruges normalt til bestemmelse af forekomster af jernmalm i undergrunden. To elektroder i jorden forbindes med et millivoltmeter og spændingen mellem punkterne måles og indføres i et skema. Det kan også bruges til at spore arkæologiske fund i undergrunden. Disse arkæologiske genstande hæmmer målingerne af det naturlige magnetfelt indikerende at der er genstande længere nede i jorden. I princippet kunne der måske ligge jernholdige sten i en spiralform i undergrunden i stencirklen, men det ville nok kræve mere indsigt i den slags måleteknik og i netop Rollright Stones cirkel undersøgelsen, at udtale sig om.
Mere om Rollright Stones
Rollright Stones er et sæt af gamle megalitter i landsbyen Little Rollright i Oxfordshire, England.
Stedet består af tre separate monumenter – en sten cirkel kendt som King’s Men, en klynge af fire stående sten døbt Whispering Knights, og en enkelt stående sten kaldet King’s Stone. De blev bygget i forskellige perioder mellem 4000 og 1500 f.Kr. Det tidligste monument er Whispering Knights, som stammer fra så tidligt som 4.000 f.Kr. Stencirklen blev bygget omkring 2500 f.Kr. og det indre af King’s Stone blev tilføjet omkring 1800-1500 f.Kr. Kilde: sacred-destinations.com
Rollright Stones folkelore
Navnet “Rollright” menes at stamme fra det gamle engelske Hrolla-landriht, som betyder “Hrolla landet”. Ved den tidlige moderne periode, var folkloristiske historier vokset op omkring stenene, der fortæller om, hvordan der engang havde været en konge og hans riddere, der var blevet forvandlet til sten af en heks; sådanne historier fortsatte med at blive fortalt blandt lokale folk et godt stykke ind i det 19. århundrede.
Arkæologiske undersøgelser
I mellemtiden var antikvarer som William Camden, John Aubrey og William Stukeley begyndt at interessere sig for monumenterne, hvilket ledte til mere udførlige arkæologiske undersøgelser i det 20. århundrede, kulminerende med udgravninger kørt af George Lambrick i 1980’erne. Kilde Wikipedia.
Epilog Det kunne se ud til at fortælle os, at spiralen var et symbol på magnetisme, et symbol som oldtids folk helt tilbage fra præhistorisk tid brugte til at hædre den viden der lå bag, en videnskabelig teknologi fra rumvæsner der måske var mellemlandet der hvor Rollright stenkredsen ligger, en teknologi der også ses spor af i de magnetiske sten i Akapan Pyramiden, som kun folket med de forlængede kranier forstod enten i sin helhed og kunne bruge eller som de forstod dele af. Måske var de så kloge, at det var en teknologi de selv havde opfundet. Derved skulle man altså antage, at keglehoved folket havde eksisteret i en sådan udgave med keglehoved form siden præhistorisk tid. Fundene af sådanne kranier fra keglehoved folk er imidlertid dateret til at være fra senere tid, men er iøvrigt indtil videre ikke som helhed særligt veldokomenterede ved hjælp af kulstof 14 datering. Samtidig skulle man antage at et rumskib der var landet og havde efterladt spor af magnetisme teknik, der hvor Rollright stencirklen ligger, måtte være rund lige som stencirklen, altså formodentlig den sagn omspundne form af en flyvende tallerken. Men spørgsmålet er om tallerken formen overhovedet er formålstjenelig til udformning af rumskibe til lange rejser i rummet? En nok noget vidtløftig teori kunne være, at det var teknologi, der i en fjern fortid var skrevet ned i kileskrift, og senere genfundet, for eksempel af disse folk med forlængede kranier.
Spiraler er også fundet indgraveret i en sten i Portugal, kendt for de lange spor af helleristninger langs Côa Floden.
Côa Valley er stedet for gamle helleristninger i sten. Det er af særlig interesse på grund af dens høje koncentration af stenalder kunst, og fordi det er fundet uden for huler, på sten almindeligt synligt: Jean Clottes, en fremtrædende fransk præhistoriker, havde bekræftet, at det “er den største frilufts plads af stenalder kunst i Europa, hvis ikke i verden “, skriver de på answer.com.
Nedestående link viser blandt andet et billede med en spiral udhugget i en sten fundet i Alaska, uden dog at fortælle yderligere, hvilket ellers måske kunne give nogle interessante teoretiske perspektiver i forbindelse med folkevandring fra Sibirien til Amerika.
